Hørt på apoteket: Forskere har undersøgt patienters erfaringer med Wegovy

Forskere har kortlagt, hvem brugere af Wegovy egentlig er, hvad de tænker om medicinen, hvad de har af bivirkninger, og hvad de egentlig opnår af vægttab. Vi får bekræftet, at folk i behandling med Wegovy opnår et solidt vægttab, men vi ser også, at mange ikke ved, hvor lang tid de egentlig skal tage medicinen, siger forsker.

Annonce

Stor milliardaftale mellem Gubra og Abbvie: Abbvie får nu adgang til fedmemarkedet

Den danske Biotek-virksomhed Gubra har indgået en aftale med medicinalmastodonten Abbvie, der giver Gubra en forudbetaling på 350 mio. dollar, som svarer til over 2,5 mia. kr. Det skriver MedWatch. 

Det er nærmere bestemt Gubras fedmelægemiddelkandidat Gubamy, som biotekselskabet i Hørsholm og Abbvie har indgået aftale om. 

Med Abbvies partnerskab med Gubra, kan medicinalkæmpen for første gang træde ind på fedmemarkedet. Abbvie, der har hovedsæde i North Chicago, Illinois, har hidtil primært ageret inden for forskning og kommercialisering i immunologi, cancer og neurovidenskab.

Kilde: MedWatch

Antibiotikaforbrug hos donorer kan svække effekten af fæcestransplantation

Ny forskning fra Aarhus Universitetshospital og Aarhus Universitet viser, at antibiotikaforbrug hos donorer kan have afgørende betydning for effekten af fæcestransplantation. Det skriver Aarhus Universitetshospital.

Fæcestransplantation er en behandlingsmetode, hvor tarmmikrobiota fra en rask donor overføres til en patient. Men ifølge det nye studie vil et antibiotikaforbrug inden for de seneste 12 måneder reducere effekten af transplantationen.

Kilde: Aarhus Universitetshospital / Via Ritzau

Ingen indberetninger til Lægemiddelstyrelsens whistleblowerordning i 2024

Lægemiddelstyrelsens whitsleblowerenhed kan oplyse, at der ikke var nogle indberetninger i 2024. Det skriver Lægemiddelstyrelsen. 

Det følger af whistleblowerloven, at myndigheder omfattet af reglerne om aktindsigt i offentlighedsloven mindst én gang årligt skal offentliggøre oplysninger om deres virksomhed.  Formålet er at sikre offentligheden adgang til oplysninger om den generelle aktivitet i myndighedens whistleblowerordning fra det seneste år.

Kilde: Lægemiddelstyrelsen

Eli Lilly investerer milliardbeløb i amerikansk produktion

Novo Nordisk-konkurrenten, Eli Lilly, har meldt ud, at de vil investere massivt i nye produktionsfaciliteter i USA. Helt konkret er der tale om en investering på 27 mia. dollar – eller knap 200 mia. kr. 

Udvidelsen af produktionen anses som nødvendig, da Eli Lilly forsøger at imødekomme efterspørgslen på fedme-blockbustere og hjemtage produktionen af småmolekyler.

Investeringen betyder, at Eli Lilly de seneste fem år har investeret mere end 355 mia. kr., i sin infrastruktur.

Kilde: Medwatch

Annonce

Flere job