Annonce

Undersøgelse: Mere end hver tredje unge kvinde mistrives

Der er 35 pct. af kvinderne, som er i aldersgruppen 16 til 24 år, der mistrives. Det viser undersøgelsen Danskernes Sundhed 2023. 

Det er mere end en fordobling, hvis man sammenligner med 2010, hvor det var 16 pct. af kvinderne mellem 16 og 24 år, som mistrives. Undersøgelsen viser desuden, at 2,6 mio. danskere er i kontakt med hospitalerne hvert år.

Kilde: Danske Regioner

Novo Nordisk køber fabrikker for 11 mia. dollars

Den danske medicinalgigant Novo Nordisk køber tre fabrikker for 11 mia. dollars svarende til 76,3 mia. kr. 

De tre fabrikker ligger i Anagni i Italien, Bruxelles i Belgien samt Bloomington i USA. Det er Novo Holdings, som videresælger fabrikkerne til Novo Nordisk. Novo Holdings har erhvervet fabrikkerne i forbindelse med et planlagt opkøb af virksomheden Catalent.

Kilde: Novo Nordisk

Novartis har planer om at opkøbe MorphoSys

Det schweiziske medicinalselskab Novartis har planer om at opkøbe det tyske selskab MorphoSys. 

Novartis vil købe selskabet, som udvikler behandlinger til kræft, for 2,7 mia. euro svarende til omkring 21,6 mia. kr. Med opkøbet vil Novartis kunne tilføje en behandling til en sjælden type knoglemarvskræft til sin pipeline.

Kilde: Reuters

Hormonbehandling forbliver primære valg til hede- og svedeture

Det er stadig hormonbehandling, som er den foretrukne behandling, når det kommer til hede- og svedeture i overgangsalderen også kendt som vasomotoriske symptomer. 

Indsatser for Rationel Farmakoterapi (IRF) har anmeldt Veoza, som er et ikke-hormonelt lægemiddel til at behandle vasomotoriske symptomer. IRF vurderer dog, at hormonterapi ‘forbliver det primære valg’ til at behandle hede- og svedeture.

Kilde: Sundhedsstyrelsen

Annonce