Ambitionerne i den nye strategi for dansk life science er heldigvis tårnhøje. Det er et erklæret mål, at eksporten skal stige, og der skal leveres løsninger, der kan fremtidssikre sundhedsvæsenet. Læg til det budskaberne fra sidste års Draghi-rapport, der peger på et stort behov for at lukke innovationskløften, der hæmmer Europas konkurrenceevne.

Svarene er flerfoldige, men der er ingen tvivl om, at universitetsforskning og -innovationen er en central del af løsningen. Og det er vi glade for og stolte over.

De sundhedsvidenskabelige fakulteter og institutterne på universiteterne er naturlige omdrejningspunkter, og de miljøer, hvor vi har forankret de dybe kompetencer inden for sundheds- og life science-innovation strategisk, operationelt og ledelsesmæssigt. Steder, hvor forsknings- og udviklingskompetencerne kan sættes i spil i samarbejde med kolleger på KU og på andre universiteter, i de kliniske miljøer, industrien og blandt øvrige interessenter i Danmark og internationalt.

At sætte kompetencerne i spil kræver en organisering og en kultur, hvor de fundamentale elementer som anerkendelse/meritering, økonomisk opbakning og opfordringer til at prøve sig af som innovatør og entreprenør er til stede – og dermed giver mulighed for at tage chancen og afvige fra det klassiske spor med forskning og undervisning. 

Det kræver så til gengæld, at der er et solidt set-up med hænder, viden, regler og klare forløb, som tager imod og kan hjælpe med at sætte forskningen på innovationsformel.

Jeg tænker ikke, at det er væsensforskelligt fra universitet til universitet, hvordan vi arbejder med at skabe både kultur og struktur, men her er et par betragtninger fra min stol, der måske kan være til gavn på tværs. Og som måske gør det nemmere for vores samarbejdspartnere at forstå, hvordan vi arbejder både langsigtet og strategisk med området.

En letforståelig indgang og et letforståeligt sprog

Vejen ind i innovation er ikke entydig. Serieentreprenørerne på universiteterne har allerede fundet vejen fra forskning til produkt eller virksomhed, så det er i langt højere grad alle de andre med samme potentiale, vi skal have med. Og de fleste af dem taler ikke helt innovation endnu.

Ligesom i industrien skal vi også turde prioritere og beslutte, hvilke ideer der skal forfølges. Men så til gengæld gøre det fuldt ud til det punkt, hvor vi skal give ideen, virksomheden eller forskeren videre.

Netop derfor er det godt, hvis det er fuldstændigt klart, hvordan man som forsker kommer i kontakt med dem, der kan hjælpe en på vej. Og hvad man kan forvente at få hjælp til, eller hvad man selv skal forvente at være ankerperson på.

Vi skal naturligvis være synlige og tydelige både digitalt og fysisk. Og sikre en tidlig forventningsafstemning om mål og muligheder. Vi skal tale i øjenhøjde og ikke forudsætte, at innovationstermer er noget, alle kan og forstår. Det gælder også de eksterne interessenter, der ønsker at arbejde sammen med forskerne på universiteter.

Klare forløb og klare for innovationen

Et andet vigtigt element er nødvendigheden af at have klare forløb for det, som vi tilbyder. Når vi arbejder med at fremme innovationskulturen, kan vi sagtens have forskellige trænings- uddannelses- og acceleratorprogrammer, der rammer bredt og diverst, og hvor vi arbejder på forskellige akademiske karriereniveauer og fagfelter.

Men når vi bevæger os mere ind i substansen i det enkelte projekt og vil bane vejen fra petriskål til produkt, så skal vi også her have tydelige forløb for vejen til det kommercielle. Her kan vi ikke regne med, at forskerne er hjemmevante, for det er langt væk fra de flestes hverdag – og kræver, at vi står parat med hjælp i forhold til jura, patenter, økonomi og finansiering, lovgivning og tilladelser samt det kommercielle håndværk.

Vi skal skabe rammerne for det trygge, professionelle og erfaringsbaserede forløb, hvor man for alvor træder ind i den kommercielle maskine. Det kræver, at vi forholder os til, hvor meget vi kan levere på og til.

Skal vi igen gå efter bredden, de mange og de håbefulde, eller skal vi zoome ind og vælge de forløb, som vi tror mest på, når vi kigger i egne data og vores vurdering af potentialet?

Ligesom i industrien skal vi også turde prioritere og beslutte, hvilke ideer der skal forfølges. Men så til gengæld gøre det fuldt ud til det punkt, hvor vi skal give ideen, virksomheden eller forskeren videre.

Det kræver mod og er et lille opgør med universiteternes grundlæggende idé om mangfoldighedens gave. Og eftersom vi af gode grunde ikke har uanede ressourcer til innovation, er denne prioritering nødvendig.

Én nøgle til at udvælge kan være en mere lokal scouting, hvor vi lægger den tidlige prioritering af vores ressourcer ud i miljøerne med brug af mere objektive kriterier. Som det er tilfældet i andre brancher, hvor talentspejdere bruger deres tid på at finde morgendagens potentiale med klare instrukser hjemmefra.

Model for hvornår vi giver slip og lader andre komme til

En sidste væsentlig ting for universitetsinnovationen er at have et klart cut-off-punkt, hvor vi giver ideen, virksomheden eller forskerne videre til dem, der er langt bedre til at bidrage til succes.

Universiteter er næppe de rette til at drive hele den kommercielle proces, og vi har alt andet lige heller ikke de samme kommercielle forudsætninger eller den nødvendige (viden om) risikovillig kapital til for alvor at melde os ind i den del af processen. For slet ikke at tale om faciliteter, produktionslinjer eller et salgs- og distributionsapparat. 

Vi skal snarere på universiteterne sikre os, at omverdenen kan se og forstå det, vi modner og lægger til rette. Vi skal være transparente for omverdenen med egne behov, evner og grænser.

Når politikernes ambition er, at vi i Danmarks skal udklække flest nye, levedygtige life science-virksomheder pr mio. indbyggere og fastholde vores stærk lægemiddel- og medicoindustri, så er en del af nøglen til det, at vi sikrer en sømløs overgang fra offentlig forskning og innovation til videreudvikling i sektoren.

Her kan et københavnsk innovationsdistrikt blive en væsentlig tilføjelse, som den smeltedigel, hvor universiteterne møder omverdenen og de aktører, der skal give gode ideer plads på kommercielle løbebane.