WHO-chef efterlyser masseproduktion af binyrebarkhormon

Efterspørgslen på midlet dexamethason er steget kraftigt efter studie blandt kritisk syge coronapatienter.
Foto: Denis Balibouse/REUTERS / X90072
Foto: Denis Balibouse/REUTERS / X90072
AF RITZAU

Det kunstige binyrebarkhormon dexamethason bør hurtigst muligt masseproduceres og distribueres verden over.

Sådan lyder opfordringen mandag fra WHO-chef Tedros Adhanom Ghebreyesus.

Meldingen kommer, efter at et hold britiske forskere har påvist en markant effekt, når midlet bruges i behandlingen af kritisk syge coronapatienter.

"Selv om det er tale om foreløbige data, giver de seneste resultater, der viser, at steroidet dexamethason har livreddende potentiale for kritisk syge covid-19-patienter, anledning til fejring," siger WHO-chefen.

Et hold forskere har for nylig testet midlet på flere end 2000 kritisk syge patienter indlagt med coronavirus.

Blandt de patienter, der kun kunne trække vejret ved hjælp af en respirator, reducerede midlet dødeligheden med 35 pct.

Og selv om det stadig er tidligt i processen, opfordrer WHO-chefen allerede nu til at sætte gang i det store produktionsapparat.

"Den næste udfordring bliver at øge produktionen og hurtigt distribuere dexamethason ligeligt verden over med fokus på de steder, der er hårdest ramt," siger Tedros Adhanom Ghebreyesus.

"Efterspørgslen er allerede steget kraftigt, efter at britiske forsøg har vist dexamethasons tydelige virkning. Heldigvis er der tale om en billig medicin, og der er mange producenter af dexamethason på verdensplan, som kan øge produktionen."

Dexamethason har været på markedet i over 60 år og bruges normalt til behandling af betændelsestilstande.

Professor kalder forsøg med binyrebarkhormon mod corona lovende

SSI er skeptisk over for antistoftest på apotekerne 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også