Normalt må patienter, der tilbydes såkaldt ablationsbehandling mod atrieflimren, nøjes med smertestillende og beroligende medicin under den tre-fire timer lange operation. Som det første hospital i landet har Gentofte Hospital nu besluttet, at alle patienter, der tilbydes ablationsbehandling, også skal tilbydes fuld narkose.
»Vi gør det, fordi der har været et ønske om det fra patienterne,« forklarer overlæge på hjertemedicinsk afdeling Arne Johannessen og tilføjer:
»Risikoen ved overfladisk narkose er ekstremt lille, og patienterne har det heller ikke dårligt bagefter. «
Patienterne har haft et ønske om at komme i fuld narkose, fordi der kan være ubehag og smerter forbundet med operationen, ligesom det for mange kan være svært at skulle ligge stille i de tre-fire timer, indgrebet typisk varer.
»Vi har oplevet, at der var patienter, som ikke ville have behandlingen, hvis de ikke kunne komme i narkose. Så foretrak de at fortsætte med medicinsk behandling,« siger Arne Johannessen.
Det er både patienter, der skal have foretaget behandlingen for første gang, men især den tredjedel af patienterne, som må behandles mere end en gang, der har været skeptiske over for ubehaget ved indgrebet.
Størstedelen af patienterne takker da også ja til tilbuddet om fuld narkose.
»Det er nok kun en ud af 100, der takker nej. Og det er selvfølgelig en dyr løsning for hospitalet, men vi oplever, at patienterne er meget tilfredse,« siger Arne Johannessen og tilføjer, at de sågar oplever, at patienter fra andre dele af landet søger til Gentofte for at blive behandlet i fuld narkose.
Gentofte Hospital begyndte en prøveordning i marts 2012, hvor de tilbød fuld narkose til halvdelen af ablationspatienterne. Da det viste sig som en succes, begyndte de fra februar i år at tilbyde det til alle ablationspatienter.