Da jeg i december 2016 blev en del af Københavns Universitet med ansvar for at fremme den sundhedsvidenskabelige innovation, sagde jeg til Dagens Medicin, at jeg ‘ville tage fat på at skabe værdifulde koblinger mellem forskere, studerende og erhvervslivet – lige der hvor innovationen rent faktisk sker”.

Min indgangsvinkel var, at sundhedsinnovation ikke var noget universitetet kunne eller skulle skabe alene. Der var behov for at bygge broer til omverdenen og til industrien. Jeg var også bevidst om, at innovationen ikke var noget, alle på universiteterne var hjemmevant i, ligesom jeg forventede, at der kunne være steder, hvor den ikke nødvendigvis blev budt høfligt velkommen. Og jeg var i høj grad klar over, at det ikke er forskere, der skal lave innovation.

Når vi kan tillade os at tale om et kommende københavnsk innovationsdistrikt med life science-fokus, så er det for mig et billede på, hvordan vi i dag ved fælles indsats står et helt andet sted end for små ti år siden.

Resultaterne taler for sig selv, derfor skal løsningerne nu i drift

Bag mit citat til Dagens Medicin lå også et meget vigtigt budskab om, at innovation skulle helt ned på gulvet. Den sundhedsvidenskabelige innovation skulle gøres til en hverdagsting.

Den skulle bo i sproget på universitetet, være synlig for forskere og studerende, bygge på konkrete tilbud og kurser samt have en tydelig placering i forskningen og uddannelserne. Og ske i samarbejde med hospitaler, industri og andre parter.

Gør jeg boet op her otte år senere, så kan jeg vinge rigtig meget af på min liste.

De fysiske rammer er stort set på plads, og vi har skabt et stort udbud af aktiviteter og kurser, hvor forskere og studerende kan få inspiration og lære om innovation og ideernes vej til markedet. Faktisk er innovation integreret i en række af de sundhedsvidenskabelige uddannelser på Københavns Universitet.

Der er bygget administrative enheder op med stærke innovationskompetencer, og der findes nu programmer, hvor kompetente forskere og studerende med innovationserfaring sikrer, at behov mødes af løsninger.

En god del af det skyldes, at der netop er bygget bro til omverdenen. Industri, hospitalerne, pengefolket og mange andre stiller beredvilligt op og stiller både ekspertise og midler til rådighed. Noget, der også har muliggjort større nationale og nordiske innovationsprogrammer med sundhedsvidenskabelig fokus, som f.eks. Open Entrepreneurship, School of Health Innovation og SPARK. Men som også betyder, at vi sammen udvikler nye piloter, hvor vi prøver nye elementer af.

Alt sammen programmer, der flytter universitetet, dets forskere og dets studerende.

Men programmer er afhængige af nye fondsbevillinger med jævne mellemrum. Kan vi nå et sted hen, hvor de gøres permanente, så vil det frigive ledelseskraft og ressourcer til de næste initiativer.

Det vil gøre mig lige så glad som det faktum, at innovation er blevet en del af udmøntningen af forskningsreserven.

Vi skal ikke hjem – vi skal videre!

For der er stadig noget, der kan flyttes på, når det kommer til den sundhedsvidenskabelige universitetsinnovation. 

En del af det handler om at skærpe de tilbud, initiativer og programmer, som vi allerede har og ved ”virker”. Det handler om at skalere dem og sikre, at der er hænder, bygninger og teknisk infrastruktur til at matche et stigende behov. Det handler om et samlet syn på værdikæden fra forskningslaboratoriet til markedet – og om at inkludere klinikken på det rigtige tidspunkt og i de rigtige samarbejder.

Vi er mange, der skønner, at innovationskraften på universiteterne indeholder et uudnyttet potentiale, og at viljen til at bryde med klassiske strukturer er til stede. Men det er en svær vej fra studie til virksomhedsejer eller fra udgivelsen af videnskabelige artikler til at arbejde med forretningsplaner, proof of concept og finansiering.

Noget af det handler om at have ekspertise på eller ved siden af universiteterne. Steder, hvor der kan hentes hjælp og finansiering. Her kan vi godt bygge mere på – eller få flere ind nær vores campusområder. Vi skal altså ikke stoppe vores brobyggeri.

Prioritér universitetsinnovationen på life science-området

Koblet til det skal der også være politisk vilje til at justere på rammevilkår.

Jeg læser ’Aftale om Iværksætterpakken’ som en klar hensigtserklæring om ikke kun at se på muligheden for at skabe mere risikovillig kapital eller give danske virksomheder bedre vilkår for innovation. Det handler også om universitetsinnovation. Jeg tænker, den kommende life science-strategi vil pege i samme retning.

Så lad os lykkes med at få den målrettede iværksætterindsats på det sundhedsvidenskabelige område på plads.

Få justeret campusloven, så vi netop kan smelte forskning, studerende og industri tættere sammen. Og husk, at forskningsfrihed og innovation ikke er hinandens modsætning, når medierne forsøger at male det billede, hvilket vil ske, når grundforskningen møder det kommercielle, virksomhedslogikker kommer tættere på universiteterne og forskerne begynder at få flere roller. 

Lad os helt grundlæggende blive bedre til at supportere kvaliteten af den innovation, vi skaber, frem for kun at tælle. Vi skal selvfølgelig være optaget af, om vi får nok innovation ud af universiteterne, men kvalitet slår altså tit volumen. Derfor skal fortælling om universitetsinnovation ikke kun handle om antallet af spin-outs eller oprettelsen af CVR-numre. Det skal handle om cases med bund i, om at blive bedre til at fortælle om dem og hente erfaringerne ud af dem.

Huske videre, at dansk innovation også handler om at få de rigtige medarbejder med de rigtige kompetencer i vores virksomheder, på vores hospitaler og i vores organisationer. Eller få forskningen og de gode ideer suget ind i og op af de allerede etablerede danske virksomheder og til at bidrage til den nødvendige transformation af sundhedsvæsnet, som allerede er godt i gang. Til gavn for os alle. Universiteterne er nøglen til det – både når det kommer til vores egne talenter, men også når vi jagter global talent.

Endelig skal vi se på, om der kan være flere nationale løsninger. Alle universiteter buldrer derud af med innovation. Hvilket er godt, flot og med resultater. Men kunne vi forestille os, at endnu mere gik på tværs – måske endda i Norden? Gerne med de videnskabelige områder som omdrejningspunkt, så løsningerne ikke bliver for generiske. For det kræver særlig indsigt, indblik og kunnen, at skabe f.eks. sundhedsinnovation. Her må universitetsinnovation på life science-området være en prioritet.