»Er adgangen til nye behandlinger god nok i dag, hvor hvert tredje nye lægemiddel afvises til standardbehandling af Medicinrådet?,« spørger Ida Sofie Jensen.Foto: Lif

Hvad er egentlig værdien af bedre sundhed? DEBAT: Hvad er den politiske ambition, når det gælder det danske sundhedsvæsens hurtige ibrugtagning af nye innovative lægemidler? Det spørgsmål stiller Ida Sofie Jensen, koncernchef i Lif, i dette indlæg, hvor hun også kommer med sit eget bud.

Har Medicinrådet påtaget sig en opgave, som de ikke har fået? Nemlig at se lægemidler som en udgift og prioritere lægemidler inden for en snæver økonomisk ramme. 

Jeg spørger, fordi jeg har nu flere gange har set forpersonerne for Medicinrådet referere til en artikel i The Lancet fra januar, som hævder, at brugen af lægemidler sker på bekostning af mere sundhed andre steder i sundhedsvæsenet. 

En ting er, at artiklen er baseret på overordnede statistiske sammenhænge mellem overlevelse og sundhedsudgifter, som slet ikke kan understøtte den konklusion. 

En anden ting er, at Medicinrådet dermed anlægger et syn på lægemidler som en ren udgift og et nulsumsspil, som jeg frygter kan komme til at koste patienter, sundhedsvæsen og samfund øget værdi.

Vi misser gevinster

Der er nemlig en bred værdi af brugen af lægemidler til behandling. Det gælder ikke mindst øget levetid og livskvalitet. 

Medicinrådet har fået den meget vigtige opgave at vurdere værdien af nye lægemidler over for omkostninger, og anbefale lægemidler til standardbehandling

Men nye lægemidler bidrager også til et mere effektivt sundhedsvæsen, hvor velbehandlede patienter har brug for færre besøg og indlæggelser, hvor behandlinger kan gennemføres med et lavere ressourcetræk på sundhedspersonalet, og hvor borgerne kan vende tilbage til uddannelse, job eller livet i øvrigt. 

Sidstnævnte bliver dog ikke anerkendt eller inddraget, når der ses på værdien af nye lægemidler. Dermed risikerer vi at gå glip af værdien af bedre sundhed, fordi vi siger nej til nye innovative lægemidler. 

Perspektivet skal være bredere

Jeg anerkender og ved fra min egne erfaringer som sygehusdirektør, at et flertal af rådets medlemmer arbejder inden for et stramt årligt hospitalsbudget. Som medlem af Medicinrådet er det dog afgørende, at man anlægger et bredere perspektiv og træffer beslutninger med udgangspunkt i de syv principper for prioritering, som Folketinget har fastlagt. 

Det gælder f.eks. hurtig og lige adgang, høj faglighed og mere sundhed for pengene, og at Medicinrådet samtidig har et bredere perspektiv på værdien af innovative lægemidler og sundhed. 

Medicinrådet har fået den meget vigtige opgave at vurdere værdien af nye lægemidler over for omkostninger, og anbefale lægemidler til standardbehandling. Værdien af nye innovative lægemidler er dog meget større end den direkte øgede overlevelse og livskvalitet for de behandlede patienter. 

Det er også værdien af et mere robust sundhedsvæsen, når nye og mere effektive behandlinger giver patienter og pårørende bedre muligheder for at fastholde et aktivt arbejdsliv og frigør ressourcer på hospitalerne i form af færre hospitalsbesøg.   

Lad os debattere værdien

Derfor efterspørger jeg en politisk debat om værdien af sundhed og af, at vi i det danske sundhedsvæsen tager nye innovative lægemidler hurtigt i brug. 

For hvad er egentlig den politiske ambition om adgangen til nye innovative lægemidler? 

Er adgangen til nye behandlinger god nok i dag, hvor hvert tredje nye lægemiddel afvises til standardbehandling af Medicinrådet? 

Jeg vil gerne komme med mit bud: Danmark skal blandt de tre hurtigste i Europa til at give patienter adgang til nye innovative lægemidler. Det bør være vores ambition i et land, der gerne vil have et af verdens bedste sundhedssystemer. 

Skriv kommentar