At EU har brug for et stærkere samarbejde på sundhedsområdet er vist åbenlyst for de fleste. Spørgsmålet er derfor ikke hvorfor, men vi skylder hinanden at diskutere hvordan og på hvilke præmisser. Ønsker vi en sundhedsunion, der tjener folkesundheden eller industriens interesser?
Når EU-Kommissionen foreslår, at HERA skal være en integreret del af EU-Kommissionen, forsvinder stort set alle disse kontrolmekanismer
Meget tyder desværre på at EU-Kommissionen og de fleste europæiske hovedstæder ønsker det sidste.
For nylig præsenterede EU-Kommissionen nemlig et initiativ, som skal blive helt afgørende for Europas evne til at undgå, identificere og omgående reagere på kommende grænseoverskridende sundhedskriser. HERA hedder det.
I græsk mytologi er Hera Zeus’ hustru, på EU-mesopotamisk er det en forkortelse for ’European Health Emergency Preparedness and Response Authority’. På dansk blot EU’s beredskabsmyndighed på sundhedsområdet.
Men hvad er HERA, og hvorfor er der grund til at være kritisk?
Erfaringer fra COVID-19
Lad os lige træde et skridt tilbage for at forstå nødvendigheden af et udvidet EU-samarbejde på sundhedsområdet. Først og fremmest har COVID-19 gjort det klart, at sundhedskriser kræver en koordineret indsats på EU-plan.
Vi var ikke forberedt og manglede fælles beredskab, indsatsværktøjer, vaccineindkøb og meget mere. De fleste kan nok huske de elendige danske respiratorer, vi donerede til Italien: Ved ankomsten til Lombardiet blev de kasseret!
Men overalt var der mangel på respiratorer, mundbind og håndsprit, mens ukoordinerede rejserestriktioner gjorde alle, der ville krydse en grænse, forvirrede.
Der var fra start meget på spil, og enkelte kommentatorer hævdede sågar, at selve EU’s fremtid stod og faldt med håndteringen af COVID-19.
Indiskutabelt nødvendigt
Lignende fejltagelser må ikke ske igen, og en ny langt stærkere sundhedsunion er helt indiskutabel nødvendig. HERA’s væsentligste opgave bliver at forebygge, opdage og hurtigt sætte ind over for grænseoverskridende sundhedskriser og skal således operere med et beredskabs- og et krisefokus.
Vi får med andre ord ikke lov at holde øje med, hvad skatteborgernes penge går til
I ’beredskabsfasen’ skal HERA investere i nye tiltag for at styrke forebyggelse og beredskab over for nye folkesundhedskriser.
I ’krisefasen’ skal HERA tage hurtige beslutninger og iværksætte akutte nødforanstaltninger. HERA skal desuden hjælpe EU’s eksisterende sundhedsagenturer med at sikre forsyninger af kriserelevante medicinske modforanstaltninger (bl.a. vacciner, antibiotika, medicinsk udstyr, handsker og mundbind) og udvikle og støtte produktionskapaciteter. Budgettet: Små 30 milliarder euro.
To gode grunde til skepsis
Det lyder alt sammen lovende og som et initiativ, der tjener folkesundheden og industriens interesser. Men der er grund til at være skeptisk. Det er der overordnet to grunde til: Den ene handler om proceduren (og er lidt nørdet, men jeg skal gøre det kort). Den anden om indholdet.
EU-Kommissionen har valgt at etablere HERA som en integreret del af Kommissionen, og ikke som et uafhængigt agentur som først lovet. EU’s agenturer har et mandat, der forhandles mellem EU’s regeringer og medlemmer af Europa-Parlamentet.
Agenturet skal møde op i de relevante udvalg i Europa-Parlamentet, aflægge beretninger, svare på spørgsmål og er underlagt høje krav til administration, regnskab, interessekonflikter og gennemsigtighed i arbejdet.
Når EU-Kommissionen foreslår, at HERA skal være en integreret del af EU-Kommissionen, forsvinder stort set alle disse kontrolmekanismer, og Europa-Parlamentet reduceres til udelukkende at skulle godkende budgettet – i øvrigt uden at få særlig meget indsigt i det.
Det er skidt for både den demokratiske legitimitet i EU-Kommissionen og for folkesundheden.
Manglende transparens
Det fører mig videre til kritikken af indholdet. For valget om ikke at oprette et agentur får stor betydning for HERA’s funktionsmåde.
I stedet for at give Europa-Parlamentet politisk kontrol til at forhandle et mandat i offentlighedens interesse, holder EU-Kommissionen hånden over industrien
Ikke mindst med hensyn til gennemsigtighed i investeringer, herunder offentlig finansiering af forsknings-, fremstillings- og forhåndskøbsaftaler.
Vi får ingen gennemsigtighed vedrørende offentlig finansiering af virksomheder, om nettopriser, om patenter, solgte enheder, salgsindtægter, subsidier, om omkostninger ved kliniske forsøg osv.
Vi får med andre ord ikke lov at holde øje med, hvad skatteborgernes penge går til.
Læk har afsløret priser
Jeg stemte i sin tid for at give EU-Kommissionen midler til at foretage indkøb af værnemidler som masker og respiratorer og ikke mindst vacciner på vegne af alle medlemslande.
Dengang vidste vi vel, at der ville være begrænset kontrol, men opgaven var akut og tiden ikke inde til at blokere.
Takket være læk kender vi i dag indkøbsprisen på vaccinerne, men vi ved ikke hvor meget af udviklingen, der er blevet betalt af offentlige midler. Og hvad med kravene til virksomhederne?
Franske Sanofi modtog for eksempel millioner af euro, men nåede aldrig at udvikle en effektiv vaccine.
Efter måneders brevudveksling og debatter fik vi medlemmer af Parlamentet lov til at læse udvalgte vaccinekontrakter, vel at mærke placeret alene i et rum, uden rådgivere eller internetadgang. Selv navnene på de personer, som sad i EU-Kommissionens styregruppe med ansvar for indkøb af vacciner, var (og er fortsat) skjult.
Kommissionen afviser nogen former for aktindsigt med henvisning til behovet for at beskytte medicinalvirksomhedernes forretningsinteresser.
Permanent lukkede døre
Vist kan der være grund til at hemmeligholde enkelte informationer, men det bør være undtagelsen, ikke reglen. Og med HERA forsøger EU-Kommissionen at gøre lukketheden permanent.
Offentligheden vil blive forment adgang til viden om sammensætningen af ekspertgrupper, beslutninger, interessekonflikter og ikke mindst hvordan skatteborgernes penge bruges.
I stedet for at give Europa-Parlamentet politisk kontrol til at forhandle et mandat i offentlighedens interesse, holder EU-Kommissionen hånden over industrien. Det er skidt for både folkesundheden og EU’s legitimitet.
Så kære EU-Kommission – det er simpelthen en ommer!