Følelsesladede holdninger frem for fakta præger i alt for høj grad debatten om brug af medicin til børn og unge med ADHD.

Konsekvensen er, at en del børn og unge med ADHD, der ellers ville have haft gavn af medicin, undermedicineres. Og denne undermedicinering får både på kort og på længere sigt alvorlige konsekvenser for disse børn og unges muligheder for at begå sig i uddannelsessystemet og senere i livet på arbejdsmarkedet.

Det mener overlæge, ph.d. og seniorforsker Søren Dalsgaard. Til trods for, at den andel af en typisk børneårgang, som får stillet diagnosen ADHD, har været stigende i en årrække, mener han, at der fortsat er mange udiagnosticerede børn og unge, der ikke får den hjælp og behandling, de burde få, og som burde være hjulpet tidligere.

»Når børn screenes for ADHD, finder vi en del, der opfylder kriterierne for diagnosen. Disse børn har ofte store problemer, men en stor del har ikke kontakt til skolepsykolog eller får anden hjælp. Det er bekymrende, og vi ville aldrig have accepteret denne mangel på hjælp, hvis det var børn med kroniske fysiske sygdomme som astma eller diabetes. Etisk er det et stort problem, at så relativt få danske børn og unge medicineres for ADHD, når der er god dokumentation for en gunstig effekt. Alligevel er den gængse holdning i store dele af både den brede befolkning og blandt sundhedsprofessionelle baseret netop på holdninger og ikke på viden, at ‘vi behandler lidt for mange’,« siger Søren Dalsgaard.

Han tror, at opfattelsen af, at for mange børn og unge herhjemme får ADHD-medicin, handler om både uvidenhed og måske også et vist imageproblem for børne- og ungdomspsykiatrien. Den holdning, Søren Dalsgaard fortsat mødes med, er, at lange ventelister gør det vanskeligt at få adgang til de børne-og ungdomspsykiatere, der kan udrede og igangsætte behandling, og når det endelig er sket, er tilbuddet overvejende eller udelukkende medicinsk behandling.

»Der hersker fortsat en opfattelse af, at børn med ADHD kun får medicin og ikke andre tilbud som psykologhjælp eller forældretræning. Det er naturligvis uacceptabelt alene at behandle medicinsk. Jeg kan ikke helt udelukke, at der er enkelte brodne kar blandt børne- og ungdompsykiaterne, men generelt har vi derimod i mange år arbejdet på at få gode og brede behandlingstilbud til børn med ADHD. Siden vi i 2008 fik de første nationale guidelines for behandling af børn med ADHD, er der betydelige fremskridt, bl.a. med med den nationale kliniske retningslinje for udredning og behandling af ADHD hos børn og unge fra 2014. Den fastslår netop, at det er hensigtsmæssigt at begynde behandlingen med ikke-farmakologiske tiltag og træningsprogrammer til børn og unge med ADHD — og til deres forældre. I sværere tilfælde kan man supplere med medicin,« siger Søren Dalsgaard, der vedgår, at manglende eller svær adgang til konsultationer med børne- og ungdomspsykiatere i en årrække har bidraget til det negative billede.

»Det har i perioder været svært at skaffe folk til børne- og ungdomspsykiatrien, men det er blevet meget bedre de senere år. Vi får langt flere henvisninger end tidligere, og det er positivt, fordi det er et tegn på, at området er blevet mindre tabubelagt. Samtidig er behandlingerne blevet bedre, og der er flere krav om dokumentation for effekt,« siger Søren Dalsgaard.

Uenighed om forekomsten

Med til at forvirre billedet af, hvor mange danske børn og unge der har ADHD, er, at holdninger, opgørelsesmetoder og definitioner varierer internationalt.

Forskellene mellem USA og Europa i holdninger er størst, men også inden for Europa er der store forskelle i vurderingen af prævalensen. F.eks. behandles i Tyskland to-tre gange så mange børn og unge for ADHD i forhold til Danmark, mens lande som Frankrig og Italien ligger lavt. Meta-analyser, som har set på befolkningsprævalensen af ADHD, finder ensartede prævalenstal internationalt på ca. 5,5 pct. højere blandt drenge end piger og højere blandt skolebørn. Over for dette står, at ca. to pct. af danske børn og unge har diagnosticeret ADHD, og ca. 1,5 pct. er i medicinsk behandling.

»Amerikanske systemer til sygdomsklassifikation betyder, at både flere børn og voksne opfylder kriterierne for ADHD — og vi bør nok være tilbageholdende med at følge efter amerikanerne i forhold til diagnostik og medicinsk behandling. En væsentlig årsag er, at muligheden for økonomisk hjælp og støtte i USA og flere andre lande afhænger af, om man har en diagnose. Uden diagnose, ingen hjælp. I Danmark er det barnets funktionsniveau, som har betydning for muligheden for at få hjælp og støtte, ikke diagnosen. I USA har flere og større grupper af privatpraktiserende speciallæger mulighed for at udskrive medicin, herunder speciallæger i almen medicin, mens det i Danmark udelukkende er speciallæger i børne- og ungdomspsykiatri samt neurologer, der må iværksætte behandling med ADHD-medicin. En anden vigtig forskel er, at det i USA især er de yngste børn i en klasse, der diagnosticeres og behandles for ADHD. Den samme tendens ser vi også i lande som Canada, Island og Tyskland, hvor mange flere behandles, men ikke i Danmark. Prævalensen af diagnosticerede og behandlede i de forskellige lande afhænger til en vis grad af, om man er født lige før eller efter den dato, som afgør, hvilket år man begynder i skole. Danmark ligger lavest i prævalens, og den er ikke påvirket af barnets fødselsdato, mens det i USA og Island har betydning for halvdelen af de børn, der diagnosticeres og i Tyskland for omkring 20 pct.,« siger Søren Dalsgaard.

Tidlig indsats afgørende

Søren Dalsgaard har de senere år stået i spidsen for en række epidemiologiske studier, som har været med til at underbygge behovet for tidlig diagnostik og behandling af børn og unge med ADHD.

Resultaterne af et stort registerstudie offentliggjort i The Lancet i begyndelsen af året viste, at danske ADHD-patienters risiko for tidlig død er dobbelt så høj som den øvrige befolknings. Den hyppigste dødsårsag blandt personer med ADHD er ulykker. Særlig grel er risikoen blandt dem, der først får stillet diagnosen ADHD i voksenalderen.

»De personer, der først bliver diagnosticeret, efter de er fyldt 18 år, har næsten fem gange højere risiko for at dø en tidlig død. Disse data understreger, hvor store konsekvenserne er for personer med ADHD, og hvor vigtigt det er, at vi tidligst muligt i livet får identificeret de mennesker, der har ADHD, og får sat dem i behandling,« siger Søren Dalsgaard.

Unaturlige årsager er den væsentligste grund til den generelt øgede dødelighed blandt ADHD-patienter, og den hyppigste årsag til tidlig død er ulykker, viser førnævnte undersøgelse. Det hænger især sammen med følgevirkninger af ADHD, f.eks. opmærksomhedsforstyrrelser, impulsivitet og risikoadfærd, som kan føre til misbrug og kriminalitet.

På den baggrund har Søren Dalsgaard også undersøgt, om medicinsk behandling har indflydelse på risikoen for ulykker blandt børn og unge med ADHD. Det har ikke tidligere været undersøgt, om medicinsk behandling kan reducere denne gruppes risiko for ulykker.

Søren Dalsgaard og den øvrige forskergruppe fulgte en kohorte på ca. 700.000 børn og unge, heriblandt ca. 4.500, der var diagnosticeret med ADHD, før de blev ti år. Risikoen for ulykker og skadestuebesøg blev sammenlignet i to grupper af børn og unge med ADHD: De, der fik medicin, og de, der ikke gjorde. Ud over at konkludere, at børn med ADHD har en øget risiko for ulykker og skader i forhold til andre børn, fandt forskergruppen, at behandling med ADHD-medicin reducerer risikoen for skader med op til 43 pct. og behovet for skadestuehjælp med op til 45 pct. blandt børn med ADHD.

»Sammenholdt med vores tidligere fund af, at ulykker er den væsentligste årsag til tidlig død blandt personer med ADHD, bør resultaterne være af betydelig interesse for den offentlige sundhed,« siger Søren Dalsgaard. Selv om han tidligere i et tredje stort registerstudie har kunnet påvise, at medicinsk behandling af børn med en ADHD-diagnose fordobler børnenes risiko for milde og moderate hjerteproblemer eller symptomer på det samme — fra 0,5 til ca. 1 pct. — er han dog ikke i tvivl om, at fordelene ved medicinsk behandling i form af bedre livskvalitet, muligheden for at gennemføre skole og erhvervsuddannelse, begå sig socialt, etc., vejer markant tungere end den let øgede risiko for hjerteproblemer. Resultaterne er så klare, at hverken politikere eller sundhedsprofessionelle kan ignorere dem, mener Søren Dalsgaard, der efterlyser en mere åben og mindre fordomsfuld debat om behandling af børn og unge med ADHD:

»De fagfolk, der afviser resultaterne af forskningen på området, ignorerer evidensen. Som akademisk skolede mennesker burde de vide bedre og burde, uanset personlige holdninger, respektere evidensen. Alligevel ser vi desværre igen og igen, at debatten på området, helt ind i Folketingets Sundhedsudvalg, i alt for høj grad er præget af holdninger, og ikke af evidens. Debatten om medicinsk behandling af børn og unge med ADHD er desværre ofte meget polariseret og præget af enten-eller-holdninger. Det eneste, vi opnår ved at grave os ned i grøfter, er at skade mulighederne for at forbedre indsatsen over for en meget sårbar gruppe af børn og unge. Vi har først og fremmest brug for en mere nuanceret debat. Og vi skal stå imod med viden,« siger Søren Dalsgaard.