»Samarbejde sikrer vigtig videndeling og værdiskabelse, som er vigtig for os alle sammen,« siger Ida Sofie Jensen.Foto: Joachim Rode

Glædeligt budskab: Rekordmange lægemiddelvirksomheder har deklareret samarbejde og donationer Aldrig før har så mange virksomheder haft samarbejde med hospitaler og patientforeninger, og det skal vi støtte op om, for det er helt nødvendigt i udviklingen af lægemidler, skriver Ida Sofie Jensen, koncerndirektør i Lif.

Aldrig tidligere har så mange lægemiddelvirksomheder været tilmeldt ENLI (Etisk Nævn for Lægemiddelindustrien), hvilket indebærer, at virksomhederne skal indberette donationer til hospitaler og samarbejde med patientforeninger. 

Og aldrig før har så mange virksomheder haft samarbejde med hospitaler og patientforeninger, viser de nyeste opgørelser, der netop er offentliggjort. 

Og det er med god grund, for det er samarbejde, der sikrer vigtig videndeling og værdiskabelse, som er vigtig for os alle sammen. 

Nødvendigt samarbejde

I udviklingen af lægemidler er det helt nødvendigt med et samarbejde mellem virksomheder og det offentlige sundhedsvæsen. Det skal vi værne om og støtte op om, for det betyder, at det danske sundhedsvæsen er med helt fremme, når nye behandlinger bliver udviklet, og dermed kan tilbyde patienterne en bedre behandling.  

Lægemiddelindustriens donationer, samarbejde og relationer i det hele taget bidrager til at styrke sundhedsvæsenet

Selvom der er åbenlyse fordele ved, at medicinalindustri, patientforeninger og hospitaler samarbejder, er det vigtigste dog, at patienternes interesser forbliver i centrum for ethvert samarbejde. Samarbejde skal være gavnligt for alle involverede parter. Og netop derfor er det så glædeligt at se, at så mange har tilsluttet sig det etiske kodeks og dermed forpligter sig til åbenhed og transparens. Det vidner om en fælles forståelse for både nødvendigheden af samarbejde, men også behovet for gennemsigtighed i relationerne.

Et afgørende parameter

ENLI holder ikke kun øje med industriens ageren i forhold til reklamereglerne, men stiller også krav om, at virksomhederne anmelder og dermed offentliggør samarbejdet og donationer til hospitaler og patientforeninger. Og det er netop det, der sikrer indsigten for omverdenen. 

Jeg tror selv på åbenhed om samarbejdet, som et afgørende parameter. Det er samarbejdet mellem private virksomheder og det offentlige sundhedsvæsen, der er med til at udvikle nye behandlinger, opkvalificere læger og sygeplejersker og udvikle patienternes muligheder for at mestre deres egen sygdom. Det samarbejde skal vi være åbne om og værne om.

Lægemiddelindustriens donationer, samarbejde og relationer i det hele taget bidrager til at styrke sundhedsvæsenet. Og det er derfor meget glædeligt, at vi kan se, at det deklarerede samarbejde er vokset, og at det sker på en måde, der beskytter patienternes interesser og sikrer tilliden til sundhedsvæsenet.

Skriv kommentar