Efter fem hektiske dage er den store kongres for European Society for Clinical Oncology (ESMO) nu slut.

Det har været fem dage med workshops, store internationale forskningsresultater og debatter mellem forskere og læger.

Indimellem har der også været to håndfulde danske forskningsbidrag, som har krydret kongressen med kræftforskning i rødt og hvidt. 

Her bringer vi et overblik over, hvad de danske forskere bragte med til ESMO i år.

Blodprøver kan finde galdevejskræft

Læge og ph.d.-studerende Troels Dreier Christensen fra Afdeling for Kræftbehandling ved Herlev og Gentofte Hospital var en af de danske forskere, som har været i vælten. Han kunne fremvise interessante data, som peger i retning af, at analyser af proteiner kan benyttes til at stille en diagnose for galdevejskræft.

I studiet havde Troels Dreier Christensen med sine kollegaer analyseret på blodprøver fra 191 patienter med galdevejskræft og 250 kontroller, som enten var raske eller led af anden sygdom, dog ikke kræftsygdom.

Forskerne analyserede blodprøverne for proteinsignaturer ved hjælp af et såkaldt OLINK-panel, der analyserer på det relative forhold mellem 92 forskellige proteiner i relation til kræft eller immunsystemet.

Da de undersøgte 84 proteiner, havde signaturen både en sensitivitet og specificitet på 96 pct. i forhold til at afgøre, om personen havde galdevejskræft eller ej.

Jo færre proteiner forskerne benyttede i deres analyse, desto dårligere blev den diagnostiske værdi, men selv ved blot to proteiner var resultaterne stadig forholdsvist præcise.

»Det ser lovende ud. Der er helt klart nogle muligheder i at bruge proteinsignaturer i blodet til at stille en diagnose for galdevejskræft,« fortalte Troels Dreier Christensen, da Dagens Medicin fangede ham til en snak om hans resultater.

Der er behov for andre måder at stille diagnosen på, og her ser proteinsignaturen i blodet ud til måske at være en mulighed

Troels Dreier Christensen, læge og ph.d.-studerende fra Afdeling for Kræftbehandling ved Herlev og Gentofte Hospital.

Immunterapi reducerer også hjernemetastaser

Som sædvanlig var Nationalt Center for Cancer Immun Terapi ved Herlev Hospital også flot repræsenteret på ESMO. Det var de blandt andet i form af forskningsresultater fra medicinstuderende Sidsel Kølle Pedersen, som kunne vise, at immunterapi forlænger overlevelsen ved modermærkekræft og hjernemetastaser.

I sit studie havde Sidsel Kølle Pedersen gennemgået alle behandlede patienter med modermærkekræft og hjernemetastaser på Herlev Hospital i perioden fra 2008 til 2020. I alt drejer det sig om 527 patienter.

Resultatet af undersøgelsen viste for det første, at patienter med modermærkekræft og hjernemetastaser overlever markant længere i dag, end de gjorde for 10 år siden.

Sidsel Kølle Pedersen lavede en skillelinje ved 2015, og her så hun, at medianoverlevelsen før 2015 var på blot 4,4 mdr. Den er til gengæld steget fra 2015 og fremefter til 7,6 mdr.

Da forskeren dykkede videre ned i resultaterne, stod det klart, at der stadig ikke er mange langtidsoverlevere efter en diagnose med modermærkekræft og hjernemetastaser, men de få overlevere var næsten alle sammen blevet behandlet med immunterapier.

»Det er det mest interessante resultat. Når vi kigger på langtidsoverleverne, som har overlevet i mere end tre år efter diagnosen, har de næsten alle sammen på et eller andet tidspunkt været i behandling med immunterapi,« fortalte Sidsel Kølle Pedersen.

Hun uddybede, at konklusionen på studiet er, at patienter med hjernemetastaser også kan have effekt af systemisk behandling med immunterapi for modermærkekræft.

»Flere kliniske studier peger i den retning, og nu kan vi bekræfte det i et studie med patienter fra den virkelige verden,« sagde Sidsel Kølle Pedersen.

Stort frafald ved immunterapi

Et andet spændende resultat fra Nationalt Center for Cancer Immun Terapi stod læge og ph.d.-studerende Rikke Bødker Holmstrøm bag. Faktisk stod Rikke Bødker Holmstrøm bag to interessante forskningsresultater.

Det første viste, at vi i Danmark siden 2018 har haft et stort frafald blandt patienter i behandling med forebyggende immunterapi.

I studiet havde Rikke Bødker Holmstrøm gennemgået data for alle de danske patienter, der er blevet behandlet med forebyggende immunterapi for modermærkekræft her i landet i perioden fra november 2018 til nytåret 2020.

Når vi kigger på langtidsoverlevere, som har overlevet i mere end tre år efter diagnosen, har de næsten alle sammen på et eller andet tidspunkt været i behandling med immunterapi

Sidsel Kølle Pedersen, medicinstuderende, CCIT-DK

I alt drejede det sig om 546 patienter, som er blevet behandlet med anti-PD1-antistoffet nivolumab.

Resultatet af studiet viste både, at patienter i forebyggende behandling med immunterapi opnår god overlevelse, men også at tæt på halvdelen af patienterne havde stoppet med behandlingen før tid.

Omkring 20 pct. var stoppet på grund af sygdomsprogression, mens 30 pct. var stoppet på grund af bivirkninger.

»De her data er vigtige i forhold til at kunne informere patienter om, hvad de kan forvente af behandlingen. Vi har tidligere haft data fra kliniske studier, men nu kan vi også fortælle vores patienter, hvad danske patienter før dem har oplevet og opnået ved at komme i forebyggende behandling med immunterapi for modermærkekræft. Det med bivirkninger er særligt vigtigt at have in mente,« fortalte Rikke Bødker Holmstrøm.

Bivirkninger behandlet med gigtmiddel

Rikke Bødker Holmstrøms andet studie fik nok også tilhørerne til at løfte øjenbrynene.

I studiet havde Rikke Bødker Holmstrøm behandlet 19 patienter med bivirkninger i forbindelse med behandling med immunterapi for flere forskellige kræftformer.

Patienterne blev behandlet for deres bivirkninger med gigtmidlet tocilizumab, som er en interleukin 6-receptor-hæmmer.

Behandling af bivirkninger i forbindelse med immunterapi med tocilizumab resulterede i, at patienterne for det første kunne fortsætte behandlingen med immunterapi, og at de blev frie for langvarig behandling med binyrebarkhormon.

16 ud af de 19 patienter responderede på behandlingen og var i stand til at gennemføre de otte ugers behandling.

»Som onkolog kan man godt blive bekymret over de store mængder binyrebarkhormon, som vi behandler med i forbindelse med bivirkninger relateret i immunterapi. Vi mistænker også, at det kan have indflydelse på effekten af immunterapien. Vores resultater indikerer, at man måske kan behandle inflammationen med tocilizumab i stedet for, og at man kan gøre det sideløbende med immunterapien, så man ikke skal tage patienterne ud af den livsvigtige behandling,« forklarede Rikke Bødker Holmstrøm.

Behandling påvirker testosteronniveauer forskelligt

Mens vi er ved bivirkninger ved kræftbehandling, viste et andet dansk forskningsresultat på ESMO, hvordan behandling med enzalutamid eller abirateron plus prednisolon til patienter med kastrationsresistent metastaserende prostatakræft har effekt på niveauerne af mandens kønshormoner.

»Begge behandlinger har en effekt på den smule testosteron, der er tilbage i kroppen efter kastrations. Da vi har to behandlinger, som på papiret er lige gode i forhold til cancerhæmmende effekt, er det et godt udgangspunkt at ville sammenligne dem på andre parametre. Det har vi gjort i HEAT-studiet,« fortalte læge og ph.d. Klara Kvorning Ternov fra Afdeling for Urinvejssygdomme på Herlev og Gentofte Hospital.

I studiet havde forskerne randomiseret 170 danske mænd med metastaserende kastrationsresistent prostatakræft til at blive behandlet med enten enzalutamid eller abirateron plus prednisolon.

På alle andre tidspunkter vil man gerne have høje niveauer af testosteron indenfor normalområdet, fordi det har mange gavnlige helbredseffekter. Men ved prostatakræft skal det så langt ned som muligt

Klara Kvorning Ternov, læge og ph.d., Herlev og Gentofte Hospital

Forskerne udtog blodprøver inden behandlingen og efter 12 ugers behandling for at se, hvordan de to behandlinger hver især havde påvirket niveauerne af testosteron og forstadier til testosteron i kroppen.

Resultatet af undersøgelsen viste en behandlingsforskel mellem de to behandlinger. 

I gruppen af patienter i behandling med abirateron faldt niveauerne af testosteron som forventet.

Gennemsnitligt lå forsøgsdeltagernes niveauer på 0,34 nmol/L inden behandlingsopstart, og det tal faldt med 0,23 nmol/L.

I gruppen af patienter i behandling med enzalutamid så tingene dog meget anderledes ud. Her var det gennemsnitlige niveau inden behandling 0,37 nmol/L og steg med 0,15 nmol/L.

»Det er forventeligt, at niveauerne falder i gruppen af patienter i behandling med abirateron, men det er overraskende, at niveauerne stiger i gruppen af patienter i behandling med enzalutamid. Normalt er en stigning i niveauerne af testosteron et dårligt tegn og et tegn på tab af kræftkontrol, men lige i dette tilfælde hæmmer enzalutamid den signaleringskæde, som testosteron skal kunne stimulere for at stimulere kræftvækst. Det betyder, at den kliniske betydning er begrænset,« sagde Klara Kvormin Ternov.

Patienter oplever føleforstyrrelser efter kemo

Endelig har sygeplejerske og postdoc Birgith Pedersen fra Klinik for Kirurgi og Kræftbehandling ved Aalborg Universitetshospital også fremlagt spændende forskningsresultater, som viser, hvordan mange patienter oplever føleforstyrrelser efter behandling med oxaliplatin for endetarms- eller tyktarmskræft.

I sin forskning havde Birgith Pedersen interviewet otte personer vedrørende deres oplevelser med at leve med føleforstyrrelser som senfølge til behandling med oxaliplatin.

De otte forsøgsdeltagere havde alle været i behandling for endetarms- eller tyktarmskræft. Den ene havde været i behandling med oxaliplatin for 11 år og seks mdr. siden, men oplevede stadig føleforstyrrelserne.

Forsøgsdeltagerne var mellem 57 og 76 år gamle og repræsenterede begge køn ligeligt.

Resultatet af interviewene viste blandt andet, at forsøgsdeltagerne føler, at deres hænder og fødder er større, end de egentlig er, at de har en følelse af at have vat under huden, og at de kan have svært ved at gå.

Overordnet set beskrev forsøgsdeltagerne, at føleforstyrrelserne griber negativ ind i deres hverdag.

Når de kontakter deres praktiserende læge, har lægen ikke gode redskaber at tilbyde dem, og patienterne kan føle sig sendt hjem med en besked om, at de bare skal være glade for at være kræftfrie, og at de må lære at leve med føleforstyrrelserne.

»Når vi nu ikke har behandling til disse patienter, er det vigtigt, at vi alligevel anerkender, at de dagligt slås med et problem, som sætter sig spor i deres fysik og psyke. Men som fagpersoner skal vi også blive klogere på, hvad der virker for disse patienter, som ofte selv finder på løsninger. De erfaringer skal vi samle, så vi kan videreformidle dem til andre patienter, som slås med de samme problemer,« sagde Birgith Pedersen.

»Det kan være, at nogle patienter har fundet ud af, at det hjælper dem at gå med tykke såler i deres sko, eller at det hjælper at bruge sportscreme eller smertestillende cremer. Den viden skal fagpersonale være i stand til at videregive, så patienter, der slås med føleforstyrrelser efter kemoterapi, ikke skal bruge mange år på selv at finde ud af det, men kan hjælpes lige fra starten af.«