Annonce

6 måneder senere: Har betalt 19.000 kr. for e-mails, men savner stadig data

Efter at have ventet i næsten et halvt år på, at Sundhedsdatastyrelsens Forskerservice skal give adgang til registerdata, har forskere fra Klinisk Farmakologisk Afdeling på Bispebjerg Hospital måtte sætte deres forskningsprojekt på pause. Til gengæld har de modtaget regninger på mere end 19.000 kr. for e-mail-korrespondance med styrelsens sagsbehandlere. »Det bedste, man kan gøre for at sikre en smidig sagsbehandling, er at gøre forarbejdet, inden man søger,« siger sektionsleder.

Nobelpris i medicin går til opdagere af mikroRNA

Årets Nobelpris i fysiologi og medicin går til forskerne Victor Ambros og Gary Ruvkun for deres opdagelse af den rolle, som mikroRNA spiller i den posttranskriptionelle genregulering. Det skriver Nobelpriskomiteen i en pressemeddelelse.

Genregulering gennem mikroRNA er essentielt for funktionen af en organisme, og når denne genregulering går galt, kan det lede til sygdom. 

Inden for de seneste år er lægemiddelvirksomheder begyndt at lave medicin baseret på mikroRNA. Det gælder blandt andet lægemidlerne patisiran, givosiran, lumasiran og inclisiran.

Kilde: Nobelpriskomiteen

Vægttabsmidler kan gøre mere skade en gavn

Vægttabsmidler som Novo Nordisks Wegovy eller Eli Lillys Zepbound kan gøre mere skade end gavn, mener en af grundlæggerne af lægemiddelvirksomheden Regeneron, George Yancopoulos. Det skriver Financial Times.

Han er bekymret for, at mange mennesker, der behandles med GLP-1-receptoragonister, oplever et meget stort tab af muskelmasse, og at de gør det hurtigere end blot ved at skifte diæt og tabe sig derigennem. Det betyder også, at en stor del af dem, som tager vægten på igen efter at have tabt sig, vil ende med en relativt større andel fedt på kroppen sammenlignet med før vægttabsbehandlingen.

Regeneron arbejder selv med at udvikle lægemidler, der ligesom Wegovy og Zepbound kan lede til store vægttab, men uden et samtidig stort tab af muskelmasse.

Kilde: Financial Times

Hård kamp om patienter med ulcerøs colitis

I USA foregår der lige nu en intens kamp om patienter med ulcerøs colitis mellem AbbVies Skyrizi, Eli Lillys Omvoh og Johnson & Johnsons Tremfya, viser en undersøgelse fra Spherix Global Insights.Det skriver Fierce Pharma

Alle tre lægemidler er IL-23-hæmmere, der har vist sig mere effektive til behandling af ulcerøs colitis sammenlignet med tidligere lægemidler. Omvoh kom først på det amerikanske marked for næsten et år siden og har siden da gjort rent bord.

I juni ramte Skyrizi så forbrugerne, og har allerede erobret størstedelen af markedet, formentlig fordi læger allerede er bekendte med lægemidlet i en anden indikation, nemlig Crohns sygdom.

Markedsandelene er dog alt andet end mejslet i sten, da Tremfya formentlig vil blive godkendt lige om lidt og vil begynde at snuppe kunder fra de to andre lægemidler.

Kilde: Fierce Pharma

EU vil gøre det muligt for personer med diabetes at blive piloter

European Union Aviation Safety Agency (EASA) arbejder på en plan om at gøre det muligt for personer, der benytter insulin, at blive piloter. Det skriver Medscape.

Kun ganske få lande i verden tillader, at personer, der benytter insulin, kan blive kommercielle piloter, mens lidt flere lande tillader, at personer, der benytter insulin, kan få er privat flycertifikat. EASA vil ændre dette, fordi diabetesteknologi i dag er så god, at risikoen for bl.a. for lavt blodsukker er minimal, hvis teknologien benyttes korrekt.

Foruden piloter arbejder EASA også på at tillade personer med brug af insulin at varetage andre kritiske jobs inden for luftfart, herunder flyleder, stewardesser og andet flypersonale.

Kilde: Medscape

Annonce

Der er opstået en fejl, feedet er sandsynligvis nede. Prøv igen senere.

Flere job