I 2023 havde 1,8 mio. danskere en kronisk sygdom ifølge Sundhedsstyrelsen. Det svarer til hver tredje dansker. Tallet inkluderer ikke blot ældre, men også unge og erhvervsaktive voksne. De kroniske sygdomme er ofte ‘usynlige’ lidelser såsom migræne, psoriasis, atopisk eksem og kroniske smerter. Eksempelvis lider cirka 800.000 danskere af migræne, og ca. 200.000 af psoriasis. 

Så 30 pct. af alle danskere lider af en tilbagevendende hverdagssygdom, som har stor indvirkning på deres liv. Men alligevel halter behandlingen bagefter, både i forhold til prioritering, forskning og ressourcer. Det kan og skal vi gøre bedre. 

Kroniske sygdomme er kedelige og usexede

Så hvorfor diskuterer vi så sjældent den bedst mulige behandling af f.eks. psoriasis, når det er en sygdom, der rammer 3-4 pct. af befolkningen? Eller medicinske muligheder for behandling af folk med kroniske smerter? 

Det korte svar er, at kroniske sygdomme forsvinder i hverdagen. Vi bliver ikke personligt bange, som vi gør med f.eks. kræft, og vi ser ikke, hvor meget det påvirker folks liv, fordi folk tilpasser deres liv på en lidt usynlig ‘skridt for skridt’-måde. Kroniske sygdomme som atopisk eksem er kedelige og usexede og forsvinder i en blanding af hverdags-usynlighed og strukturel glemsel. 

Kronikerpakker – godt tænkt, men ikke godt nok

I 2024 lancerede regeringen de såkaldte ‘Kronikerpakker’. En milliardinvestering i forbedret behandling og sammenhæng for mennesker med kroniske sygdomme. Det var en klar anerkendelse af, at vi hidtil ikke har behandlet kronikere ordentligt i det danske sundhedsvæsen, hvor tilfældig kontakt har været reglen snarere end kontinuitet, koordination og støtte. 

Men – og det er et stort ‘men’ – pakken fokuserer næsten udelukkende på de mest kendte og synlige kroniske sygdomme såsom diabetes, KOL, hjertekarsygdomme og gigt. De mere ‘usynlige’ kroniske sygdomme – som dermatologiske lidelser, migræne, kroniske smerter og fibromyalgi – er stort set fraværende i både retorik og konkret finansiering. Det er sygdomme, der sjældent fører til akutte hospitalsindlæggelser, men som alligevel har enorm indvirkning på livskvalitet, arbejdsduelighed og mental sundhed. 

Det er på tide, at vi ser kronisk sygdom som en folkesundhedskrise i slow motion og handler derefter. Behandlingsmæssigt skal kronikere have en tovholder, en speciallæge, som holder øje med den medicinske udvikling og reagerer, når der kommer nye medicinske muligheder.

For eksempel viser studier, at op mod 85 pct. af patienter med svær atopisk eksem oplever søvnforstyrrelser, op mod 30 pct. af patienter med svær psoriasis oplever tegn på angst eller depression, og at migræne er blandt de mest invaliderende sygdomme globalt, målt i tabte arbejdsdage og funktionsnedsættelse. 

Kronikerpakkerne og deres fokus på de kendte og synlige kroniske sygdomme risikerer således at forstærke den skævhed, vi allerede ser: at vi hjælper dem, der i forvejen er i systemet, og glemmer dem, der glider igennem sprækkerne – dem, hvis sygdom ikke altid kan måles i blodprøver, men i nedsat livskvalitet, isolation og vedvarende smerter.

Bliver ikke prioriteret i forskningen

Det billede, vi ser i behandlingen af ’kedelige’ kroniske sygdomme, bliver endnu mere tydelig, når vi kigger på lægemiddeludvikling. Her har der længe været et tungt fokus på kræft og andre livstruende sygdomme. 

I 2021 blev der fx globalt brugt over 180 milliarder USD på kræftbehandlinger. Mens investeringerne i forskningen i kroniske hudsygdomme, migræne og fibromyalgi lå under 10 milliarder USD.

Det kan ved første øjekast godt undre, da markedet for atopisk eksem eller migræne er enormt, men problemerne er af mere strukturel natur. Det er nemmere at få økonomiske investeringer til livstruende sygdomme, og der findes ikke de samme regulatoriske incitamenter som f.eks. til sjældne sygdomme, hvor ’Orphan Drug Act’ i USA har gjort det økonomisk interessant at udvikle behandlinger til disse sygdomme.

Kroniske sygdomme forsvinder i sundhedsøkonomien

Det sidste søm i ligkisten kommer fra sundhedsøkonomien. Når ny medicin skal på markedet i Danmark, er det ofte baseret på en sundhedsøkonomisk model med fokus på hospitalsudgifter. Igen betyder det, at kroniske sygdomme bliver usynlige, for kronikere bliver sjældent indlagt. Eksempelvis indlægges kun ca. 5-10 pct. af psoriasispatienter årligt, og migræne er stort set udelukkende en sygdom, der behandles i primærsektoren.

Når kronikere får det så slemt, at de ikke kan klare sig selv, flyttes byrden over på kommunen. Det betyder, at udgifterne bliver spredt ud over socialforvaltning, hjemmepleje og rehabilitering – poster, som meget sjældent indregnes i sundhedsøkonomiske modeller.

 Dermed forsvinder de kroniske sygdommes økonomiske aftryk, og deres omkostninger både i form af behandling og tabt arbejdsfortjeneste bliver usynlig for samfundet. 

Vi skal tage de kroniske hverdagssygdomme alvorligt

De kedelige kroniske sygdomme, som psoriasis, migræne og kronisk smerte rammer millioner af danskere og belaster både patienter og det brede sundhedsvæsenet. Alligevel fylder det meget lidt i den politiske debat, i den medicinske forskning og i de sundhedsøkonomiske modeller. 

Det er på tide, at vi ser kronisk sygdom som en folkesundhedskrise i slow motion og handler derefter. Behandlingsmæssigt skal kronikere have en tovholder, en speciallæge, som holder øje med den medicinske udvikling og reagerer, når der kommer nye medicinske muligheder. I forhold til medicinalbranchen skal vi overveje, om der skal udvikles incitament-pakker for de kedelige og usexede sygdomme, så investorerne rykker denne vej. Og endelig skal vi have gjort noget ved Medicinrådets og Regionernes syn på sundhedsøkonomi. Sundhed og behandling af sygdomme handler ikke kun om hospitalisering, men i stigende grad om, hvordan borgerne i kommunerne har det, og om de kan få et meningsfyldt og meget gerne produktivt liv.