Uafhængighed synes at være tidens løsen, når det gælder beslutning om brugen af kræftmedicin i det danske sundhedsvæsen.
Beslutningen om disse – ofte dyre – præparater skal træffes i organisationer, der er uafhængige af regionerne, mener læger, patientforeninger og videnskabelige selskaber.
Medier og politikere lægger derimod vægt på, at læger skal være uafhængige af industrien, når de rådgiver myndigheder om medicin.
I den forgangne uge var det prostatakræft-lægernes formand Michael Borre, der blev mistænkeliggjort for sin tilknytning til medicinalindustrien.
Michael Borre var på forsiden af Jyllands-Posten gået til kamp mod Koordineringsrådet for Ibrugtagning af Sygehusmedicin (KRIS), som havde givet en betinget anbefaling af kræftlægemidlet Xtandi. Michael Borre mente, at det reelt var et afslag, der ville forhindre danske patienter med prostatakræft i at få glæde af et effektivt lægemiddel.
Og han bør jo vide, hvad han snakker om, da han har stået i spidsen for afprøvningen af lægemidlet på danske sygehuse. Men lige netop dén relation til medicinalfirmaet Astellas, der producerer Xtandi, blev hurtigt til et problem.
I MetroXpress blev det udlagt som et ’dobbeltspil’ af Michael Borre, og sundhedsøkonom Kjeld Møller Pedersen mente, at tilknytningen var problematisk. Dagen efter fulgte sundhedsminister Astrid Krag trop med en generel opfordring til læger om at være opmærksomme på det problematiske i at optræde i dobbeltroller.
At det også kunne være gavnligt for myndighederne at få input fra en læge, der har forhåndskendskab til et lægemiddel fra kliniske afprøvninger, var åbenbart helt utænkeligt — ligesom det åbenbart var utænkeligt, at Michael Borre først og fremmest var motiveret af et ønske om det bedst mulige for netop sine patienter, og at han derfor kæmper for at få adgang til flest mulige forskellige behandlinger.
Michael Borre er ikke den første og bliver heller ikke den sidste læge, der bliver ramt af denne automatreaktion hos medier og politikere, der helt tydeligt forestiller sig, at enhver relation med lægemiddelindustrien — uanset størrelse og art — straks overtrumfer alle andre motiver hos lægerne.
Man kunne i flæng fra de seneste år nævne professor Poul Videbech, som blev ristet i Ekstra Bladet, fordi han rådgav om SSRI-præparater mens han holdt foredrag for Eli Lilly, ledende overlæge Lisa Sengeløv, som blev heftigt kritiseret for et industrisamarbejde, som hun anser for direkte nødvendigt for sin kliniske indsats, og professor Peter Clemmensen, som fik ballade for sin anbefaling af kolesterolsænkende medicin, samtidig med at han bistod producenterne.
Det store problem i angrebet på Michael Borre er dog, at det ikke er ham, der har sendt en ansøgning til KRIS om at få godkendt Xtandi til national ibrugtagning. Ansøgningen er ganske vist skrevet af Michael Borre, men den er sendt af Dansk Prostatacancer Gruppe — og det gør altså en forskel.
Kommissoriet for KRIS slår fast, at rådet skal behandle ansøgninger fra regionerne, de videnskabelige selskaber og de Danske Multidisciplinære Cancergrupper, og altså ikke fra enkelte læger, og KRIS stiller således heller ikke krav om, at der skal redegøres for tilknytning til eventuelle medicinalfirmaer i ansøgningerne.
Men selv hvis KRIS har ment, at Michael Borres tilknytning til Astellas eller andre lægemiddelfirmaer har relevans for behandlingen af ansøgningen, så har denne viden jo været frit tilgængelig på Sundhedsstyrelsens hjemmeside, så heller ikke dér har der været noget dobbeltspil.
For skeptikere, der mener, at industribetalte læger kan løbe om hjørner med KRIS, vil det være en god idé at studere ansøgningsprocessen og sammensætningen af rådet. Der er jo ikke tale om, at kræftlæger sender en kortfattet motivering i en e-mail til Steen Werner Hansen. Ansøgningen til KRIS skal således medfølges af en mini-mtv, og mener rådet alligevel, at der mangler dokumentation, så er der i rådet medlemmer med tætte tilknytninger til både Sundhedsstyrelsen og det Europæiske Lægemiddelagentur.
Så KRIS har haft alle kortene på bordet, og systemet har virket, og forløbet giver ingen anledning til at diskvalificere læger, der har deltaget i kliniske afprøvninger, fra at deltage i debatten om brugen af lægemidler.
