Ny aftale skal sikre flere kræftundersøgelser

Sundhedsministeriet og Danske Regioner har indgået aftale om at øge sygehusenes kapacitet i alle fem regioner, så flere kræftpatienter kan blive undersøgt og behandlet. Det skriver Sundhedsministeriet på sin hjemmeside.

Med aftalen er sundhedsminister Nick Hækkerup (S) og regionernes formand Bent Hansen (S) blevet enige om, at sygehusenes kapacitet til kræftudredning øges med op til 10 procent i år og næste år og med yderligere 10 procent i 2017. Det betyder blandt andet, at sygehusene skal have udvidet åbningstiden for at kunne foretage tusindvis af ekstra CT-scanninger og ultralydsscanninger om året.

Ligeledes betyder aftalen, at kapaciteten til behandling med skånsom kræftkirurgi udvides gradvist fra 3. kvartal 2015, og at sygehusenes udgående indsats til behandling af børn med livstruende sygdom styrkes markant med opstart fra september 2015.

Regeringen og regionerne har med aftalen også styrket muligheden for, at de praktiserende læger kan henvise patienter direkte til undersøgelse og udredning på sygehusene uden unødig ventetid. Hvis lægen for eksempel har behov for en ekstra scanning eller undersøgelse for at stille en diagnose, så skal lægen hurtigt kunne sende patienten videre i systemet uden problemer. Det glæder regionernes formand.

»Med den nye aftale kan vi sætte skub i samarbejdet med almen praksis – sygehusene står klar med rådgivning til lægerne, og de får bedre mulighed for at henvise patienterne direkte til undersøgelse på sygehuset. Udviklingen er allerede i fuld gang i regionerne, og med de ekstra midler kan vi helt sikkert komme længere ad den vej. Derudover får vi mulighed for at udvide kapaciteten på kræftområdet, så det matcher de flere og flere patienter,« siger Bent Hansen i en kommentar på Danske Regioners hjemmeside.

Aftalen betyder også, at regionerne skal igangsætte en uddannelsesindsats, som sigter mod at styrke både den faglige og organisatoriske viden i almen praksis om tidlig opsporing af kræft.

Regionerne skal fra september 2015 sikre en styrket rådgivning til rådighed for de praktiserende læger, så den praktiserende læge kan kontakte en sygehuslæge for at drøfte de konkrete patienter med henblik på relevant udredning.

Aftalen mellem Sundhedsministeriet og Danske Regioner er kommet i hus på baggrund af regeringens milliardindsprøjtning til kræftområdet. På Finansloven for 2015 har regeringen nemlig prioriteret 1,1 milliarder kroner til et løft af kræftindsatsen over de næste fire år. Målet frem mod 2025 er, at tre ud af fire kræftpatienter er i live fem år efter, de har fået stillet en kræftdiagnose, og sundhedsminister Nick Hækkerup mener, at aftalen er et vigtigt skridt.

»Jo før vi kan opdage, om patienter er syge, jo hurtigere kan vi komme i gang med den rette behandling. Og det kan altså redde menneskeliv. Derfor er jeg glad for, at vi har indgået den her aftale med Danske Regioner, så sygehusene får styrket deres kapacitet, så flere kræftpatienter kan blive udredt de kommende år,« siger han i en kommentar på Sundhedsministeriets hjemmeside.

Skriv kommentar