For første gang i 20 år falder forbruget af det kolesterolsænkende middel simvastatin. Forbruget er faldet med 1,3 pct. i 2012 i forhold til 2011, fremgår det af Apotekerforeningens nye årbog, Lægemidler i Danmark 2012.
Simvastatin er dog stadig danskernes mest brugte lægemiddel. I 2012 udleverede apotekerne 1,6 mio. pakninger indeholdende 174 mio. døgndoser, hvilket altså er et fald på 1,3 pct. i forhold til 2011.
Simvastatin har hidtil haft meget høje vækstrater — helt op til 100 pct. Faldet i 2012 hænger bl.a. sammen med en forskydning af forbruget over mod det nyere kolesterolsænkende lægemiddel, atorvastatin, hvor patentet udløb i 2012, og priserne faldt.
Forbruget af medicin til hjerte- og karsygdomme udgør 42 pct. af det samlede medicinforbrug i Danmark målt i døgndoser og udgør over halvdelen af al den medicin, der anvendes til behandling af folkesygdommene i Danmark. Hjerte- og karsygdomme omfatter problemer med forhøjet kolesterol i blodet, forhøjet blodtryk og hjertesvigt med videre. Der er gennem de senere år sket en moderat stigning i forbruget af medicin til hjerte- og karsygdomme.
Der blev i alt forbrugt lidt under 1,3 mia. døgndoser i 2012 svarende til en stigning på 2,9 pct. i forhold til 2011. I 2008 var forbruget godt 1,1 mia. døgndoser. Forbruget er dermed steget med knap 16 pct. på fire år.