Mette Frederiksen åbner for at opføre vaccinefabrik

Mette Frederiksen åbner for, at Danmark i samarbejde med Israel kan opføre vaccinefabrikker forud for sin afrejse til landet, hvor hun blandt andet skal tale vaccine-infrastruktur med landets premierminister.
Foto: Mads Claus Rasmussen
Foto: Mads Claus Rasmussen
AF RITZAU

Statsminister Mette Frederiksen (S) rejser i denne uge til Israel for at diskutere samarbejde om vacciner med premierminister Benjamin Netanyahu og Østrigs forbundskansler, Sebastian Kurz.

Før afrejsen åbner Mette Frederiksen for et samarbejde med Israel om en vaccinefabrik.

"Ja, vi taler konkret om, hvordan vi kan øge produktionen af vaccine. Det kan være i et offentligt-privat partnerskab. Bygning af egen kapacitet, vi kan stille til rådighed. Jeg udelukker ikke nogen idéer - heller ikke at opføre fabrikker," siger Mette Frederiksen.

Statsministeren understreger, at der endnu ikke er en aftale om, at Danmark rent faktisk vil opfører vaccinefabrikker for på den måde at få adgang til flere vacciner.

"Jeg tør ikke skrive under på, at der ligger en fuldstændig færdig skitse. Men jeg oplever en utålmodighed i den dialog, jeg har med Netanyahu og kansler Kurz," siger Mette Frederiksen og tilføjer:

"Vi bliver nødt til at få en langsigtet plan. Vi kan ikke blive ved med ikke at få tilvejebragt nok vaccine."

Hun peger på, at Israel allerede er "langt" i deres dialog med Pfizer, der producerer den ene af de godkendte vacciner.

"Den dialog bliver vi klogere på, når vi rammer israelsk jord på torsdag", siger Mette Frederiksen.

Avisen Financial Times skriver, at opførelsen af produktionsfaciliteter er det centrale i den diskussion, de tre regerings ledere skal have.

De tre lande skulle allerede være i dialog med Pfizer og Moderna om fabrikkerne, skriver Financial Times. Oplysningen stammer fra en anonym østrigsk embedsmand med indsigt i planerne for mødet.

Samtidig skulle spørgsmålet om at pulje de tre landes vacciner også være et emne på mødet. Det er dog et kontroversielt emne både i de enkelte lande og i forhold til samarbejdspartnere.

I forvejen har EU's langsommelige indkøb af vacciner slået sprækker i solidariteten mellem EU-landene. Slovakiet meddelt, at man køber to millioner doser af den russiske Sputnik V-vaccine. Ungarn har også godkendt den russiske vaccine og har købt mere end en halv million doser af den kinesiske vaccine.

Den danske statsminister afviser, at hun med samarbejdet med Israel og Østrig bryder med EU-samarbejdet omkring indkøb og fordeling af vaccine mellem de 27 EU-lande.

"Jeg betragter ikke det her som at bryde ud af det europæiske samarbejde. Det kommer jeg heller ikke til at anbefale. Vi står os bedst ved at blive i det europæiske samarbejde også på vaccineområdet," siger Mette Frederiksen og tilføjer:

"Men vi skal afprøve andre idéer og strategier også. Israelerne er bare bedst. De er længst i deres vaccineprogram, og det skal Europa i mine øjne tage ved lære af."

På et doorstep efter spørgetimen i Folketinget tirsdag afviser hun at have fået negative kommentarer fra Bruxelles for tiltaget. På spørgsmålet om, hvorvidt hun har fået positive kommentarer, svarer hun "ja".

Statsministeren rejser til Israel i jagt på en vaccinealliance

Nyt EU-agentur kan være svaret på Mette Frederiksens vaccine-bønner

Mette Frederiksen skal mødes med Østrigs og Israels ledere om vacciner 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også