Novo Nordisk uddyber positive fase 2-resultater med ugentlig insulin

Novo Nordisk har fremvist resultater fra tre fase 2-studier med det ugentlige insulin icodec på en diabeteskonference.
Foto: Novo Nordisk / PR
Foto: Novo Nordisk / PR
AF RITZAU FINANS

Novo Nordisk har på årets diabeteskonference i den europæiske diabetesforening (EASD) præsenteret lovende data fra tre fase 2-studier med sit ugentlige insulin icodec.

Det første studie blev gennemført i 154 voksne type 2-diabetikere, hvis blodsukker ikke var tilstrækkeligt kontrolleret med orale diabetesmidler og langtidsvirkende insuliner til brug enten én eller to gangen om dagen.

Studiet konkluderer ifølge Novo Nordisk, at det er effektfuldt og sikkert at skifte til insulin icodec sammenlignet med verdens mest benyttede langtidsvirkende insulin, Sanofis Lantus, samtidig med, at det ikke er forbundet med øget risiko for hypoglykæmi.

Et andet studie viser, at effekten af insulin icodec på blodsukkeret er sammenlignelig med Lantus i patienter, der ikke tidligere har modtaget insulinbehandling. Samtidig var sikkerhedsprofilen af de to insuliner sammenlignelig, skriver Novo Nordisk.

Det sidste studie handler om dosisopskaleringen af insulin icodec.

Novo Nordisk havde i forvejen meldt om positive resultater med insulin icodec i fase 2.

I juli fortalte Novo Nordisks forskningsdirektør Mads Krogsgaard Thomsen til MedWatch, at selskabet regner med, at det ugentlige insulin er nyskabende nok til at bryde igennem på et insulinmarked, der ellers er stagneret på grund af prispres i USA.

"Det er nemt og bekvemt, og man kan muligvis spare en masse omkostninger forbundet med de ting, patienterne normalt skal gøre hver dag, når de skal måle blodsukker og bruge nåle," sagde Mads Krogsgaard Thomsen.

"Derudover har det vist sig i fase 2-studier, at når vi går op imod Lantus (fra Sanofi, red.), som stadig er det mest solgte insulin i verden, så kan vi se numerisk bedre blodsukkerkontrol. Det er ikke statistisk signifikant, fordi det er små studier, men vi tror på, at vi i fase 3 kan lave et insulinprogram, der både viser større bekvemmelighed og har bedre blodsukkerkontrol," sagde han videre.

Novo Nordisk venter at indlede kliniske fase 3-studier af insulin icodec senere i 2020.

Novo Nordisk satser på nyskabende insulin: "Mange læger sagde, vi var skøre" 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også