Misbrug af opioider er et kæmpestort problem herhjemme. Alt for mange kommer ud i et misbrug af de stærke smertestillende (og desværre også stærkt vanedannende) opioider, som bl.a. omfatter morfin, oxycodon og tramadol.

Heldigvis viser nye tal fra Sundhedsdatastyrelsen, at færre danskere får udskrevet opioider, ligesom mængden af udskrevne opioider også falder. Det er en meget positiv udvikling, at forbruget af opioider købt på recept er faldende, og at færre er i længerevarende behandling med lægemidlerne.

Men dermed er problemet på ingen måde løst. Der udskrives stadig for mange store pakninger herhjemme, da de mindre pakninger ofte er i restordre. De er typisk til patienter, der skal være smertedækkede de første dage efter en operation. Men da det i perioder er umuligt at opdrive de små pakninger, er lægen nødt til at udskrive mindste pakning, som p.t. er 100 styk. 

Resultatet er, at patienten efter endt behandling, ligger inde med et større lager af stærk smertestillende tabletter. Det er ikke alene spild af medicin. Det udgør også en både sikkerheds- og sundhedsrisiko, hvis man ikke får afleveret den ubrugte medicin til apoteket eller et andet sted, der håndterer destruktionen forsvarligt. For dels kan man blive fristet til længerevarende brug og derved afhængighed af opioider. Dels udgør opioiderne en større værdi på det sorte marked, og det kan friste svage sjæle til videresalg.

Flere må ikke dele en pakning

Men kan apoteket så ikke bare åbne en pakning og dele indholdet mellem flere patienter, så de får præcis den mængde, de skal have? Det lyder enkelt og ligetil, men det er ikke muligt med de nuværende regler – og heller ikke nødvendigvis den bedste løsning.

For det vil betyde, at vi går på kompromis med den sikkerhed, vi har opbygget omkring medicinen. I dag ved vi præcis helt ned til batchnummeret, hvilken pakning en patient har i sit medicinskab derhjemme. Denne sporbarhed er rygraden i den sikkerhed, der er bygget op omkring medicin. 

Man kan også diskutere, om det er forsvarligt, at der ligger løse pakninger med stærk smertestillende medicin på apotekerne.

Dosispakning er løsningen

Den bedste og mest nærliggende løsning i de tilfælde, hvor der er forsyningssvigt af de små pakninger, er at lade apoteket dosispakke medicinen. Dermed kan patienter, der udskrives fra sygehus eller andet forløb, få præcis den mængde, de skal bruge til at være smertedækkede de første dage. 

Dosispakningen foregår maskinelt, og apotekerne kan på 24 timer fra bestillingen pakke og levere den dosispakkede medicin til borgeren.

Det er en oplagt mulighed. Men der er dog et problem.

For reglerne siger, at skal borgeren have tilskud til det gebyr, som apoteket får for at dosispakke medicinen, så kræver det, at lægen involveres. 

Apotekernes autoriserede behandlerfarmaceuter kan godt nok på egen hånd bevilge dosispakning. Men skal der gives tilskud til pakkegebyret, skal borgeren have været i stabil behandling med det pågældende lægemiddel i seks måneder.

Det har man selvsagt ikke, når man blot skal medicineres mod smerter i en kort periode efter en udskrivelse. 

Fjern seks-månedersreglen

Så derfor: Hvis vi skal finde en god løsning på problemerne med manglen på små pakninger med opioider, må apotekets behandlerfarmaceut have udvidet sine muligheder til også at give dosispakning med pakketilskud i disse tilfælde.

På den måde kan man hurtigt få bestilt dosispakning uden først at skulle tilbage til lægen, når de små pakninger ikke er til at skaffe. Apoteket skal altså have mulighed for at finde den bedste løsning sammen med patienten, når lægen først har ordineret præparatet. 

Reglen om stabil behandling i seks måneder kan virke som en meget lille brik i et stort puslespil. 

Men liden tue kan som bekendt vælte stort læs, og det er en unødvendig begrænsning og et benspænd, hvis vi skal løse det akutte problem med stærke opioider.