Nogle gange har jeg svært ved at tro mine egne ører. 

Med det ene øre hører jeg politikerne tale med stolthed om den danske life science-sektor og vores bidrag til det danske sundhedsvæsen og ikke mindst den danske vækst, og hvor vigtigt det derfor er for dem at sikre gode og stabile rammevilkår.

Med det andet øre hører jeg samtidig bekymringer fra læger, patientforeninger og os i life science-virksomhederne over, at behandlingen af patienter i Danmark sakker mere og mere bagud.

Glansbilledet er krakeleret

Det er det samme land og det samme sundhedsvæsen, vi taler om, men det glansbillede, som politikerne hylder, lever ikke op til virkeligheden. Det virker, som om at man med den ene hånd vil skabe innovation og bedre sundhed, mens man med den anden hånd bremser eller helt siger nej til netop innovation og bedre sundhed. 

Senest afslog Medicinrådet i forrige uge fire ud af seks nye lægemidler – blandt andet et af vores lægemidler til behandling af prostatakræft. En behandling, som 31 andre lande ellers har indført. Patienternes dør til innovative behandlinger i Danmark lukker mere og mere i.

Før vi kan gøre noget ved det, må alle parter først have samme forståelse af, hvordan virkeligheden ser ud. 

Jeg vil pege på ét område, nemlig patienternes adgang til nye, innovative lægemidler, som sker via Medicinrådet, hvor det haster med at rette op, så patienterne kan få den behandling, som de med rette forventer af det danske sundhedsvæsen. 

Lad mig starte med at understrege, at vi i life science-sektoren er en del af sundhedsvæsenet og derfor har et stort medansvar for sammen med det offentlige og andre parter at løse udfordringerne.

Begrænset adgang til ny medicin

Et af de helt store problemer er, at vi i Danmark siger mere nej end ja til at tage ny og innovativ medicin i brug. Vi har et medicinråd, der skal vurdere om effekten af nye, innovative lægemidler står mål med prisen. 

Det glansbillede, som politikerne hylder, lever ikke op til virkeligheden

Det er en god idé, for som skatteborgere er vi alle interesseret i at få mest mulig sundhed for pengene. Men lige nu går det alt for langsomt. 

Det tager op imod ét år fra, at vi i virksomhederne sender en ansøgning, til Medicinrådet træffer en beslutning. Det er alt for lang tid i forhold til politikernes krav om en sagsbehandlingstid på 16 uger. 

Men hvad værre er: Medicinrådet afviser mere end halvdelen af den nye medicin eller brug af den til nye indikationer. 

Brug de procedurer som findes

Er det så fordi, vores lægemidler er dårlige? Nej, og det er ikke kun mig selv, der siger det. 

I eksemplet med prostatakræft har alle de 31 andre lande, vi har søgt hos, taget behandlingen i brug. Det gælder også lande som Tyskland og Storbritannien, der er kendt for at se meget grundigt på sammenhængen mellem kliniske data og økonomi i en anbefaling. 

I Danmark afviser Medicinrådet ofte ny medicin med begrundelsen, at data er usikre – vel at mærke effektdata, bivirkningsdata og kvalitetsdata, som de europæiske lægemiddelmyndigheder og EU-Kommissionen har fundet solide nok som grundlag for en godkendelse. 

Medicinrådet anerkender ganske enkelt gang på gang ikke de data, der ligger til grund for den regulatoriske godkendelse, eller beder om data, der ikke findes, for derefter at afvise lægemidlet på baggrund af – godt gættet – usikre data. 

Lad os få en direkte dialog

Der er i dag en stor kløft mellem de videnskabelige data, som EMA finder acceptable, og de videnskabelige data, som Medicinrådet anser som acceptable. EMA anerkender, at man med de kvantespring, vi lige nu ser i udviklingen af bl.a. personlig medicin, bliver nødt til at vurdere data på en anden måde, end man gjorde i gamle dage. Den erkendelse vil jeg ønske, Medicinrådet også kommer til.

Vi har et medansvar for, at vores ansøgninger til Medicinrådet er gode, så de er lette at behandle, og vi vil hellere end gerne have en direkte dialog med fagudvalget under behandlingen. På den måde kan vi svare på spørgsmål og samarbejde om at finde den dokumentation, som Medicinrådet efterspørger i tide og ikke efter flere måneders behandling af sagen, som så ender i et afslag, som vi ikke kender argumenterne for.

Så lad os få mere transparens i Medicinrådets arbejde. Brug de godkendelsesprocedurer, der allerede er som QALY-metoden. Og lad os så få en direkte dialog med fagudvalget.

Det er glædeligt, at Medicinrådet netop nu er i gang med at se på, hvordan sagsbehandlingstiden kan forbedres og har fokus på muligheden for at arbejde ad et spor, hvor man behandler data på andre måder. Det er godt. Men vi mangler endnu at se, at det arbejde giver resultater. 

Foreløbig venter patienterne stadig. Det er den virkelighed, alle parter må se, før vi kan ændre den.