Genmab arbejder på at være klar til lancering i 2020

Tisotumab vedotin kan blive det første lægemiddel, som Genmab selv vil markedsføre, og biotekselskabet arbejder på at have den kommecielle infratruktur på plads i 2020.
Foto: Tuala Hjarnø/Genmab
Foto: Tuala Hjarnø/Genmab
AF RITZAU FINANS

Genmab er allerede begyndt at forberede sig på en ny æra, hvor selskabet frem for at betjene sig af partnere, selv kan stå for markedsføringen af sine egne lægemiddel. Målet er at være klar til en lancering i 2020.

Det fortæller Genmabs kommercielle direktør, John Keating, onsdag på selskabets kapitalmarkedsdag.

Planen omfatter etablering af et kommercielt fundament, som ud over at understøtte lanceringen også er skalerbart, så det kan udbygges til lancering af de næste kræftmidler fra 2023 og frem.

"Vi mener, at vi for at blive succesfulde må gøre dette på tre forskellige markeder. Vores kernemarkeder bliver Europa, Japan og USA," siger John Keating.

Han peger på tisotumab vedotin som en mulig kandidat til at blive det første lægemiddel, Genmab selv vil markedsføre. Midlet prøves i et fase 2-studie til behandling af livmoderhalskræft, og studiet er designet, så det i bedste fald kan danne grundlag for en markedsføringsansøgning.

Genmab udvikler tisotumab vedotin i samarbejde med amerikanske Seattle Genetics, og deler såvel omkostningerne som fremtidige indtægter. Ifølge aftalen vil Seattle stå for det amerikanske marked, mens Genmab skal stå for resten af verden.

Som led i forberedelserne planlægger Genmab derfor at opbygge en forretningsenhed i Japan. I Europa venter Genmab desuden at opbygge fire til fem forretningsenheder.

"Vi kigger på en klyngemodel, hvor vi vil fokuserer på mindst fire måske fem klynger. Det drejer sig om Tyskland, Frankrig, Spanien og Italien. Vi vil lægge kontorer i de lande, og de kan så understøtte tilstødende markeder, såsom eksempelvis Østrig fra Tyskland, eller de nordiske lande fra Danmark, hvor vi har kontor," siger John Keating.

Med strategien fokuserer Genmab på at hente størstedelen af værdien i Vesteuropa, mens selskabet i Østeuropa regner med at betjene sig af distributører.

Som led i forberedelserne har Genmab allerede ansat erfarne chefer for markedsadgang og medical affairs, og i løbet af 2019 og 2020 regner selskabet med at hente yderligere medarbejdere ind til salg og markedsføring, oplyser John Keating.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også