Sundhedsstyrelsen har givet afslag på ansøgning fra Azanta om generelt tilskud og generelt klausuleret tilskud til Veregen salve til behandling af kønsvorter.
Styrelsen begrunder afslaget på generelt tilskud med, at lægemidlets pris ikke står i et rimeligt forhold til den behandlingsmæssige værdi, når det sammenlignes med billigere lokalbehandling.
Veregen salve med ekstrakt af grøn the blad, der er godkendt til behandling af kønsvorter. Medicintilskudsnævnet konstaterer i sin indstilling til Sundhedsstyrelsen, at der ikke er udført sammenlignende studier overfor podophyllotoksin og imiquimod, og at det derfor ikke findes dokumentation for effekten af ekstrakt fra grøn theblad overfor anden lokalbehandling.
»Hertil kommer, at behandlingsprisen for Veregen er betydeligt højere end behandlingsprisen for lokalbehandling med podophyllotoksin, der har generelt tilskud,« skriver som nævnet som begrundelsen for afslaget.
Azanta har ligeledes ansøgt om generelt klausuleret tilskud til »patienter med kondylomer, som har forsøgt podophyllotoxin-behandling, men hvor kondylomerne ikke er fjernet, patienten har fået recidiv eller har uacceptable bivirkninger«.
Også det afslår Sundhedsstyrelsen, fordi den vurderer, at der er risiko for, at Veregen bliver brugt som førstevalg i tilfælde, hvor styrelsen ikke mener, at Veregen bør være førstevalgsbehandling.
Sundhedsstyrelsen skriver, at læger kan søge enkelttilskud til Veregen salve til patienter med kønsvorter, der har forsøgt anden lokalbehandling uden tilstrækkelig effekt, forudsat der er set effekt af behandling med Veregen.