Kombinationsbehandling kan blive til nyt middel mod overvægt

To lægemidler, der kontrollerer henholdsvis epilepsi og appetit, viser sig nu i kombination at være et effektivt fedmemiddel. Det konkluderer et nyt studie offentliggjort i Lancet. Voksne overvægtige, der deltog i den kliniske undersøgelse i USA, opnåede i gennemsnit et knap 10 pct. større vægttab i forhold til placebogruppen i løbet af en 12 måneders opfølgningstid.

Det drejer sig om en kombination af lægemidlet topiramate mod epilepsi og det appetithæmmende lægemiddel phentermine.

Knap 2.500 overvægtige blev tildelt enten placebo eller en af to forskellige doser af kombinationsbehandlingen. Foruden et væsentligt vægttab oplevede overvægtige på begge doser af kombinationsbehandlingen også signifikant faldende niveauer af blodtryk og hæmoglobin A1C, som er en markør for langtidskontrol af type 2 diabetes, samt forbedrede niveauer af kolesterol, triglycerider og betændelsesmarkører som C-reaktive protein.

Forskerne konkluderer, at en kombination af phentermine og topiramate dermed kan blive en værdifuld behandling mod fedme.

Medicinalfirmaet Vivus, der står bag den kliniske undersøglese, vil på baggrund af resultaterne, søge FDA om godkendelse af kombinationsmidlet under navnet Qnexa.

[ilink url=”http://www.thelancet.com/journals/lancet/article/PIIS0140-6736%2811%2960205-5/abstract”]The Lancet 2011; 377 (9774): 1341 – 1352: Effects of low-dose, controlled-release, phentermine plus topiramate combination on weight and associated comorbidities in overweight and obese adults (CONQUER): a randomised, placebo-controlled, phase 3 trial[/ilink]

 

Skriv kommentar