Diabetespille fra Novo Nordisk imponerer ikke finanshus

Nye hjerte-kar-data for Novo Nordisk semaglutid i tabletform imponerer ikke finanshuset HSBC, der forudser, at den danske virksomhed må gennemføre nyt, dyrt studie.
Foto: /ritzau/AP/Remy de la Mauviniere
Foto: /ritzau/AP/Remy de la Mauviniere
AF RITZAU FINANS

Mens der hersker glæde i Novo Nordisk over resultaterne af hjerte-kar-studiet med selskabets tabletversion af semaglutid, så er det britiske finanshus HSBC mindre imponeret.

Data fra hjerte-kar-studiet ved navn Pioneer 6 betegnes som en misser, og Novo må formentlig gennemføre et nyt og større hjerte-kar-studie, som vil være dyrt og begrænse selskabets mulighed for at reducere omkostningerne, skriver HSBC.

Banken gentager samtidig anbefalingen "reducer".

HSBC hæfter sig ved, at data fra Pioneer 6 viste, at semaglutid som tablet reducerede risikoen for alvorlige hjerte-kar-hændelser med 21 pct. Dette var dog ikke nok til at vise statistisk signifikans.

Sammenlignes resultaterne af hjerte-kar-studiet med resultaterne fra Sustain 6-studiet, der så på hjerte-kar-effekterne af semaglutid i injektionsform, er der desuden både lighedstræk og afvigelser, mener HSBC.

"Mange af endepunkterne bevæger sig i samme retning i Pioneer 6 og Sustain 6, men flere andre gør ikke, hvilket muligvis afspejler de relativt få hjerte-kar-hændelser i studierne. I vores øjne er der behov for et større studie af hjerte-kar-sikkerheds og effektdata for både injektionsbaseret og oral semaglutid for at overbevise myndigheder og læger om, at en potentiel hjerte-kar-fordel med semaglutid er reel," skriver HSBC.

Optimisme hos Novo

Hos Novo Nordisk hersker der derimod stor optimisme oven på resultaterne af hjerte-kar-studiet, og selskabet vil nu se på, om det er muligt at få myndighederne til at godkende, at det tilsvarende middel i injektionsform, der markedsføres under navnet Ozempic, reducerer risikoen for hjerte-kar-lidelser hos type 2-diabetikere.

"Der er en ting, man ikke skal gøre, og det er at sætte sandsynligheder på regulatoriske hændelser. Men når det er sagt, så ville vi ikke skrive i vores fondsbørsmeddelelse, at vi vil indgå i dialog med FDA omkring de her ting, hvis ikke det var, fordi vi mente, at der var gode data bag," sagde Novos forskningsdirektør, Mads Krogsgaard Thomsen, fredag til Ritzau Finans.

"Når vi puljer resultaterne fra Pioneer 6 og Sustain 6 sammen, så får vi et dejligt overbevisende billede, hvor risikoen for hjerte-kar-hændelser er statistisk signifikant lavere og drevet af alle endepunkter både dødsfald, slagtilfælde og blodprop," fortsatte han.

Resultater i de to hjerte-kar-studier

Risikoen for hjerte-kar-død blev reduceret med 51 pct. i Pioneer 6-studiet med semaglutid som tablet, hvilket var statistisk signifikant. I Sustain 6-studiet med semaglutid i injektionsform blev risikoen for hjerte-kar-død reduceret med 2 pct., og det var ikke statistisk signikant.

Målt på antallet af blodpropper så man i Pioneer 6 en stigning på 18 pct., hvilket ikke var en statistisk signifikant afvigelse sammenlignet med placebo. I Sustain 6 med den injektionsbaserede udgave af semaglutid var der en reduktion i antallet på 26 pct. Heller ikke det var statistisk signifikant.

Risikoen for slagtilfælde blev reduceret med 26 pct. i Pioneer 6 og 36 pct. pct. i Sustain 6. Kun sidstnævnte var statistisk signifikant.

Ser man på risikoen for dødsfald af enhver årsag, var der en reduktion i Pioneer på 49 pct. mod 23 pct. i Sustain 6. Begge dele var statistisk signifikant.

Analytiker: Novo er ikke blevet belønnet nok for nye data

Novo fremrykker ansøgning for diabetespille og lander gode data i afsluttende studie

Analytiker er imponeret over nye data fra Novo

Novos diabetespille slår Victoza i japansk studie 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også