Det er tragisk, men ikke mindst en kendsgerning, at mere end tre mænd hver dag mister livet til prostatakræft – en sygdom, der af åbenlyse årsager kun rammer mænd. Det er en kedelig statistik, der understreger behovet for en øget opmærksomhed. Desværre er samtalen om prostatakræft næsten ikkeeksisterende, det gælder både i det offentlige rum og blandt mændene selv. Det gøder jorden for, at myter og fordomme om sygdommen lever i bedste velgående samtidig med, at mulighederne for oplysning og dialog om sygdommen bliver sværere.

Nogle af de mest prominente fordomme om prostatakræft er, at sygdommen kun rammer ældre mænd, og at det er en forholdsvis ufarlig sygdom. Virkeligheden kan dog være en anden. Sygdommen er den hyppigste kræftform blandt mænd, og den rammer, til manges overraskelse, også yngre, midaldrende mænd. Mænd med hjemmeboende børn og et aktivt arbejdsliv. Med andre ord er prostatakræft en alvorlig sygdom, som også kan ramme yngre mænd. Statistikken taler sit tydelige sprog.

Det rejser derfor spørgsmålet om, hvordan vi kan nedbryde fordomme og fremme en mere åben dialog om prostatakræft – og ikke mindst hvordan vi tackler den uforholdsmæssige store byrde, som sygdommen repræsenterer?

Behov for styrket patientforløb

Vi er i Janssen en del af Prostatakræftgruppen, hvor vi i samarbejde med både eksperter, virksomheder og patientforeninger arbejder målrettet på at styrke patientforløbet, lige fra opsporing til behandling og rehabilitering. Vi har i den forbindelse udarbejdet en række anbefalinger til forbedring af indsatsen på prostatakræftområdet. 

En af de centrale anbefalinger er at inkludere gentestning i den nationale strategi for personlig medicin. Risikoen for udviklingen af prostatakræft er nemlig mere end fordoblet, hvis en eller flere af de nærmeste mandlige familiemedlemmer lever med sygdommen. Derfor spiller gentestning en afgørende rolle for de mænd, der er arveligt disponeret

En gentest vil samtidig øge muligheden for at sætte hurtigt og tidligt ind i sygdomsforløbet, hvilket er afgørende, både for at begrænse den videre sygdomsudvikling – men også for at øge overlevelsesmulighederne i de tilfælde, hvor sygdommen er særlig aggressiv eller metastaseret. Det er derfor centralt, at gentestning bliver integreret som en del af arbejdet med tidlig opsporing.

Er det svært at være mand i sundhedsvæsenet? 

Vi ved, at mænd har en større berøringsangst, når det kommer til at tale åbent om sygdom. Vi ved også, at de i højere grad ignorerer symptomer og går for sent til lægen. Læg dertil, at det særligt er mænd, der bor alene, bor uden for de større byer eller har en kort uddannelse. Det er desværre dem, der rammes af sygdommen. Og når vi som bekendt derudover også har et generelt problem med et sundhedsvæsen, der kan være svært at navigere i, er vilkårene for mænd med prostatakræft særdeles vanskelige. Det må vi kunne gøre bedre.

Der er brug for, at vi som sundhedsvæsen og samfund er mere indstillede på at tale om manderelaterede problemer

I Prostatakræftgruppen anbefaler vi, at der tilbydes målrettede helbredstjek og behandlingsforløb for de mest sårbare grupper af mænd. Med fokus på risikofaktorer og regelmæssig undersøgelse kan vi opdage alvorlig og behandlingskrævende sygdom tidligere. Og det vil være et vigtigt initiativ for at reducere uligheden i vores sundhedsvæsen.

Der er brug for, at vi som sundhedsvæsen og samfund er mere indstillede på at tale om manderelaterede problemer og skaber et rum for samtale om sundhed og trivsel. Første skridt er at tilpasse vores kommunikation og tilbud på prostatakræftområdet, så vi tager højde for mænds måder at håndtere sygdomsforløb på og tager højde for, at det ikke kun er en sygdom, der rammer ældre mænd. Det kræver også et mere opsøgende sundhedsvæsen, en bedre dialog og en kommunikation, der er i øjenhøjde med mændene.

Vi har i sundhedsvæsenet et stort fokus på tiltag, der kan hjælpe sårbare grupper. Og parolen om, at vi skal behandle forskelligt for at behandle lige, er uhyre essentiel. Også når det gælder prostatakræft, hvor der er brug for mere viden og færre fordomme. Vi har brug for at tale åbent om prostata.