Novo Nordisk skal over de næste tre bedrive forskning på tværs af Atlanten. Virksomheden har nemlig indgået et forskningssamarbejde med Langer Laboratory ved Massachusetts Institute of Technology (MIT), som har nogle af verdens førende eksperter i forhold til at udvikle nye metoder til dosering af lægemidler, som ikke skal gives som injektion, hvilket er målet med samarbejdet.
Professor og chef for Langer Laboratory ved MIT, Robert Langer og Giovanni Traverso, som er mave-tarm-specialist og biomediciner på Harvard Medical School er en del af det team, der skal udvikle en platform, som gør det muligt at dosere peptider oralt.
Forskningssamarbejdet skal foregå på både MIT i Boston, og på Novo Nordisks forskningscentre i Måløv og Hillerød.
Peter Kurtzhals, koncerndirektør med ansvar for Global Research hos Novo Nordisk, er meget begejstret for samarbejdet.
»Det er interessant, fordi Robert Langer og MIT har en fantastisk erfaring og ekspertise med at forstå, hvordan man kan bruge ny teknolog til at levere stoffer effektivt og præcist i organismen.Robert er nok den mest citerede ingeniør i verdenshistorien, og MIT har stolte traditioner, og gang på gang rangerer det som et af de bedste universiteter i verden. Derfor synes vi, det er en god ide med det samarbejde i det lange løb,« siger Peter Kurtzhals i en selskabsmeddelelse fra Novo Nordisk.
Også Robert Langer ser frem til samarbejdet.
»Vi er meget glade for at udføre forskning sponsoreret af Novo Nordisk med det formål at løse en af de største udfordringer i lægemiddeladministration i dag,« siger Robert Langer.