Verdens dyreste lægemiddel blev i maj godkendt af FDA. Det er Novartis’ Zolgensma til behandling af Spinal Muskel Atrophy – og prisen i USA forventes at blive 2,1 mio. dollars – eller ca. 14 mio. kr. pr. patient.
Ifølge Financial Times købte Novartis virksomheden, der laver Zolgensma sidste år. Omsætningen af Zolgensma forventes på mindre end fire år at overstige det beløb Novartis betalte for hele virksomheden.
Novartis forklarer prissætningen med, at behandlingsomkostningerne ved Zolgensma er lavere end 10 års behandlinger med Biogens Spinraza – og så tilbyder Novartis betaling over fem år, og en art ‘No Cure – No Pay’ model.
Vi ved endnu ikke, hvordan prissætningen og betalingsmodellerne bliver i Danmark. Men et er sikkert, vi vil opleve en pris, der afviger markant fra omkostningerne (forsknings-, udviklings- og produktionsomkostninger). Selv når vi accepterer et pænt og solidt overskud til aktionærerne og gode lønninger til direktørerne (vi husker jo alle, at netop Novartis betalte en bestyrelsesformand 436 mio. kr. for at stoppe), er prisen uforståelig.
Medicinrådet kommer givetvis til at behandle denne sag. Og som i en række andre sager, hvor medicinfirmaer groft udnytter deres monopol og alvorligt syge menneskers behov for behandling, er Medicinrådet udstyret med ‘magten’ til at nægte at lade patienter behandle med lægemidlet. Danske sundhedspolitikere har antaget, at så vil giganter som Novartis blive bekymret og sætte prisen ned.
Man kan undre sig over, at danske sundhedspolitikere ikke i stedet går sammen med europæiske kolleger og kræver, at medicinalvirksomhedernes monopolvirksomhed underlægges kontrol som alle andre monopolvirksomheder. Virksomhedernes monopol baserer sig jo på en patentrettighed – det er en rettighed samfundet har givet virksomheden, fordi både virksomheder og samfund har haft interesse i dette, fordi det bl.a. har medvirket til hurtig udvikling af ny medicin. Viljen til initiativer er der i en række europæiske lande. Og Holland er et af de lande, der arbejder aktivt på området – og som beklager manglende dansk opbakning (måske var det en af forklaringerne på, at EMA’s kontor blev placeret i Holland og ikke i Danmark).
Når nogle medicinalvirksomheder bruger patentrettighederne til at udnytte syge og udbytte sundhedsvæsenet og samfundet, så bryder virksomhederne den kontrakt, der er mellem industrien og samfundet. Derfor må nationale og internationale konkurrencemyndigheder kaldes på banen af politiske ledere.
Hvis et fjernvarmeselskab i Danmark sætter en ubegrundet høj pris på fjernvarmen, så griber myndighederne ind. Ikke ved at nægte fjernvarmekunderne varme (Medicinråds-modellen), men ved at beordre fjernvarmeselskabet til at sætte prisen ned. Såre simpelt! Sådan bør det også være på medicinområdet af hensyn til patienterne, sundhedsvæsenet og en langsigtet tillid til industrien.
“Medicinrådet udstyret med ‘magten’ til at nægte at lade patienter behandle med lægemidlet. ” Citat fra ovenstående artikel. Ja, det er rigtigt, at Medicinrådet og Amgros er udstyret med magten. Hvem går det ud over – medicinalfirmaerne? Danmark er et lille land med et spinkelt patientgrundlag for meget af den nye mere målrettede medicin, der udvikles. Derfor kan det være ganske ligegyldigt for et stort medicinalfirma, at Medicinrådet er udstyret med ‘magten’. Det går til gengæld rigtig meget ud over de danske patienter, som ikke kan få medicinen. Her kommer så et eksempel: lægemidlet niraparib (Zejula) til vedligeholdelsesbehandling af æggestokkræft blev kun godkendt til 30 % af patienterne. De 70 % med nøjagtig den samme type æggestokkræft men uden mutation i BRCA-genet fik ikke medicinen, fordi Amgros og Medicinrådet skønnede, at den var for dyr til dem. Prisen er selvfølgelig den samme for de to patientgrupper, så det er uforståeligt og får ikke medicinfirmaet til at ryste på hånden. Det får imidlertid syge patienter i oprør, som til patientforeningen KIUs netværksmøder sidder ved siden af kvinder, som godt må få medicinen – nemlig dem, der har fejl i BRCA-genet og dem uden fejl i BRCA-genet, som var med i forsøget NOVA. Hvordan kan lægemidlet nu være for dyrt til 70 % af patienterne? Det er, fordi der ikke er et sammenligneligt lægemiddel. Man sammenligner i stedet med placebo, og så er al behandling jo for dyr. Der er ingen logik i dette. Lad os så kigge på selve prisen. Den er ikke for dyr, når der kan sammenlignes med anden lignende medicin, men for dyr, når den ikke kan. Det er rigtigt, at der ikke er lige så god effekt for de ikke BRCA-muterede. Det er, fordi den ikke virker på alle patienterne i denne gruppe. Man ved bare stadig ikke, hvem disse patienter er. Lad os nu se på hypotesen om, at man havde godkendt lægemidlet til denne gruppe. Patienterne bliver fulgt nøje, og skal scannes 3 måneder efter påbegyndt behandling. Hvis lægemidlet så ikke har virket, stoppes behandlingen, og udgiften er væk. De patienter, som har gavn af behandlingen, kan fortsætte. Hvis Medicinrådet og Amgros ville tage dette med i deres betragtninger, vil det være ekstremt svært at se, hvordan lægemidlet kan være for dyrt til denne gruppe patienter. Men det vil man nok ikke. Det hele er medicinalvirksomhederne skyld.
Birthe Lemley
Formand for KIU – patientforeningen Kræft i underlivet