Aknemedicin, diabetesmedicin, hormoner, Viagra, slankemedicin, blodfortyndende medicin og sovemedicin. Det er blot et mindre udvalg af de lægemidler, man i dag kan købe på en hollandsk hjemmeside, hvor man ovenikøbet også henter recepten ved selv at besvare en række spørgsmål online.
Og hvis de indtastede svar ikke er tilstrækkelige til at udløse en recept, kan man blot gå tilbage i sine besvarelser og rette dem til.
Det svarer til at kunne trække potent og potentielt farlig medicin i en automat.
I Danmark er det ikke tilladt for et apotek at have en hjemmeside med en funktionalitet, der giver adgang til receptordination. Men det er ikke nødvendigvis forbudt i andre EU-lande. Og hvis det er lovligt i det pågældende EU-land, så er det lovligt at benytte muligheden i Danmark. Sådan er reglerne.
Skidt for patientsikkerheden
Det er tilsyneladende smart nok for patienten, men knap så smart for patientsikkerheden. Den læge, der formelt udsteder recepten, har ingen mulighed for at kontrollere de svar, man har indtastet. Ydermere er det potente lægemidler, der er tale om. De egner sig bestemt ikke til selvmedicinering.
På den pågældende hjemmeside står der godt nok, at ‘vores mission er at give vores kunder adgang til passende behandling på en ansvarlig måde, fordi vi tror på din dømmekraft, så længe vi rådgiver dig omhyggeligt’.
Mød denne uges debattør
Jesper Gulev Larsen er formand for Danmarks Apotekerforening og apoteker fra Steno Apotek i København. Jesper Gulev Larsen har været en del af Apotekerforeningens bestyrelse siden 2015 og sidder på en række bestyrelsesposter i sektoren.
Men den personlige dømmekraft er ikke nok, når vi taler om receptmedicin, og de pågældende lægemidler egner sig bestemt ikke til selvmedicinering. Der skal en læge ind over, som kan stille en præcis diagnose og ordinere medicin ud fra sit kendskab til patientens sygdomshistorik – eller sige nej, hvis man ikke har brug for den.
Vi er bekymrede for, at de personer, der opsøger denne form for udenlandske hjemmesider, gør det, fordi de ikke lever op til kravene i de danske behandlingsvejledninger og derfor ikke kan få en recept hos egen læge. Hvorfor skulle de ellers gå den besværlige vej og betale et betragteligt beløb for den såkaldte konsultation på en hjemmeside?
Ikke egnet til selvmedicinering
Eksempelvis kan man på hjemmesiden få recept på isotretinoin, som sælges under kategorien ’hudpleje’. Isotretinoin er et såkaldt retinoid, der bruges ved svær akne, hvor anden behandling ikke har haft effekt.
Dette præparat siges at blive misbrugt af unge, der ønsker at have en perfekt hud, men uden at have hudsygdommen akne.
Hvis de indtastede svar ikke er tilstrækkelige til at udløse en recept, kan man blot gå tilbage i sine besvarelser og rette dem til. Det svarer til at kunne trække potent og potentielt farlig medicin i en automat.
I Danmark må lægemidlet kun udskrives af hudlæger, og behandlingen kræver nøje kontrol via bl.a. blodprøver og har potentiale til at skade et foster.
Så hvis en kvinde bliver gravid under behandlingen, anbefales det på det kraftigste, at hun får en abort.
Videokonsultation
Lad mig med det samme sige, at der ikke nødvendigvis er problemer forbundet med at købe medicin online fra apoteker i andre EU-lande, hvis man har en recept fra egen læge. Vi har en fælleseuropæisk mærkningsordning, der sikrer, at medicinen ikke er forfalsket, så sikkerheden er på plads.
Men udstedelse af recept kan ikke forsvarligt klares online. Det er man blevet opmærksom på herhjemme i forbindelse med online-ordination af Wegovy, hvor det er lidt for let at få en recept, selv om man ikke har den BMI, der står i behandlingsvejledningen.
På den baggrund forudsætter Styrelsen for Patientsikkerhed nu, at man kun kan opstarte vægttabsbehandling via en online-klinik, når det sker på baggrund af en videokonsultation. Og det giver god mening.
Taget op i EU-regi
Man kunne forestille sig en tilsvarende regel på EU-plan, hvis man ikke vil gå så langt som at forbyde de hjemmesider, der udsteder recepter og sælger medicinen.
Sagen har været taget op i EU-regi af Lægemiddelstyrelsen for flere år siden, hvor man har drøftet muligheden for at forbyde disse hjemmesider, der mod en klækkelig betaling udsteder recepten og samtidig sælger medicinen. Men det har indtil videre ikke ført til et forbud.
Men det bør vi have – for patientsikkerhedens skyld.
Pharma-debat
Består af et fast panel af debattører, der på skift skriver om pharma-relaterede emner på dagenspharma.dk. Ordet er frit, og skribenterne vælger selv, hvad de vil skrive om.
Medlemmer af debatpanelet: Ida Sofie Jensen, koncernchef, Lif, Jesper Gulev Larsen, formand, Danmarks Apotekerforening, Tove Holm-Larsen, professor, sundhedsøkonom og CEO, Pharma Evidence, Martin Dræbye Gantzhorn, advokat og partner, Gorrissen Federspiel’s life science-branchegruppe, Trine Winterø, prodekan, KU, Jakob Wested, ph.d., Julie Brooker, landechef, Jannsen Danmark og postdoc, KU, Ece Bayrak, direktør, MSD Danmark, Tea Egeskov Thomsen, onkologichef, MSD Danmark, Brian Thomsen, vaccinedirektør, MSD Danmark, organisationen Danish Life Science Cluster, Jonas Hink, Life Science Konsulent og Strategisk Rådgiver, Biopharm Forward, Thomas Richter, Public Affairs Director, Finland, Iceland, Norway and Denmark, Pfizer.
Find de andre debatindlæg her.