Der har manglet antibiotika. Og antabus, diabetesmedicin, antihypertensiva, antiepileptika, inhalationsmedicin og sovemedicin. Og testosteron, prednisolon, miconazol, minipiller, methylphenidat og prednisolon. Og nå ja, stikpiller til de kære små. Det har givet massive udfordringer for læger og patienter. Og apotekerne. Og pårørende og hjemmeplejen og hospitalerne og…

Det er næppe gået nogens næse forbi at 2023 har budt på udfordringer med lægemiddelforsyningen. Og året igennem har spørgsmålet lydt: Hvordan kan det nu være?

Lad os begynde der, selvom jeg dybest set synes, vi burde snakke om noget andet. 

Hvorfor!?

Bag hver restordre gemmer der sig en unik årsagskæde. En fællesnævner er dog tiltagende effektive og dermed også tiltagende sårbare produktionskæder. 

Restordre-problemet er nemlig en slags ’bagsiden af medaljen’. Man har effektiviseret produktionen af lægemidler, så vi får meget billig medicin. En del af denne effektivisering involverer, at man samler dele af produktionen på færre og større enheder. 

Det gør produktionen meget sårbar. Der skal pludselig kun én konflikt, én brand, én orkan eller ét kvalitetsproblem til, før hele verdens forsyning af et lægemiddel kommer i vanskeligheder. 

Og det kan man ikke sådan lige fikse. Der er faktisk ingen gode løsninger i sigte.

Da det grundlæggende problem skyldes effektiviseringer, vil de fleste løsninger også komme med den udfordring, at de vil gøre lægemidlerne (markant) dyrere. Om det så er opbygning af store lagerhaller, hjemtagning af produktion til Europa eller lister over ’kritisk medicin’ med særlige indkøbsrammer. 

Disse tiltag vil i øvrigt kun løse en mindre del af problemet. Og det vil ikke løse problemet lige foreløbigt.

Men hvad er egentlig problemet?

Spørgsmålet er, om vi helt har fat i, hvad der rent faktisk er problemet. Det lyder oplagt, at problemet er manglen på lægemidler, men det er måske ikke helt så simpelt. 

Det er nemlig utrolig sjældent, at en restordre ender med at give reelle kliniske udfordringer. Det sker, men det er heldigvis sjældent. 

Dermed ikke sagt at restordrer på lægemidler ikke påvirker klinikken. Men det er først og fremmest en administrativ belastning, som stjæler tid fra andre vigtige opgaver. 

Derfor vil jeg også vove den påstand, at det egentlige problem er den manglende praktiske støtte til lægerne i front.

Lægen skal først opdage, at apoteket ikke længere har medicinen på lager. Og så starter jagten på en løsning: Har du prøvet på et andet apotek? Findes der større pakninger eller måske mindre pakninger? Måske den halve styrke og så to tabletter? Andre lægemiddelformuleringer? Eller måske et tilsvarende middel i en anden klasse? Får man egentlig også tilskud til det? Ny recept. Ny tur på apoteket. 

Når ‘problemet’ ikke er lægemidlet, men den administrative byrde, der følger med, så er det i øvrigt stort set ligegyldigt, om der er tale om livsvigtig hjertemedicin eller den faste vitaminpille. 

Mens selve grundproblemet ikke kan løses, kan vi gøre voldsomt meget for at optimere den måde, vi håndterer problemet på. Faktisk vil jeg påstå, at mere end 90 pct. kan afhjælpes, hvis vi blot tænker os lidt om.

Hvad er så problemet?

Da milde steroidcremer gik i restordre for et par år tilbage, så fiksede man det med at bruge steroidsalve i stedet. Når man i dag ikke kan få amoxicillin/clavulansyre i 875 mg/125 mg, så er det heldigt, at man kan få det som 500 mg/125 mg. Bromazepam 6 mg går ikke, men der er 3 mg til rådighed. Roxithromycin 7 stk. er væk, men 10 stk. har vi nok af. 

I 2023 har der manglet det nødvendige fokus på at understøtte lægerne i den praktiske håndtering af restordre

Det er jo i praksis helt lige meget. 

Hvis altså ikke det var fordi, det kræver involvering af et hav af mennesker at lave disse små ændringer, herunder nogle i forvejen alt for travle læger. 

Og så skaber vi i øvrigt som biprodukt en masse usikkerhed hos patienterne. 

Det store problem er altså, at få information om udfordringer såvel som løsningerne ud til lægerne. 

Hvis ingen kommer med løsningsforslag, ender det med, at den enkelte læge selv skal finde frem til en handling. Ofte er det ikke engang muligt, da det kræver indsigt i f.eks. lagerbeholdningen på apoteket. 

Hvad så nu?

I 2023 har der manglet det nødvendige fokus på at understøtte lægerne i den praktiske håndtering af restordre. De skal informeres direkte om løsningsforslag, så de kan håndtere restordre mest muligt effektivt og dermed i øvrigt også mest muligt trygt og sikkert for borgeren. 

Hvis man ville hjælpe lægerne yderligere, kunne man også give apotekerne bedre mulighed for direkte at skifte til f.eks. andre styrker. Hvis man i dag er nødt til at lave 40 mg om til 2 x 20 mg, så kræver det nemlig, at lægen involveres og siger god for det. Der må være bedre måder at bruge deres tid på. 

Vi kører i øjeblikket hjemmesiden restordre.dk som et projekt. Den leverer en hel del af den information, der mangler. Hvad der mangler, og hvad man kan gøre ved det. Den har vi bygget sammen med blandt andre København Sønderbro Apotek for at vise, at det kan lade sig gøre. 

Men der skal laves en permanent løsning. Og informationen skal ind i lægernes systemer i stedet for at stå på en hjemmeside. 

Problemet er bare, at mens restordrer er alles problem, så er det ikke nogens åbenlyse ansvar. Og det efterlader patienter og behandlere i klemme. 

Jeg håber at 2024 bliver løsningernes år. Lægemiddelforsyningen bliver nok ikke bedre, men jeg håber, man får løst det mere presserende problem omkring støtte til lægerne, og at de løsninger, man ender med, bliver født ud af et solidt samarbejde mellem de aktører, der er på området, lige fra myndigheder over grossister og apoteker til lægerne. 

Vi skylder at komme med løsninger til de praktikere og ultimativt de patienter, der står i fronten og skal håndtere problemet til daglig.