Thea Larsen, der er country lead i AbbVie, har i arbejdet for AbbVie i et knap et årti. For lidt mere end to år siden blev hun landechef efter en karriere, der bl.a har budt på stillinger i Amgros, BMS og MSD.Foto: AbbVie

Humiras patentudløb transformerede AbbVie i Danmark: Nu er firmaet på vej op igen Country Lead Thea Larsen kan ånde lettet op. Det er lykkedes også i Danmark at vende skuden efter Humira-nedturen. Fremgangen bygger på nye produktlanceringer, som har skabt en fremgang i omsætningen på næsten 60 pct. i 2021.

For andet år i træk siden den store økonomiske nedtur efter det europæiske patientudløb på Humira i efteråret 2018 er AbbVie i Danmark i fremgang. Markant fremgang.

Således steg firmaets omsætning i 2020 med 47 mio. kr., så den talte 184 mio. kr., og i 2021 tog omsætningen endnu et væsentligt nøk op til 292,4 mio. kr.

Det er en stigning på intet mindre end i 109 mio. kr. i 2021. Det betød samtidig, at AbbVie gik 4 pladser frem fra en 17. plads i 2020 til en 13. plads i 2021 på Dagens Pharmas liste over danske datterselskabers omsætning.

For Thea Larsen, der er country lead i AbbVies danske datterselskab, er fremgangen kærkommen og et resultat af investeringer bl.a. finansieret af indtægterne fra Humira, som ifølge AbbVie i en længere årrække var verdens og Danmarks bedst sælge lægemiddel.

»Det betyder, at vi gennem de seneste fem år har kunnet lancere nye behandlinger inden for nye terapiområder, så vi i dag har flere ben at stå på,« siger hun.

En bredere virksomhed

Væksten i 2021 blev særligt båret frem af lanceringen af Venclyxto, der er godkendt af Medicinrådet i tre indikationer: Til ALM, CLL i første linje til en særlig undergruppe og til en bredere patientgruppe med CLL i kombination med Roches Rituximab.

I 2021 solgte AbbVie ifølge tal fra Sundhedsstyrelsen 2.000 Venclyxto-pakninger med 112 tabletter svarende til en indtægt på 102,4 mio. kr. målt i en listepris på 51.200 kr. pr. pakning. Den egentlige indtægt er dog ikke offentlig, da der er givet en fortrolig rabat.

Det er en betragtelig fremgang på omkring 800 pakninger, da firmaet i 2020 solgte 1.200 pakninger med 112 tabletter.

Thea Larsen fortæller, at fremgangen, der nu ses i de økonomiske nøgletal, skyldes, at firmaet har været gennem en reorganisering, som har ‘modnet’ firmaet og gjort det mere ‘robust’.

»Vi er gået fra at være et immunologiselskab til også at arbejde med onkologi, neuroscience og eyecare,« siger hun.

»Efter nedgangen har vi fusioneret med Allergan, så i dag er vi alt i alt en virksomhed, som er bredere med flere produktområder.«

»Selvfølgelig er det svært«

Patentudløbet på TNF-hæmmeren Humira betød, at der kom generisk substitution på markedet.

De biosimilære kopier sælges til en pris, der er langt, langt lavere end det originale produkts, hvilket gav en besparelse på årlige 335 mio. kr. alene for det danske sundhedsvæsen.

Selvom det er positivt for danske skatteborgere og patienter, betød patentudløbet samtidig, at AbbVie blev ramt af en nedgang i det økonomiske nøgletal, da størstedelen af firmaets omsætning forsvandt nærmest fra den ene dag til den anden.

I 2017 var firmaets danske omsætning 553,8 mio. kr., mens det tal efter Humiras patentudløb i 2019 var 136,7 mio. kr. En forskel på mere end 417 mio. kr. På bundlinjen gik AbbVies danske datterselskab fra et overskud efter skat på 25 mio. kr. i 2018 til 4,8 mio. kr. i 2019.

Når et så dominerende produkt forsvinder fra porteføljen, uden at firmaet fra hovedkontorets side er lykkedes med at opbygge en solid pipeline i tide, så nye produkter kan tage over, mærkes det i hele organisationen.

I danske tal betød patentudløbet et fald fra 60.000 solgte pakninger i 2018 til knap 13.000 i 2017. Særligt kunne det mærkes på salget af Humira i pen, som gik fra 37.000 solgte pakninger i 2017 til 2.900 i 2021.

For det danske datterselskab betød den nedgang også fyringer.

Ifølge AbbVies egne regnskaber sagde ledelsen farvel til 36 årsværk, før udviklingen på medarbejderfronten blev vendt sidste år med en stigning i staben, så den ved udgangen af 2021 talte 48 årsværk.

Thea Larsen fortæller, at det har været udfordrende at afskedige talrige medarbejdere. Derfor glæder hun sig også over, at firmaet igen har kunnet hyre nye ansigter.

»Selvfølgelig er det svært i en reorganisering at sige farvel til dygtige og talentfulde medarbejdere. På den anden side har jeg været ekstremt stolt af at se, hvordan medarbejderne er lykkedes med at opbygge AbbVie igen på helt formidabel vis,« forklarer hun.

Satsninger fra Chicago

Når Thea Larsen selv nævner onkologien som en af drivkræfterne i AbbVies aktuelle vækst i Danmark, står Venclyxto ikke alene med al hæderen. Kræftpræparatet Imbruvica er også værd at nævne.

AbbVie modtager royalties fra Janssen, som har markedsført de to firmaers fælles udviklede tablet. Ifølge tal fra Sundhedsdatastyrelsen solgte Janssen i alt 5.000 pakninger, hvoraf ca. 2.800 var den største dosis på 420 mg med en listepris på 53.900 kr.

Set fra et forretningsmæssigt synspunkt er Imbruvica faktisk flere skridt foran Venclyxto og omsatte for AbbVie således i 2021 globalt set for 5,5 mia. amerikanske dollars svarende til 38,9 mia. kr. mod Venclyxtos 1,8 mia. dollars svarende til 12,7 mia. kr.

Når det er lykkedes den danske organisation ikke kun at få Venclyxto, men også immunologiprodukterne Skyrizi og Rinvoq på markedet kommer det som et resultat af satsninger foretaget på hovedkontoret i Chicago i USA.

De har forplantet sig ud i systemet med succesfulde lanceringer som de danske.

AbbVies egen selvforståelse af i dag at være en bredere og mere robust virksomhed bliver også bakket op af, at AbbVie har reelt har tilkøbt flere produkter efter fusionen med Allergan, bl.a. Botox til medicinsk brug.

Danmarks bedste arbejdsplads

I Norden betød reorganiseringen ovenpå patentudløbet af Humira, at man skabte en skandinavisk organisation med centrum i Stockholm og satellitter i bl.a. København, hvorfra Thea Larsen leder den danske, islandske og færøske forretning med 48 årsværk.

Fra et forretningsmæssigt synspunkt har reorganisationen resulteret i synergier mellem Danmark, Norge og Sverige, fordi man har identificeret fælles funktioner i bl.a. finance, HR og market acces.

Thea Larsen fortæller, at reorganiseringen har betydet, at der er kommet større fokus på virksomhedskulturen, hvilket var stærkt medvirkende til, at AbbVie i 2021 atter kunne kalde sig Danmarks bedste arbejdsplads, kåret af Great Place to Work.

»Slaget skal slås, når der er store forandringer. Og midt i store forandringer er det lykkedes os at skabe en kultur, som har båret os frem i disse år. Vi har formået at skabe et nyt AbbVie i en skandinavisk organisation med en meget stærk kultur,« siger Thea Larsen.

Skriv kommentar