Tre nye diabetesmidler på vej mod godkendelse

Tre nye kombinationsmidler til behandling af diabetes type-2 er på vej på det europæiske marked. Det Europæiske Lægemiddelagentur, EMA, har anbefalet, At EU-kommissionen giver markedsføringstilladelse Incresync, Vipdomet og Vipidia. De tre nye midler er udviklet af Takeda Pharma til behandling af type 2-diabetes.

Incresync er en kombination af de to blodsukkersænkende stoffer alogliptin og pioglitazon. Alogliptin er en såkaldt DPP4-hæmmer, mens pioglitazon er en thiazolidindion, som virker ved at aktivere receptoren peroxisomproliferatoraktiveret receptor gamma, der medfører forøget insulinfølsomhed i lever-, fedt- og skeletmuskelceller.

Fordelen ved Incresync er midlets virkning på glykæmisk kontrol hos patienter med type 2-diabetes, når det anvendes i kombination med metformin, eller hos patienter, der er utilstrækkeligt kontrolleret på pioglitazon alene.

De mest almindelige bivirkninger ved alogliptin som supplerende behandling til pioglitazon er øvre luftvejsinfektioner, bihulebetændelse, hovedpine, kvalme, dyspepsi, mavesmerter, kløe, myalgi, perifer ødem og vægtforøgelse.

Pioglitazon kan forårsage væskeretention, hvilket kan forværre eller forårsage hjerteinsufficiens. Tilfælde af blærekræft er blevet rapporteret oftere i en metaanalyse af kontrollerede kliniske forsøg med pioglitazon, og de tilgængelige epidemiologiske data tyder på en lille forøget risiko for blærekræft hos diabetespatienter behandlet med pioglitazon.

Det andet godkendte middel Vipdomet indeholder de aktive stoffer alogliptin og metformin.

Fordelen ved Vipdomet er lægemidlets evne til at forbedre den glykæmiske kontrol ved reduktion af blodsukkerniveauet hos patienter, som er utilstrækkeligt kontrolleret af metformin alene.

De mest almindelige bivirkninger ved Vipdomet er kombinationsbehandlingen er nasofaryngitis, øvre luftvejsinfektion, hovedpine, gastroenteritis, mavesmerter, diarré, opkastning, gastritis, gastro-øsofageal sygdom, kløe og udslæt.

Det tredje godkendte middel Vipidia indeholder det aktive stof alogliptin og glucosedependent insulinotropt polypeptid (GIP).

Fordelen ved Vipidia er dens effekt på glykæmisk kontrol hos patienter med type 2-diabetes, når de anvendes i kombination med andre blodsukkersænkende lægemidler, herunder insulin.

De mest almindelige bivirkninger ved Vipidia er øvre luftvejsinfektioner, nasopharyngitis, hovedpine, mavesmerter, gastroøsofageal reflukssygdom, kløe og udslæt.

Skriv kommentar