Sag mod Dagens Medicin indledt i byretten

En leder i Dagens Medicin fra 19. november 2010 er baggrunden for det sagsanlæg, som Doris Stenver, der var overlæge i det daværende Lægemiddelstyrelsens afdeling for forbrugersikkerhed, har præsenteret for Dagens Medicin.

I lederen skrev chefredaktør Kristian Lund, at Doris Stenver og to andre navngivne ansatte i Lægemiddelstyrelsen, burde fyres på baggrund af Omniscan-sagen, hvor det viste sig, at patienter med nedsat nyrefunktion kunne få livstruende bivirkninger af Omniscan, der fungerer som kontraststof ved mr-scanninger.

Doris Stenver kræver 25.000 kr i tortgodtgørelse, samt at Dagens Medicin ved chefredaktør Kristian Lund dømmes for at have tilsidesat god presseskik.

Under mandagens retsmøde i Københavns Byret argumenterede Doris Stenver for, at hun og Lægemiddelstyrelsen havde taget det alvorligt, da de modtog advarsler om, at der var risici ved at Omniscan.

»Det er helt ude i hampen at beskrive mit faglige virke på den måde, det skete i lederen. Det støder mig at blive omtalt som om, jeg miskrediterer kolleger. Jeg har taget henvendelserne fra læger dybt alvorligt,« sagde Doris Stenver som svar til Kristian Lunds fremstilling af sagen.

Han mener, at hun og Lægemiddelstyrelsen handlede arrogant og ikke lyttede til lægerne.

Tværtimod brugte styrelsen lejligheden til at skyde skylden for manglende indberetninger på lægerne, sagde chefredaktøren i retten.

»Der var det synspunkt både i Lægemiddelstyrelsen og hos sundhedsministeren, at det var lægernes skyld. Men hvis der er problemer med, at lægerne ikke indberetter, som de skal, hænger det sammen med, at der ikke sker noget, hvis de henvender sig. Derfor endte en af dem med at henvende sig til Dagens Medicin,« sagde Kristian Lund.

Omvendt slog Doris Stenvers advokat Arvid Andersen netop på, at en uvildig advokatundersøgelse nåede frem til, at indberetningerne var mangelfulde. Desuden henviste han til, at Doris Stenver ikke er nævnt i undersøgelsen, selvom den rejser kritik af Lægemiddelstyrelsens håndtering af sagen.

Meningsudvekslingen fortsætter ved næste retsmøde 26. marts.

Af freelancejournalist Henrik Nordskilde

Skriv kommentar