Tyra Grove Krause om mpox: Ukendte smittemønstre udfordrer

Udfasning af koppevaccinen og ukendte smitteveje spiller en rolle i udbruddet af mpox i flere afrikanske lande, lyder det fra faglig direktør Tyra Grove Krause fra SSI. Hun peger på, at der mangler viden om den nye variant af mpox, som blev opdaget første gang i Danmark.

Annonce

Regeringen vil lægge regioner sammen med ny reform

Region Hovedstaden og Region Sjælland skal lægges sammen i en region. Det foreslår regeringen som en del af en kommende sundhedsreform, der blev præsenteret onsdag.

Regeringen vil blandt andet oprette 17 nye sundhedsråd, et tværgående nationalt prioriteringsråd og etablere et nationalt center for sundhedsinnovation. Sundhedsreformen skal ‘skabe bedre balance i sundhedsvæsenet’, lyder det.

Kilde: Indenrigs- og Sundhedsministeriet

Bavarian Nordic indgår aftale om at levere vacciner til Afrika

Det danske selskab Bavarian Nordic har indgået en aftale om at levere 500.000 vacciner mod mpox til Afrika, som er berørt af udbruddet af virussen.

Det skriver selskabet i en pressemeddelelse. Aftalen er indgået med vaccinealliancen Gavi og vil blive finansieret af alliancens ‘First Response Fund’. Vaccinerne vil blive leveret i 2024.

Kilde: Bavarian Nordic

Bernie Sanders: Ozempic kan sælges langt billigere

Den amerikanske senator Bernie Sanders har været i kontakt med medicinalselskaber, som producerer generisk medicin. De siger ifølge senatoren, at en generisk version af Ozempic kan sælges for mindre end 100 dollars svarende til cirka 670 kroner om måneden.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters. Bernie Sanders har ikke oplyst, hvilke selskaber han har været i kontakt med. Novo Nordisks Ozempic har ifølge mediet en listepris på 935,77 dollars svarende til cirka 6.274 kr. for et månedsforbrug.

Kilde: Reuters

FDA giver grønt lys til behandling af sjælden sygdom

Den svensk-britiske virksomhed AstraZeneca har fået godkendt en behandling til en sjælden sygdom af FDA, den amerikanske fødevare- og lægemiddelmyndighed.

Det skriver mediet FirstWord Pharma. Det er lægemidlet Fasenra (benralizumab), som er blevet godkendt til at behandle den sjældne sygdom eosinofil granulomatøs polyangiitis, som opstår hos personer med astma.

Kilde: FirstWord Pharma

Annonce

Dette var de store samtaleemner på årets største europæiske diabeteskongres

Ifølge chef for Forskning og Viden i Diabetesforeningen Tanja Thybo var de store samtaleemner på årets kongres for European Association for the Study of Diabetes nyresygdomme, teknologi og forebyggelse af diabetes blandt gravide. Derudover er hun selv interesseret i at få mere viden om, hvordan blodsukkeret ser ud hos personer uden hverken diabetes eller prædiabetes.