Vild vækst i hovedstadens medicinalbranche: Over 10.000 nye jobs på fem år

Første spadestik er taget til en af de største udenlandske investeringer nogensinde, og det ligger oven i en gevaldig vækst i jobs inden for Life Science her i regionen.

Charlotte Jendresen elsker sit arbejde.

- Det er super sjovt. Jeg elsker at være i denne branche, siger hun, mens hun med en elektronisk pipette fylder en lille plastikbakke med væske i laboratoriet på Ole Maaloes Vej på Nørrebro.

Hun er seniorforsker hos biotek-virksomheden Muna Therapeutics. Her forsker hun i udvikling af medicin til parkinsonsyge, og lige nu er stemningen i hendes branche bedre end nogensinde.

quote Der er brug for os derude, og det går hurtigt

Charlotte Jendresen, Seniorforsker, Muna Therapeutics

- Det er samarbejdslysten mellem de små virksomheder, universiteterne og de store virksomheder. Alle støtter hinanden med at uddanne folk og specialisere folk, og så støtter vi hinanden økonomisk og med viden, fortæller Charlotte Jendresen.

For ikke så længe siden arbejdede hun i en anden biotek-virksomhed. Den blev opkøbt, og alle i hendes afdeling stod pludselig uden job – men ikke ret længe.

- Så fik de fleste af os job næsten med det samme igen. Der er brug for os derude, og det går hurtigt, siger hun med et smil.

Investering fra udlandet

For sådan er det i medicinalbranchen lige nu. Der opstår konstant nye virksomheder, nye investeringer og nye muligheder. Og den udvikling kan man også mærke i Hillerød, hvor den japanske koncern Fujifilm i 2019 købte en fabrik af amerikanske Biogen. En fabrik, der producerer medicin for andre medicinalvirksomheder på kontrakt.

- Den beslutning har givet os mulighed for at bygge ovenpå og bruge det som springbræt til at få nogle af de største fabrikker, ikke bare i Europa men også i USA, fortæller Martin Meeson, der som direktør for hele Fujifilm Diosynth Biotechnologies til dagligt holder til i USA.

Inde i de store firkantede bygninger på fabrikken i Hillerød tårner store ståltanke sig op gennem flere etager. I dem dyrkes celler, der bruges i fremstillingen af medicin.

quote Vores danske medarbejdere arbejder ihærdigt for at producere produkter af høj kvalitet

Kenji Sukeno, bestyrelsesformand, Fujifilm Holdings Corporation.

Allerede i 2019 annoncerede de nye ejere, at de ville investere 6 milliarder kroner i udvidelsen af kapaciteten i Hillerød - blandt andet med flere ståltanke – eller bioreaktorer, som de faktisk kaldes. 

Men den investering var ikke nok, for danskerne har vist sig at levere så godt, at kunderne strømmer til, forklarer en af de øverste ledere i Fujifilm. Japanske Kenji Sukeno er formand for bestyrelsen i hele Fujifilm Holdings Corporation.

- Siden produktionssitet i Danmark blev en del af vores gruppe i 2019, har vi oplevet, at vores danske medarbejdere arbejder ihærdigt for at producere produkter af høj kvalitet, og således har vi opbygget mange kunders tillid. For at skabe mere tillid og forretningsvækst, har vi besluttet at udvide vores aktiviteter yderligere i Danmark, siger han.

En af de største udenlandske investeringer nogensinde

Både Kenji Sukeno og Martin Meeson er på besøg i Danmark af netop den grund. I sidste uge  var de med til at tage første spadestik til endnu en udbygning af produktionskapaciteten i Hillerød. Denne gang har det krævet en investering på knap 11 milliarder kroner.

Fujifilm har flere fabrikker i USA og i Storbritannien, men fabrikken her i Hillerød kommer til at spille en hovedrolle i Fujifilms omstilling fra et firma, der laver film til analoge fotografiapparater til at være en af de største producenter af biologisk medicin i verden.

- Her har vi et af verdens stærkeste fællesskaber af folk, der producerer denne type medicin, forklarer Martin Meeson.

quote København spiller en kæmpe rolle i dansk Life Science-industri. Det er der, hvor vi ser den største tilvækst, og der hvor langt størstedelen af firmaerne ligger

Louise Druedahl, Postdoc

Samtidig giver Danmark også virksomheden en anden fordel.

- I dag er co2-reduktion essentiel for virksomheder, der opererer i det globale marked. I den sammenhæng mener vi, at Danmark er det rigtige sted at investere, forklarer Kenji Sukeno.

Succes for Medicon Valley

Den 11 milliarder kroner dyre investering er et udtryk for en branche i vækst. For selvom investeringen her er særlig stor, så er den langt fra unik.

For lige nu går det generelt forrygende i den danske medicinal- og biotek-branche – det der også kaldes for Life Science - og langt det meste af væksten koncentrere sig omkring hovedstadsområdet.

Og den situation er ikke kommet af sig selv. I år er det 25 år siden, at politikere og erhvervsfolk annoncerede satsningen på det der kaldes Medicon Valley – et område, der dækker både Sjælland og Skåne, og som man ønskede at gøre til et centrum for medicinalindustri. 

En analyse fra Øresundsinstituttet viser, at der alene i den danske del af Medicon Valley nu ligger 700 Life Science-virksomheder. 

De seneste 5 år er der kommet 200 nye virksomheder til i vores del af Medicon Valley. Og i samme tidsrum er der skabt 10.500 flere job – næsten alle sammen i selve Region Hovedstaden. I alt arbejder der i dag 58.000 personer i Life Science-industrien i Østdanmark.

- Der er ikke nogen tvivl om, at København spiller en kæmpe rolle i dansk Life Science-industri. Det er der, hvor vi ser den største tilvækst, og der hvor langt størstedelen af firmaerne ligger, lyder det fra postdoc ved Centre for Advanced Studies in Biomedical Innovation Law, Louise Druedahl.

Stadig potentiale for at vokse

Med Fujifilms investering er der nu sammenlagt planlagt investeringer for 45 milliarder kroner indenfor Life Science her i den danske del af Medicon Valley. Og der er stadig potentiale for at vokse, hvis man spørger Louise Druedahl.

- Der er et stort potentiale, blandt andet i at bruge sundhedsdata, som vi i Danmark er kendte for at have meget af i vores store registre. Og derudover, at vi kan bruge kunstig intelligens til at skabe ny innovation ved at kombinere det med den forskning, der allerede er lavet, og ligger ude i medicinalvirksomhederne, siger hun.

Hos Fujifilm vil man heller ikke afvise, at de vil investere endnu mere i Danmark i fremtiden.

- Hvis du havde spurgt os tilbage i 2019, da vi købte fabrikken, så ville vi have sagt, at vi måske ville lave nogle investeringer, og nu står vi så her i dag, med vækstrater som dem vi ser nu. Så lige nu er vi et sted, hvor man nok må sige: ”Man skal aldrig sige aldrig,” siger Martin Meeson.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik