Annonce

Erfaren iværksætter udnævnt til adjungeret professor ved SDU

Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på SDU har udnævnt Per Fischer som adjungeret professor i innovation ved Institut for Molekylær Medicin (IMM). Med udnævnelsen styrker fakultetet sin strategiske satsning på translationel forskning og kommercialisering af akademiske opdagelser. Det skriver SDU.

Per Fischer er uddannet cand.scient. i eksperimentel cellulær biologi fra SDU og har en dr.phil. fra University of Oxford. Derudover er han en erfaren iværksætter og leder med mere end 25 års erfaring i krydsfeltet mellem forskning, forretningsudvikling og bioteknologi. I sin nuværende rolle som adm. direktør i MinervaX ApS leder han bl.a. udviklingen af en vaccine mod gruppe B streptokokker.

Kilde: Syddansk Universitet

Novo Nordisk vil ‘se nærmere’ på antallet af medarbejdere

I dag præsenterede Novo Nordisk sit regnskab for første kvartal 2025, der viser, at omsætningen er vokset med 19 pct. i årets 3 første måneder. For hele året forventer Novo Nordisk en vækst på mellem 13 og 21 pct. Det skriver TV2 Nyhederne.

Forventningerne til væksten er en nedjustering af selskabets tidligere forventninger, og dermed bliver Novo Nordisk også nødt til at kigge på sine udgifter, finansdirektør Karsten Munk Knudsen til TV 2.

»Jeg vil ikke sige, at det direkte fører til fyringer. Men vi kigger selvfølgelig også nærmere på, hvad der sker med vores medarbejderstabs størrelse. Så det er mere en dæmpning af, hvor mange medarbejdere vi er, end det er fyringer,« siger han.

Kilde: TV 2 Nyhederne

Alzheimer-lægemidlet Leqembi godkendt af EU-Kommissionen

Lægemidlet Leqembi (Lecanemab) er blevet godkendt til behandling af patienter med mild kognitiv svækkelse eller mild demens på grund af Alzheimers sygdom. Effekten af Leqembi er begrænset, og behandlingens varighed er endnu ikke kendt. På grund af risikoen for alvorlige bivirkninger er der strenge kriterier for brug af medicinen. Det skriver Lægemiddelstyrelsen.

Leqembi er blevet anbefalet til godkendelse med et snævert flertal (17 stemmer imod 15) i Det Europæiske Lægemiddelagenturs lægemiddelkomité CHMP. Mindretallet, heriblandt Lægemiddelstyrelsen, har afgivet en ’divergent opinion’ (negativ udtalelse) om, at medicinens behandlingsmæssige effekt og kliniske relevans er begrænset, samtidig med at der er en risiko for alvorlige bivirkninger.

Kilde: Lægemiddelstyrelsen

ALK med stærk økonomisk start på 2025

Den danske medicinalgigant inden for allergiforskning og allergivaccination ALK præsenterer et fremragende regnskab for første kvartal af 2025. ALK øgede i alt omsætningen med 12 pct. til over 1,5 mia. kr. Det skriver ALK i en pressemeddelelse.

Det er især salg af tabletter, der har været drivkraften bag den økonomiske vækst, hvor salget er steget med 22 pct. Med en lovende ny tablet mod husstøvmideallergi til børn, som er gået over forventning, og en forestående lancering af en ny adrenalin-næsespray i Europa fastholder ALK sin helårsprognose med en vækst mellem 9 og 13 pct.

Kilde: ALK

Annonce

Flere job