Life science er det seneste bud på en ansigtsløftning af big pharma
Formanden for Læger uden sponsor mener, at det er afgørende, at det politiske niveau forstår at erhvervs- og sundhedspolitik skal holdes adskilt.Foto: Privat

Life science er det seneste bud på en ansigtsløftning af big pharma Erhvervs- og sundhedspolitik bør holdes skarpt adskilt, skriver Mats Lindberg, formand for interesseorganisationen Læger uden Sponsor, i et debatindlæg. Han kalder brugen af begrebet 'life science' for Lifs forsøg på at rebrande lægemiddelindustrien.

Lægemiddelindustrien har traditionelt haft et blakket ry, fordi aggressiv markedsføring har medført skadevirkninger for patienter og samfund. I USA har markedsføringen af nye opioider ført til 1,7 millioner opioidmisbrugere og mindst 400.000 dødsfald på grund af overdosis. Medicinalfirmaerne forsøger nu at lægge låg på sagen med milliardforlig.

Det nye brand skal forstås i konteksten af, at politikere og centrale beslutningstagere i den offentlige sektor i dag er en vigtig målgruppe for lægemiddelindustriens markedsføring

I Danmark har vi haft lignende opioidsager med Oxycontin og før det med Grünenthals præparat Nobligan (tramadol), hvor Lægemiddelstyrelsen i årevis troede på firmaets påstand om, at patienter på magisk vis ikke blev afhængige, på trods af at præparatet virker via hjernens opioidreceptorer.

Før opioidsagerne havde vi benzodiazepinerne, som ligesom opioiderne medførte en skadelig epidemi af afhængighed. I perioden 1970-2000 svarede forbruget til, at hver 20. dansker tog en defineret døgndosis af benzodiazepiner hver eneste dag året rundt.

Andre medicinskandaler, der omfattede tusindvis af patienter i Danmark, gælder ny gigtmedicin og hormonbehandling til kvinder i overgangsalderen. Det kan ikke undre nogen, at ‘big pharma’ har følt et behov for rebranding.

Life science-narrativet

‘Life science’ er det brand, som den danske lægemiddelindustri nu lancerer sig under. Medicinalbranchen puttes dermed i samme kasse som industrier med et bedre renommé som medico- og høreapparatsindustrien.

Det nye brand skal forstås i konteksten af, at politikere og centrale beslutningstagere i den offentlige sektor i dag er en vigtig målgruppe for lægemiddelindustriens markedsføring. Væksten og profitten ligger ikke længere i receptmedicin, men i såkaldt dyr sygehusmedicin, som skal udleveres vederlagsfrit fra sygehusene, fordi præparaterne er så dyre, at almindelige mennesker ikke har råd til egenbetalingen. Forbruget af den slags medicin afhænger af centrale beslutninger, som ud over den lægefaglige anbefaling omhandler finansiering og omkostningsfordeling.

Hvad fortæller Lægemiddelindustriforeningen (Lif) os så under det nye brand, ‘life science’? De fleste budskaber er de samme som tidligere, herunder, at lægemiddeludgifterne slet ikke stiger så meget, som vi tror. Indimellem falder samfundets udgifter til apoteksmedicin faktisk, og derfor bør de sparede penge bruges til ‘innovative’ prisaftaler mellem industrien og det offentlige, så flere danskere kan få adgang til den dyreste medicin, lyder argumentet fra industrien. Måske falder stykprisen pr defineret døgndosis, eller også stiger udgifterne til sygehusmedicin knap så hurtigt som tidligere osv.

Men uanset hvad der sker, frigør det i industriens perspektiv penge til øget offentligt finansieret medicinforbrug. Lif tøver ikke med at fortælle os, hvordan skatteydernes penge skal bruges.

Life science-narrativet indeholder også et nyt centralt aspekt. Vi hører igen og igen om det store antal arbejdspladser og de voksende eksportindtægter som lægemiddel- og medicoindustrien bidrager med. Life science beskrives nærmest som selve motoren i den danske velfærdsmodel. Universiteterne bør tilpasses life science-industriens behov, og virksomhederne bør sikres 130 pct.’s skattefradrag for udgifter til forskning og udvikling.

Videnscenter for Life Science – et skalkeskjul?

Lif har belejligt omdøbt en del af sin virksomhed til Videncenter for Life Science – måske som en slags skalkeskjul.

Der er en gråzone mellem forskning og markedsføring, så med 130 procent i skattefradrag for forskningsudgifter kan vi se frem til, at endnu mere markedsføring end i dag vil blive klassificeret som forskning

I centrets første rapport fra december 2020 lanceres ‘effektbaserede prisaftaler’, der vil være en genvej ind på markedet for lægemidler med utilstrækkelig dokumentation. Industrien ved jo godt, at når forbruget er vel etableret, vil det fortsætte med at sprede sig, især hvis patientforeninger kan hjælpe til ved at lægge pres på politikerne.

Videnscentrets næste rapport, der udkom i maj 2021, kritiserede forudsigeligt Medicinrådet for at have for lange sagsbehandlingstider og for mange afslag. Industriens brancheforening foretrækker naturligt nok, at det offentlige uden tøven siger ja til at betale for dyre præparater, men jeg er usikker på om læger, politikere og embedsmænd gennemskuer, at rapporternes afsender er Lif.

Hvad life science-narrativet ikke fortæller os

Lif’s narrativ fortæller ikke hele sandheden. Det fremgår således ikke, at det primært er en enkelt virksomhed, Novo Nordisk, der står bag Danmarks styrkeposition indenfor life science. Novo har lige så mange ansatte globalt som hele life science-industrien har i Danmark. Den danske life science-eksport er omkring 150 mia. kr. pr. år, og Novo Nordisk omsætter for 141 mia. kr.

De udenlandske medicinalvirksomheder, som virker i Danmark, vil selvfølgelig nyde lige så godt som de danske af de ’innovative prisaftaler’ og ‘partnerskaber’ med det offentlige, som Lif er fortaler for, men de bidrager ikke til dansk eksport. De innovative aftaler vil formentlig føre til øget lægemiddelimport, men næppe til større eksportindtægter.

Der er en gråzone mellem forskning og markedsføring, så med 130 procent i skattefradrag for forskningsudgifter kan vi se frem til, at endnu mere markedsføring end i dag vil blive klassificeret som forskning. Kliniske forsøg kan anvendes til at vænne lægerne til at ordinere firmaets præparater. Spørgeskemaundersøgelser er gode til at få lægerne til at huske navnet på et vist præparat.

De kliniske forsøg, som industrien står bag, er sjældent designet ud fra et patient- eller samfundsperspektiv. Ofte vælger firmaerne en dårligere behandling i kontrolgruppen for at vise, at deres nye præparat er godt. Ofte er forsøgets primære effektmål ikke det klinisk mest relevante.

Effektmålet ‘progressionsfri overlevelse’ handler eksempelvis mere om, hvorvidt en kræftknude krymper eller vokser i de første måneder af behandlingen, end om det egentlig går dårligere eller bedre for patienten. Og ofte er de patienter, som efterfølgende bliver målgruppe for behandlingen, ikke inkluderet i de kliniske forsøg. Det gælder for eksempel ældre og multisyge patienter.

Lægemiddelbranchen er i forvejen stærkt begunstiget af offentlige subsidier og støtteordninger. Hovedparten af lægemiddelindustriens omsætning i Danmark betales jo via skattesedlen. Uden den hjælp ville firmaernes omsætning og overskud falde brat.

Hold erhvervs- og sundhedspolitik adskilt

Politikere og ministerier har tilsyneladende købt Lif’s budskab. På både Sundheds- og Erhvervsministeriets hjemmesider fortælles stolt om politiske aftaler, som skal styrke dansk life science-industri og samtidigt forbedre patientbehandlingen. Gebyrerne for kommercielle fase 1-forsøg skal fjernes helt. Der skal oprettes en pulje til understøttelse af ‘innovative offentlige indkøb af innovative teknologier’. Industrien loves permanent 130 procent skattefradrag for udgifter til forskning og udvikling.

I det life science-narrativ, som Lif præsenterer, fører øget offentligt forbrug af lægemidler til både øgede eksportindtægter og bedre patientbehandling. Efter min mening holder den kobling ikke. Danmarks lægemiddeleksport vil ikke vokse af, at vi i Danmark ordinerer utilstrækkeligt dokumenterede præparater, betaler unødvendigt meget for medicin eller forsøger at medicinere den sociale ulighed i sundhed væk.

Tværtimod er det vigtigt, at politikere og embedsfolk forstår at holde erhvervs- og sundhedspolitik adskilt.

Skriv kommentar