Vi har som danskere generelt en forventning om, at vi kan få adgang til den bedst mulige medicinske behandling, hvis vi bliver syge. Men er det sandt? 

Flere rapporter og case historier om brystkræft, blindhed og muskelsvind peger i den modsatte retning. Forskellige medicinalvirksomheder har inden for de seneste 10 år sendt ny innovativ medicin på markedet til alle disse sygdomme, men uden at danske patienter reelt har fået adgang. 

Jeg er inviteret med til Folkemødet for at diskutere om ’innovativ medicin er et rent lotteri i Danmark’ lørdag d. 15.juni. Og jeg har sagt stort JA, fordi vi alt for ofte efterlader patienterne som gidsler mellem super høje priser fra medicinalfirmaerne og lav risikovillighed hos sundhedsmyndighederne. 

Korrekt, at danske patienter ofte ikke kan få ny innovativ medicin? 

Det er ikke bare en fornemmelse, at behandlingen af danske patienter sakker bagud i forhold til vores naboer. En stigende mængde af både rapporter og casehistorier understreger, at den innovative medicin, der bliver udviklet, ikke når ud til de danske patienter. 

I foråret kunne man f.eks. følge journalisten Ditte Giese og hendes kamp for at samle penge ind til at kunne betale for en ny, innovativ brystkræftmedicin. Man kan også se tallene i en gennemgang fra Nordic Institute of Health Economics af, hvor mange ATMP’er (Advanced Therapy Medical Products) der er kommet på markedet i England i forhold til Danmark. 

ATMPer er et godt eksempel at undersøge, fordi det er her, vi ser de helt store gennembrud bl.a. på det genetiske område. De Europæiske sundhedsmyndigheder har i alt godkendt virkningen af 31 ATMP-behandlinger. I Danmark blev der herefter ansøgt om godkendelse af salg af 13 af dem. I samme periode blev der ansøgt om salg af 28 i England. Danmark fik altså kun tilbudt ca. en tredjedel af den nye, innovative medicin og under halvdelen af, hvad England fik tilbudt. 

Af de 13 ATMP-behandlinger, som Danmark fik tilbudt, har vi anbefalet fem, mens England har anbefalet 13. Der er med andre ord fakta bag historierne om patienter, som ikke kan få adgang til ny, innovativ medicin i Danmark. 

Hvorfor? 

Der er to overordnede grunde til, at det danske marked har fået tilbudt langt færre nye ATMP’er end England. Først og fremmest er Danmark et meget lille marked, så der er en hel række lande, hvor medicinalfirmaerne først banker på døren. 

Men derudover skyldes det også vores ry for meget ofte at sige nej. Det gør, at medicinalvirksomhederne ikke vil spilde tiden på det danske marked mere – det er for restriktivt. 

Hvorfor siger vi så ofte nej i Danmark?

Den væsentligste grund til, at Medicinrådet siger nej til ny, innovativ medicin er, at evidensen for de nye behandlinger er for dårlig. Medicinrådet er således i tvivl om, medicinen overhovedet er så god, som medicinalfirmaerne påstår – og om den er værd at betale en meget høj pris for. 

Som et skattefinansieret system kommer vi altså til at lægge mere vægt på risikoen ved investeringen frem for chancen. Det har nogle store ulemper for patienterne. Særligt dem, der nu ikke får muligheden for en potentiel kurativ behandling. 

Et eksempel er Luxturna, den innovative behandling mod arveligt synstab. Der findes ingen anden behandling for denne sygdom, og alligevel startede Medicinrådet med at afvise Luxturna pga. usikkerhed om forholdet mellem effekt og pris.

Hvorfor kommer firmaerne ikke bare med bedre evidens?

Set fra medicinalvirksomhedernes vinkel er problemet med ny innovativ medicin, at medicinen ofte bliver udviklet til meget sjældne sygdomme, og derfor kun kan testes på meget små patientgrupper. Og her er det simpelthen svært at få patientgrupper, som er store nok til solide statistiske beregninger. 

Andre gange er evidensen lav, fordi det er en genetisk behandling, som i princippet er kurerende. Dilemmaet er her, hvor længe man skal teste, om patienterne er blevet helt kureret, inden man sender medicinen på markedet. Skal man lade forsøget køre i 10 år for at dokumentere, at patienterne rent faktisk forblev raske, selvom det betyder, at man lader de øvrige patienter i stikken i meget lang tid? 

Eller skal man køre forsøget i seks måneder og sende medicinen på markedet med risiko for, at effekten ikke er så god som forventet, og patienternes symptomer kommer tilbage efter fire år? 

Findes der ikke metoder til at dele økonomisk risiko?

Men findes der kun de to muligheder, at vi enten råber ‘lav evidens’ og lader patienten i stikken eller tømmer statskassen for penge for at betale for medicin med tvivlsom effekt? Svaret er nej! Vi kender allerede til en række økonomiske værktøjer, hvor vi kan dele den økonomiske risiko. 

Disse værktøjer bliver med jævne mellemrum brugt i udlandet og fungerer særligt godt i lande som Danmark, som i forvejen er meget digitaliserede, og hvor man kan følge patienten længe efter endt behandling.

Hvis metoder findes, hvorfor bruger vi dem så ikke?

Generelt er der en tøven omkring risikodelingsaftaler i Danmark. De virker besværlige og lader til at kræve meget dokumentation. Men her er danske beslutningstagere for dårlige til at adskille klinisk risiko og økonomisk risiko. 

Det er helt korrekt, at klinisk evidens skal være så specifik som overhovedet muligt, men det behøver økonomisk evidens ikke at være. Her kan vi i stedet etablere nogle grovere kategorier: Hvis behandlingen helt tydeligt virker, og patienterne uden tvivl har fået det bedre, så skal de danske sundhedsmyndigheder betale. Hvis patienterne helt tydeligt får det værre, så skal medicinalvirksomhederne betale. 

Hvis behandlingen virker i nogle måneder/i nogen tilfælde/i en grad, hvor lægerne er lidt i tvivl om effekten, så er det en fælles økonomisk risiko, som skal deles. Sværere behøver det ikke at være. 

Men vi skal se at komme i gang nu. For vi kan som samfund ikke være bekendt at lade patienter i stikken, når vi har andre muligheder!