Pfizer får opbakning til RSV-vaccine fra ekspertpanel

Vaccinen er til samme patientgruppe, som Bavarian Nordic også forsøger at udvikle sin RSV-vaccine til.
Foto: Dado Ruvic
Foto: Dado Ruvic
Af Marketwire

Amerikanske Pfizer har som det første medicinalselskab sikret sig opbakning til en RSV-vaccine fra et uafhængigt ekspertpanel, der rådgiver den amerikanske lægemiddelstyrelse, FDA, om godkendelser af nye lægemidler.

Det rapporterer Bloomberg News.

Medlemmerne af ekspertpanelet afgjorde med stemmerne 7 mod 4, at RSV-vaccinen kan anses for sikker og effektiv til forebyggelse af RS-virus i ældre over 60 år.

Det er samme patientgruppe, som danske Bavarian Nordic forsøger at udvikle sin RSV-vaccine til.

Den amerikanske lægemiddelstyrelse følger ofte indstillingerne fra sine ekspertpaneler, men går fra tid til anden også sine egne veje, så anbefalingen munder ikke nødvendigvis ud i en markedsføringstilladelse til Pfizers RSV-vaccine.

Blandt ankepunkterne hos flere af eksperterne var ifølge Bloomberg News to tilfælde i Pfizers studie af en sjælden potentiel bivirkning kaldet Guillian-Barre-syndrom, hvor kroppens immunsystem angriber nerverne. Syndromet er i sjældne tilfælde forbundet med vaccination.

Flere konkurrenter

Ud over Pfizer har Glaxosmithkline og Moderna i henholdsvis oktober og januar præsenteret positive fase 3-studier med RSV-vacciner til voksne over 60 år.

Bavarian er for sin part foreløbigt kommet i mål med den planlagte rekruttering af forsøgspersoner til sidste fase af selskabets RSV-studie. Det meddelte selskabet i december. Foreløbige resultater fra Bavarians fase 3-studie ventes at være klar i midten af 2023.

Pfizer er dermed omkring et år foran Bavarian. Selskabet præsenterede foreløbige fase 3-resultater i august sidste år.

Hos Sydbank vurderer analytiker Søren Løntoft Hansen, at data fra GSK’s fase 3-studie umiddelbart er lidt bedre end Pfizers.

”Men det er ret svært at bedømme, fordi de ikke er testet over for hinanden. Som udgangspunkt ser det ud som om, at GSK’s er den stærkeste, men det kan være svært at afgøre, da der sagtens kan være tale om forskellige studiedesign og afvigelser i forhold til måling af RSV-symptomer og så videre,” siger Søren Løntoft Hansen.

RS-virus, RSV, giver typisk forkølelseslignende symptomer, men kan i alvorlige tilfælde give lungeinfektioner hos personer i risikogruppen, der tæller børn og ældre. I alt vurderes virusset ifølge GSK årligt at føre til omkring 420.000 hospitalsindlæggelser og 29.000 dødsfald i voksne i de industrialiserede lande.

Gigantisk marked

Markedet for RSV-vacciner ventes ifølge Bloomberg Intelligence at kunne nå en værdi af over 10 mia. dollar i 2032, og det virker ifølge Søren Løntoft Hansen som et fint bud.

Han venter i øvrigt, at Bavarian på sigt vil indgå et partnerskab om vaccinen for de store markeder.

”Jeg tror, at der er medicinalselskaber, der synes, at det her er interessant, men som måske gerne vil se data fra Bavarian, før de indgår en partnerskabsaftale,” siger Sydbank-analytikeren.

For det kinesiske marked har Bavarian allerede indgået en partneraftale med Nuance Pharma.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også