Den kommende direktør for Kronans Apotek, Hannes Hasselrot, kom til virksomheden i foråret 2019 og er siden steget i graderne.
Hannes Hasselrot tiltræder den 1. december stillingen som adm. direktør hos Kronans Apotek. Det skriver virksomheden i en pressemeddelelse.
Den kommende direktør kommer med stor erfaring med at udvikle e-handlen inden for tøjbranchen. Nu er det apotekerbranchen, der står for skud, og her går udviklingen i retning af, at de fysiske apoteker og digitale kanaler fungerer som supplement og ikke konkurrenter til hinanden.
»I år bliver det første år siden 2010, hvor antallet af apoteker i Sverige er færre i december end i januar. Denne udvikling vil fortsætte, og jeg ser, at vi i Kronans Apotek har gode forudsætninger for at være med på den rejse. Samtidig skal vi også se, at 9 ud af 10 recepter fortsat afhentes på fysiske apoteker. De fysiske apoteker og de digitale kanaler skal vokse sammen og give kunderne en samlet handel,« siger Hannes Hasselrot.
I forbindelse med, at Hannes Hasselrot tiltræder stillingen som adm. direktør for Kronans Apotek, bliver han også ny vicepræsident i Oriola, der ejer Kronans Apotek.
Hos ledelsen i Oriola ser de frem til at fortsætte det gode samarbejde.
»Jeg er glad for, at Hannes nu kan overtage rollen som CEO og vice president i Oriola. Han kender allerede vores forretning godt og har taget et stort ansvar i vores turnaround og vores organisationsændringer,« siger Elisa Markula, adm. direktør hos Oriola.