Patienter i EU får nu Europa Kommissionens hjælp til at forstå, hvad biosimilære lægemidler er. Oprindeligt udkom en pjece i 2013 med titlen »What I need to know about biosimilar medicines«, og den er nu blevet opdateret. Ifølge EU-Kommissionen er hovedformålet med revisionen at give patienter oplysninger i sprog, der er let at forstå på trods af kompleksiteten af konceptet.
Det fremgår af folderen, at den er skrevet til patienter, der ønsker oplysninger om biosimilære lægemidler, og den har til formål at give svar på de spørgsmål patienter kan have vedrørende biosimilære lægemidler, herunder hvad biosimilære lægemidler er, og hvorfor biosimilære lægemidler er blevet udviklet
Det er et supergodt initiativ, der dog har været lidt længe undervejs. Der kan også henvises til noget tilsvarende dansk materiale, der gennem længere tid har været tilgængeligt på Lægemiddelstyrelsens hjemmeside, og som også er udarbejdet sammen med relevante patientgrupper. Patienters tillid er både udgangspunkt og facit, når det drejer sig om lægemidler.