Jesper Gulev Larsen
På vegne af alle apoteker i Danmark er jeg nødt til at give et mere nuanceret billede af den opgave, apotekerne løser og skal løse til gavn for medicinbrugere i hele landet, skriver Jesper Gulev Larsen.Foto: Lizette Kabré

Replik til Martin Glesner: Billedet er mere nuanceret end som så I en kommentar til mit tidligere debatindlæg om apoteksmoderniseringen 10 år efter tegner Martin Glesner fra Foreningen af Danske Onlineapoteker et billede af et område med utilstrækkelig konkurrence, innovation og digitalisering, men det er en unuanceret fremstilling, skriver Jesper Gulev, formand for Apotekerforeningen.

Martin Glesner drypper på vegne af Foreningen af Danske Onlineapoteker (FDOA) i en kommentar i Dagens Pharma 28. maj malurt i bægeret om apoteksmoderniseringen. Han savner styrket digitalisering, øget tilgængelighed og reel konkurrence. 

Men det er en noget unuanceret udlægning, som jeg ikke deler.

Reelt tegner han et billede af, at de fysiske apoteker ligger på den lade side uden tilstrækkelig konkurrence, innovation og digitalisering, at tilgængelighed og konkurrence kun er øget i byerne, og at vejen frem er mere vind i sejlene for onlineapotekerne. 

Læs også: Ti år efter moderniseringen: Apotekssektoren har ikke indfriet det digitale løfte

Det er forståeligt nok, at Martin Glesner har det synspunkt. Hans opgave er netop at varetage de politiske interesser for landets to rene onlineapoteker, og især Apopro Online Apotek, som hans firma Apoteka ApS står bag med it- og logistikløsninger.

Men på vegne af alle apoteker i Danmark er jeg nødt til at give et mere nuanceret billede af den opgave, apotekerne løser og skal løse til gavn for medicinbrugere i hele landet.

Ikke alt kan leveres online

Det er en politisk prioritet, at der skal være god adgang til straks at kunne få udleveret lægemidler og få personlig sundhedsfaglig rådgivning om dem overalt i landet. Det er også politisk bestemt, at onlinehandel med lægemidler er et godt og nødvendigt supplement, men at det aldrig kan træde i stedet for adgang til fysiske apoteker. 

De fysiske apoteker tilbyder jo ud over straksudlevering og personlig rådgivning om medicin også vagtdækning om aftenen og sundhedsydelser som inhalationsvejledning og vaccination. Det kan ikke leveres online.

Det politiske ønske i 2015 var øget tilgængelighed både fysisk og digitalt. Og det er der kommet med 70 procent flere apoteker, heraf over 30 nye apoteker i små byer, der ikke havde et apotek før, samt med 2 rene onlineapoteker. 

Læs også: Ti år efter moderniseringen: Apotekerne har leveret varen og er klar til mere

Konkurrencen er skærpet over hele landet med længere åbningstider, kortere ventetider og kamp om kunderne med etableringer, hvor de bor og færdes, og med moderne fremtagningsrobotter og udleveringsautomater.

Det er korrekt, at politikerne har pålagt både onlineapotekerne og de fysiske apoteker en konkurrenceforvridende afgift af salget af andre varer end lægemidler – en afgift, som andre detailhandelsbutikker ikke er pålagt. 

Årsagen er, at salget af andre varer, efter politikernes mening fyldte for meget, også for onlineapotekerne. Og indtjeningen herfra reducerer som følge af den statslige rammestyring apotekernes honorering for den sundhedsfaglige kerneopgave med udlevering og rådgivning om lægemidler.

Ny lov gør op med skævvridning

Den seneste ændring af apoteksreguleringen i 2024 indebærer et opgør med denne skævvridning. Den er i øvrigt ledsaget af en særlig mulighed for ny honorering på op til 8,5 mio. kr. årligt for at tilbyde skriftlig rådgivning. De penge tilfalder især de to onlineapoteker, så det er lidt unuanceret at give det indtryk, at den økonomiske regulering ikke tager hensyn til onlineapotekerne.

Martin Glesner beklager sig også på FDOA’s vegne over begrænset adgang til ejerskab og kapital. Men ønsket om at gøre op med det personlige farmaceutiske ejerskab – som er garanten for, at sundhedsfagligheden er styrende i apotekernes daglige virke, og at apotekeren kan stilles personligt til ansvar for sine handlinger – har vi hørt før fra FDOA og fra DI, som Apoteka er medlem af.

Det er klart, at fri adgang til risikovillig ejerkapital og dermed fremmed ejerskab ville gøre det muligt at kapitalisere værdien af den eneret til at udlevere receptmedicin, som apotekerne i dag loyalt forvalter på statens vegne. 

Men jeg tror ikke, der er politisk opbakning til at lade apotekere og deres samarbejdspartnere profitere på at kapitalisere værdien af den statslige eneret. Og hvordan det skulle gøre op med centralisering er også meget vanskeligt at se.

Væk med forældede regler

Omvendt kan vi godt blive enige med Martin Glesner om, at myndighederne ikke rider samme dag, som de sadler, når der skal fjernes regulatoriske barrierer for den digitale udvikling. 

Apotekerforeningen har igennem længere tid haft en meget lang liste med ønsker til moderniseringer af regulering og offentlig it-infrastruktur, der skal gøre det muligt at realisere visionerne om mere innovation, digitalisering og effektivisering af apotekets service til borgerne. 

Lad mig blot nævne nogle enkelte i flæng: automatiseret digital ekspedition og udlevering på apoteket, digitalisering af udleveringstilladelser, digitalisering af ernæringsblanketter (grønne recepter), digitale løsninger ved udlevering af vederlagsfri sygehusmedicin på apoteket, digital Kvik-recept med udlevering direkte ud fra lægens FMK-ordination, digital understøttelse af udvidet substitution med videre.

Alt det ved Martin Glesner også, da han sidder med i digitaliseringsarbejdsgruppen i Sundhedsministeriet som opfølgning på den seneste ændring af apotekerloven. 

Jeg vil derfor opfordre til, at vi sammen kan lægge det nødvendige pres på politikere og embedsmænd, så vi får afmonteret de regulatoriske barrierer og sat turbo på udvikling af den nødvendige offentlige it-infrastruktur. Kun på den måde kan vi udnytte potentialet for yderligere digital udvikling, både på de 2 onlineapoteker og på de 530 fysiske apoteker.

Læs Jesper Gulevs oprindelige debatindlæg her: Ti år efter moderniseringen: Apotekerne har leveret varen og er klar til mere

Læs Martin Glesners svar her: Ti år efter moderniseringen: Apotekssektoren har ikke indfriet det digitale løfte

Skriv kommentar