Annonce

Johnson & Johnson betaler milliardforlig i sag om talkumpulver

Medicinalgiganten Johnson & Johnson har indvilliget i at betale et forlig på 700 mio. dollars svarende til cirka 4,8 mia. kr. til 42 delstater i USA samt Washington D.C.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters. Forliget er indgået i forbindelse med en undersøgelse af Johnson & Johnsons markedsføring af selskabets babypulver og andre produkter baseret på talkum, som er beskyldt for at forårsage kræft.

Kilde: Reuters

EU-Kommissionen sikrer adgang til fugleinfluenza-vacciner

EU-Kommissionen har underskrevet en aftale, som skal sikre medlemslandene i EU adgang til 665.000 vaccinedoser mod fugleinfluenza. Det skriver kommissionen i en pressemeddelelse.

Vaccinen er målrettet de personer, som er mest udsat for at blive smittet med fugleinfluenza. Det kan eksempelvis være personer, som arbejder på landbrug med fjerkræ eller som dyrlæge.

Kilde: EU-Kommisionen

Moderna viser gode resultater med kombivaccine

Det amerikanske selskab Moderna er i gang med at udvikle en vaccine, som både beskytter mod corona og influenza. Nye forsøgsdata, som medicinalselskabet har offentliggjort, viser, at den er effektiv.

Det skriver mediet Financial Times. Vaccinen er ifølge Moderna lige så effektiv, som når selskabets coronavaccine og en influenzavaccine bliver administreret separat.

Kilde: Financial Times

Studie finder forurening fra mikroplastik i sædprøver

Et hold af forskere fra Kina har fundet forurening fra mikroplastik i sædprøver fra raske mænd. Det skriver det britiske medie The Guardian.

Forskerne fandt otte forskellige typer af plastik i de undersøgte prøver. De fandt bl.a. polystyren, polyethylen og PVC. Resultaterne er publiceret i tidsskriftet Science of the Total Environment.

Kilde: The Guardian

Annonce