EU-kommissionens forslag til en ny lægemiddellovgivning i Europa omfatter en restrukturering af de incitamenter, der gives til at fremme udvikling af lægemidler til sjældne sygdomme (orphan drugs). Som Martin Dræbye Gantzhorn skriver i sit debatindlæg, så giver det nuværende system 10 års markedseksklusivitet til et orphan drug og 10 nye år, hvis man finder en anden sjælden sygdom, som det samme lægemiddel også kan bruges på – såkaldt repurposing.

Kommissionens forslag er, at de 10 års markedsbeskyttelse i stedet skal blive til tre forskellige basis-beskyttelser på henholdsvis 4, 9 og 10 år, og at der kun kan gives to gange et års forlængelse til lægemidler, der er blevet ‘repurposed’. Det er ændringer, som Martin Dræbye – og lægemiddelindustrien – mener, vil fjerne incitamenterne til at udvikle og videreudvikle orphan drugs. Ændringen i basisbeskyttelsen og ændringen i beskyttelsen af repurposing synes dog at være motiveret af to forskellige ting, og de bør vurderes hver for sig.

Tre former for markedseksklusivitet

Der er lige nu lige over 140 orphan drugs på markedet i EU. Hvordan ville de være beskyttet, hvis de blev behandlet efter de nye regler for basisbeskyttelse? Usikkerheden i at prøve at forudsige det, knytter sig til, hvordan begrebet ‘unmet medical need’ skal forstås i kommissionens forslag.

Med 10 nye års beskyttelse til hver ny indikation betyder det, at nogen orphan drugs modtager ganske betydelige forlængelser af markedsbeskyttelsen ud over de første 10 år

Er et ‘unmet medical need’ en sygdom uden eksisterende behandling, eller kunne det også omfatte forbedringer, der tilgodeser behov i bredere forstand? F.eks. at lave en behandling i pilleform i stedet for til injektion til glæde for patienter med angst for nåle og minimering af infektionsrisiko? Det ved vi ikke, men jo bredere dette begreb forstås, jo tættere vil vi være på, at basisbeskyttelsen vil ende med at være 10 år – ligesom vi har i dag.

Skal vi være lidt pessimistiske og se, hvad der sker, hvis ‘unmet medical need’ fortolkes snævert som ny behandling til en sygdom uden eksisterende behandling, så vil scenariet for industrien være, at situationen ændrer sig lidt, men ikke drastisk for langt de fleste af lægemidlerne. Ca. en fjerdedel af lægemidlerne ville i udgangspunktet få samme basisbeskyttelse som i dag. Det er alle de lægemidler, der er målrettet en sygdom, hvor der ikke er en eksisterende behandling. De ca. 75 pct. lægemidler, der i dag er godkendt som orphan drugs, fordi de byder på en ‘significant clinical benefit’ over eksisterende behandlinger, vil få et år mindre.

Endelig er der de lægemidler, der ryger ned på fire års markedsbeskyttelse. Det er orphan drugs, der søger om markedsføringstilladelse baseret på bibliografisk data. Det vil sige, at evidensgrundlaget for godkendelsen i bund og grund er et litteraturstudie. Lægemidler, der får denne skrabede markedsbeskyttelse på fire år, har altså ikke været igennem et omfattende klinisk afprøvningsprogram bekostet af udvikleren, inden det kan placeres på markedet.

I Kommissionens evaluering af orphan drug-forordningen er det en pointe, at den store andel af lægemidler, der er godkendt som orphan drugs på grundlag af ‘significant clinical benefit’, indikerer, at innovationen inden for orphan drugs ofte er målrettet forbedringer af behandlinger til de anslået fem pct. af alle sjældne sygdomme, der allerede har en tilgængelig behandling.

Det er til gengæld mere sparsomt med udviklingen til patienter, der lider af de resterende 95 pct. sjældne sygdomme, der ingen eksisterende behandlingsmuligheder har. Det er denne balance i innovationsprioriteringer, som forslaget ønsker at pille ved. Med i overvejelsen om ændring i beskyttelsen bør også være, at lige omkring halvdelen af de eksisterende orphan drugs har en patentbeskyttelse, der rækker ud over deres orphan drug-markedsbeskyttelse. For dem vil en ændring i længden af beskyttelse have minimal betydning, selvom det selvfølgelig altid er rart at gå med livrem og seler.

Repurposing

Såkaldt ‘repurposing’ hvor man finder en ny anvendelse af et kendt lægemiddel, bliver generelt anset for en både hurtigere og billigere måde at få udviklet nye behandlinger på, fordi man ikke skal begynde helt forfra i udviklingen. Repurposing har i mere end 10 år været udråbt til det store håb for at få flere og billigere behandlinger til sjældne sygdomme på markedet. Men kun ca. 22 pct. af eksisterende orphan drugs er repurposed, hvilket er i den lave ende af, hvad man generelt satte næsen op efter for 10-15 år siden, hvor repurposing for alvor kom på agendaen.

Den voldsomste ændring i Kommissionens forslag rammer repurposing af orphan drugs

Forslaget om at begrænse eksklusiviteten for repurposed orphan drugs synes motiveret af, at eksklusiviteten til repurposed orphan drugs skal være proportional med udviklingsomkostninger og risiko. Der er eksempler på orphan drugs, der har temmelig mange nye indikationer, særligt inden for kræftområdet, hvor en behandling af en sjælden kræftform et sted i kroppen ikke helt sjældent viser sig effektiv til behandling af kræft et andet sted i kroppen. Med 10 nye års beskyttelse til hver ny indikation betyder det, at nogen orphan drugs modtager ganske betydelige forlængelser af markedsbeskyttelsen ud over de første 10 år. Det holder kopiprodukter ude og priserne oppe til skade for patienter og sundhedssystemer.

Læser man Kommissionens evaluering af orphan drug-reguleringen synes begrænsningen på to gange et års bonus for repurposing at være begrundet i overvejelser om overkompensation. Her bør det overvejes, om man bedst når målet ved at ændre reglerne og begrænse eksklusiviteten, eller om man har andre mere præcise juridiske redskaber til at gribe ind i de konkrete tilfælde, hvor incitamentet og omkostning for samfundet synes ude af balance. I en sag mod firmaet Leadiant brugte hollandske myndigheder konkurrenceretten til at sætte en stopper for en priskurve, der var helt ude af proportioner med investeringer i forskning og udvikling

I Canada håndteres prissætning af et særligt price review-board, der vurderer orphan drugs såvel som andre lægemidler ud fra en lang række parametre, herunder ‘cumulative potential revenue’. Med andre ord noget, der ligner en Health technology assesment, som vi kender fra Medicinrådet, NICE og lignende institutioner i Europa, men med et stænk af konkurrenceretlige overvejelser.

Ingen drastiske forandringer

Ændringer i basisbeskyttelsen for orphan drugs vil sikkert ændre lidt på, hvilke lægemidler det er interessant at udvikle. Men som forslaget står nu, er det selv i det mest pessimistiske scenarie ikke drastiske forandringer, der er i kikkerten. De forandringer, der er lagt op til, synes at have rod i en legitim politisk prioritering, baseret på en grundig indsamling og analyse af data.

Det er at male en vis person på væggen at sige, at de foreslåede ændringer af, hvilke lægemidler der kan få 9 og 10 års beskyttelse, vil stoppe eller voldsomt begrænse investeringerne i udviklingen af orphan drugs. Men det vil forhåbentligt justere kursen for innovationen.

Den voldsomste ændring i Kommissionens forslag rammer repurposing af orphan drugs. Her synes forslaget til gengæld at gå for vidt, medmindre man har forladt repurposing som en prioriteret innovations strategi for orphan drug området, og det er der ikke noget, der tyder på, at man vil. De problemer, som EU-Kommissionen vil løse, kan med fordel adresseres med andre eksisterende juridiske greb frem for en fuldstændig nedbarbering af markedsbeskyttelsen for repurposed orphan drugs.

Læs også: 23.11.2023: Pharma-Debat: Hvorfor skal sjældne sygdomme trynes?