Næste gang, der opstår en krise, skal vi være bedre forberedt, mener sundhedsminister Magnus Heunicke (S). Han giver her bud på de forandringer, industrien kan opleve, når vi er på den anden side af krisen.Foto: Steen Brogård

Sundhedsministeren om medicinproduktion og lageropbygning: Der vil ske forandringer Når vi er på den anden side af corona-krisen vil industrien opleve forandringer. Der vil nemlig blive stillet krav til lageropbygning, og der skal lægges planer for, hvordan vi sikrer medicin under en krise.

COVID-19 har mindet om, hvor skrøbelige vores forsyningskæder af medicin og værnemidler er, når der opstår en global krise. 

Kort efter corona-virus ramte Danmark, blev det klart, at vi manglede lagre af kritiske værnemidler, og der opstod bekymring for, om vi kunne løbe tør for medicin. Det gjorde vi heldigvis ikke.

Men krisen har sat spor hos beslutningstagerne, og næste gang skal vi være bedre forberedt, mener sundhedsminister Magnus Heunicke (S):

»Jeg tror måske, der er en tendens til, at man politisk opererer på baggrund af de sidste kriser. Så tror man, at de ligner de næste. Der var udbrud med EBOLA og SARS, som man havde et beredskab klar til, men det blev aldrig et problem i Danmark. Man har ikke været tilstrækkeligt bevidst som samfund om, hvor vigtigt det er at være rustet til sådan en situation. Det er vi nødt til at sikre, at vi er fremover,« siger han.

Sundhedsvæsenet har handlet ind efter just-in time-konceptet. Det er ret smart, men det har også en svaghed. Det er blevet udstillet under krisen. Bør der stilles krav om lageropbygning af medicin og værnemidler hos leverandører og danske sundhedsmyndigheder?

»Ja, det skal vi. Det er en samfundsopgave. Og det er ikke kun krav til lageropbygning, men også en konkret plan for hjemmeproduktion for de ting, der er nødvendige, således at vi ved, hvad vi skal sætte i værk i tilfælde af større sundhedskriser, der kan ramme os.«

Hvad er de vigtigste læringer af corona-krisen set fra din stol som sundhedsminister?

»Det ene er, at vi skal være bedre forberedt på en pandemi og store sundhedskriser, end vi har været. Det skal vi, når det handler om kapacitet inden for værnemidler, test med mere. Men man må også erkende, at det ikke er alt, man kan forudse, for vi ved ikke præcis, hvilken sygdom der rammer (næste gang, red.). Så der skal være planer for, hvordan man kan indrette sig og lynhurtigt opdatere på de nødvendige ting. Forsyningskæder er i hvert fald en ting, som, vi skal sikre, bliver mere robuste. Det er ikke kun i Danmark den diskussion foregår. Det gør den også på europæisk plan.«

Det kommer vel i høj grad til at foregå på europæisk plan?

»Det gør det nemlig, for et andet element, det er jo hele medicinproduktionen, hvor en stor del af produktionen af aktivstofferne foregår uden for Europa. I nogle tilfælde kun et sted på jorden. Vi har ikke oplevet mangelsituationer på medicinområdet i høj grad Danmark. Der var et sted, og det var børnepanodil, hvor vi lavede restriktioner for at sikre os mod hamstring. Vi har arbejdet hårdt i Lægemiddelstyrelsen på at undgå, at vi ville få knaphed. Så vi er ikke kun fokuseret på at undgå knaphed på testkapacitet og værnemidler. Diskussionen om medicindelene er i gang i EU om, hvordan vi sikrer kritiske lægemidler. Det er både for borgerne i Danmark og resten af Europa,« siger Magnus Heunicke.

Skriv kommentar