Annonce

Regeringen præsenterer ny life science-strategi fredag

Fredag 1. november præsenterer regeringen en ny life science-strategi hos BioInnovation Institute i København. Det skriver Erhvervsministeriet.

Strategien bliver præsenteret af erhvervsminister Morten Bødskov (S), indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) og uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund (M).

Kilde: Erhvervsministeriet

Danmark har Europas laveste priser på kopimedicin

En ny analyse fra analyseinstituttet IQVIA viser, at Danmark har de laveste priser på kopimedicin i Europa i 2024. Det skriver Danmarks Apotekerforening i en nyhed.

Der var en stigning i priserne i 2019 og 2023 på grund af problemer med restordrer. Siden august sidste år er priserne dog i gennemsnit faldet med 12 pct. ifølge analysen.

Kilde: Danmarks Apotekerforening

Storbritannien bekræfter første tilfælde af ny mpox-variant

Storbritannien har bekræftet sit første smittetilfælde med den nye mpox-variant clade 1b, lyder det fra det britiske sundheds- og sikkerhedsagentur UKHSA. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Personen, som er blevet smittet, har for nylig rejst i flere lande i Afrika, hvor der er udbrud af virussen. Indtil videre har Tyskland og Sverige som de eneste andre lande i Europa bekræftet smittetilfælde med clade 1b.

Kilde: Reuters

Studie: Semaglutid giver vægttab og færre smerter

Semaglutid hjælper ikke kun på vægttab. Det giver også færre smerter hos overvægtige patienter med slidgigt i knæet. Det viser et nyt studie, skriver Dagens Pharmas søstermedie Dagens Medicin.

406 personer har deltaget i studiet. Deltagerne havde smerter i knæet, som var fra moderate til svære, og i gennemsnit et BMI på 40,3. Studiet er publiceret i New England Journal of Medicine.

Kilde: Dagens Medicin

Annonce

Apotekerforeningen: Indfør en medicinsamtale i kronikerpakkerne

Hver 5. dansker lever med én eller flere kroniske sygdomme, og mange kroniske patienter bruger meget medicin. At have styr på sin medicin er en del af at have styr på sin sygdom. Derfor skal regeringens forslag til pakkeforløb også indeholde tilbud, der sikrer patienten den bedst mulige rådgivning om brug af medicin.