Blodtrykssænkende medicin kan gavne mod demens

Ældre demente, der benytter det blodtrykssænkende medicin, ACE-hæmmere, kan mindske deres mentale forfald. Det viser et observationsstudie i tidsskriftet BMJ Open.

Forskerne fulgte mere end 350 ældre demente patienter med en gennemsnitsalder på 77 år, hvoraf ¼ brugte ACE-hæmmere som blodtrykssænkende medicin, og udsatte dem i løbet af seks måneder for en række hukommelsestest.

Blandt patienter der ikke benyttede ACE-hæmmere, faldt test-resultatet i gennemsnit 2,1 point sammenholdt med et tab på 1,8 point blandt patienter, der allerede var på ACE-hæmmere. Samtidig observerede forskerne en lille forbedring af test-resultatet med 1,2 point, for de patienter, der lige havde påbegyndt behandling med ACE-hæmmere.

Selvom studiet ikke var designet til at vise om ACE-hæmmere var årsagen til patienternes forbedrede mentale tilstand, så understøtter resultaterne formodningen om, at en forbedret hjerte-kar-tilstand – herunder kontrol med blodtryk og kolesterolniveauer – også kan gavne hjernen.

Forskerne mener ikke, at den mulige gavnlige effekt af ACE-hæmmere skyldes præparatets blodtrykskontrol. Derimod formoder man, at ACE-hæmmere, der kan krydse blod-hjerne barrieren, kan nedsætte inflammationsniveauet i hjernen.

Selvom effekten af ACE-hæmmere på patienternes mentale tilstand var beskedne i løbet af de seks måneder undersøgelsen stod på, så vil det muligvis have en markant effekt over længere tid.

Egentlige kliniske undersøgelser er dog nødvendige for at bekræfte om ACE-hæmmere kan bremse udviklingen af demens.

BMJ Open 2013;3:e002881: Effects of centrally acting ACE inhibitors on the rate of cognitive decline in dementia

Skriv kommentar