Annonce

Storbank: Vægttabs-pille fra Novo kan være den helt store vinder

Der er gang i vægttabsmedicin-kapløbet, og her kan Novo Nordisk blive den helt store vinder, hvis man spørger storbanken HSBC. Det skriver Finans.

Årsagen til HSBCs optimisme er potentialet i at udvikle en fedme-pille, der virker lige så godt som blandt andet Wegovy eller Zepbound.

Den virksomhed, som knækker koden til at lave effektiv slankemedicin i pilleform, kommer ifølge HSBC til at have en kæmpe konkurrencefordel, og i den sammenhæng peger storbanken på Novos fedme-pille monlunabant som et godt bud.

Novo erhvervede sig monlunabant gennem opkøbet af biotekselskabet Inversago for 7,3 mia. kr.

Ifølge Finans kan der komme nyt om monlunabant når som helst.

Kilde: Finans

Bedre end Keytruda: Ny immunterapi på vej

Der kan være en helt ny form for immunterapi på vej til patienter med ikke-småcellet lungekræft. Det skriver Fierce Pharma.

Den nye immunterapi er ivonescimab, der i et studie med kun kinesiske patienter var i stand til at reducere risikoen for sygdomsprogression med hele 49 pct. sammenlignet med behandling med Keytruda, der ellers sidder tungt på tronen over PD-1-antistoffer til behandling af kræft.

Data er fra fase 3-studiet HARMONi, hvori ivonescimab blev sammenlignet med Keytruda i behandlingen af patienter med ubehandlet ikke-småcellet lungekræft.

Data viser også, at den progressionsfrie overlevelse blev forlænget fra 5,32 mdr. ved behandling med Keytruda til 11,14 mdr. ved behandling med ivonescimab.

Kilde: Fierce Pharma

Nucala kan være på vej til patienter med KOL

Nye data fra GSK viser, at lægemiddelproducentens IL-5-antistof og astmamedicin Nucala kan mindske risikoen for alvorlige KOL-forværringer. Det skriver GSK i en pressemeddelelse.

Data stammer fra MATINEE-studiet, hvori Nucala i kombination med inhaleret vedligeholdelsesbehandling blev undersøgt som behandling til patienter med KOL sammenlignet med vedligeholdelsesbehandling plus placebo. 

GSK skriver ikke, hvor stor forbedringen var, men at studiet mødte det primære endepunkt om en signifikant forskel mellem de to behandlinger.

GSK skriver også, at alle data fra MATINEE-studiet vil blive fremlagt på en medicinsk kongres i den nærmeste fremtid.

Kilde: GSK

Luftforurening øger risikoen for infertilitet

Mænd nær trafikerede veje i storbyen har markant større problemer med at gøre deres kærester og koner gravide. Det skriver DR.

Konklusionen stammer fra en ny undersøgelse, hvor forskere har kortlagt sammenhængen mellem luftforurening, vejstøj og risikoen for infertilitet og nedsat frugtbarhed.

Studiet peger på, at for hver gang luftforureningen stiger med fem mikrogram partikler pr. kubikmeter, øger det mandens risiko for infertilitet med hele 44 pct.

Ifølge miljøforsker Mette Sørensen, der står bag studiet, svarer det til, at en mand i København har en 44 pct. højere risiko for infertilitet sammenlignet med en mand på landet i Nordjylland.

Kilde: DR

Annonce

Vacciner og ny antibiotika: Alliance kommer med ønsker til AMR-handlingsplan

En handlingsplan med stærk finansiering og fokus på forskning, vacciner og ny antibiotika. Sådan lyder nogle af ønskerne på en konference 4. september til en fremtidig handlingsplan for antimikrobiel resistens fra AMR-alliancen med aktører fra bl.a. industri, hospitaler og universiteter.

Der er opstået en fejl, feedet er sandsynligvis nede. Prøv igen senere.

Flere job