Vupti, tryller Dibbern og Thirstrup ansvaret væk

Engang i mellem betaler det sig med selverkendelse.  Man skal kunne sige »undskyld, det kan vi gøre bedre« – og mene det.

Desværre er den erkendelse ikke noget frem til alle dele af sundhedssektoren. Der findes nogle få dumstædige systembevarere, som for enhver pris afviser tage ansvar, og som derfor heller aldrig kommer til at levere løsninger på problemer, de selv er skyld i.

Blandt dem er to på fremskudte personer i sundhedssektoren, nemlig Steffen Thirstrup, tidligere direktør for IRF og Henrik Dibbern, PLO.

Begge har luftet deres forhistoriske indstilling til tingene i forbindelse med pressens afsløringer af lykkepillernes anvendelse til børn og gravide.

I Lægemiddelstyrelsen er Steffen Thirstrup tiltrådt nogle uger før tid i jobbet som chef for godkendelsesafdelingen – formelt begynder han først den 1. juni.

Derfor er det faldet i hans lod at skulle håndtere Lægemiddelstyrelsens håndtering af SSRI-præparater til gravide.

Sagen er vanskelig:  Allerede i 2010 dokumenterede professor Ebba Holm og lektor Lise Aagaard fra Institut for Farmakologi og Farmakoterapi på Københavns Universitet i en undersøgelse, at der på daværende tidspunkt var registeret 48 indberetninger om alvorlige bivirkninger forbundet med antidepresiva under graviditet.

Men først i marts 2011 – da indberetningerne var steget til 51, herunder 12 tilfælde af abort og fosterdød samt fire dødsfald hos spædbørn – advarede Lægemiddelstyrelsen de praktiserende læger mod at udskrive antidepressiv medicin til gravide.

I næsten et år havde Lægemiddelstyrelsen altså kendskab til, at brugen af SSRI-præparater under graviditet kunne medføre fatale bivirkninger, men styrelsen gav ikke sin viden videre til de praktiserende læger.

Men det er da ikke et problem, mente Steffen Thirstrup, da han skulle udtale sig til pressen:

»Det er jo ikke rutine, at vi offentliggør, hver gang vi får indberetning om en alvorlig bivirkning i Danmark. Det er et spørgsmål om, at vi skal have fundet ud af, om det er en bivirkning, der med rimelig stor sandsynlighed skyldes lægemidlet.«

Hvorfor i alverden svarer denne nye chef dog ikke, at Lægemiddelstyrelsen har dummet sig. At man vil finde på måder så man kan reagere hurtigere, når betydelige bivirkningsanalyser lægges frem.

Her var jo ikke tale om en forkølet indberetning fra en enkelt læge. Til grund lå 51 indberetninger, altså ikke just en lille krusning.

Steffen Thirstrups reaktion er en tro kopi af Lægemiddelstyrelsens håndtering af Omniscan-sagen. Også den gang landede en massiv bunke af indberetninger, og heller ikke dengang førte det til handling. Nu gentager det sig, og i processen får Lægemiddelstyrelsen effektivt formidlet at indberetninger af bivirkninger, selv i deres mest massive form, ikke bliver taget alvorligt.

Den linje fortsætter Steffen Thirstrup.

Han skulle have været fornyelsen i Lægemiddelstyrelsen, men han foreløbig indfrier han ikke forventningerne.

Henrik Dibbern, formand for PLO og derfor den fremmeste repræsentant for den lægegruppe som har udskrevet det mest SSRI til børn og gravide. Man skulle tro at det kunne føre til eftertænksomhed, måske ligefrem anger, eller i hvert tilfælde en vilje til at gøre det bedre.

Men sådan reagerer Henrik Dibbern ikke.

Her er i stedet PLO-formandens reaktion:

»Jeg tror desværre, at vi som læger, både praktiserende og speciallæger, er for modtagelige over for lægemiddelindustriens sirenesang om, at mange stoffer er meget uskadelige at anvende også uden for de områder, de oprindelig har været tænkt til.«

Vupti, tryllede Henrik Dibbern aben væk. Nu er det industriens skyld.

Beskyldningen om deres sirenesang er uhyre grov. Hvis PLO-formanden har ret, så begår industrien ulovligheder i deres markedsføring af deres produkter. Havde journalisten været ved sine fulde fem, så havde han bedt om konkrete eksempler. Det havde virkelig været en kioskbasker.

Kan danske praktiserende læger virkelig leve med, at deres formand præsenterer dem dikkende halevedhæng til industrien. Er det sådan de genkender sig selv?

Hvad har Henrik Dibbern i det hele taget gang i. Det er da ikke sådan almen praksis skal kendes i offentligheden. Som dem, der ikke vil tage ansvar. Dem, der ikke vil erkende fejl, når de faktisk er begået af de praktiserende læger. Som dem, der ikke vil tage ved lære af egne fejl.

Nej, bekæmp den attitude – akkurat som Lægemiddelstyrelsen burde gøre det, og tag så ansvar, så der kan blive opfundet måder at undgå fejlene.

Kommentarer

  1. Kære Kristian,

    Som du ved, så ligger en stor del af magiens hemmelighed i at snyde øjet, som er vidne til tryllekunsten. Det er åbenbart også lykkedes mig i denne sag!

    Det er nemlig ikke korrekt, når du skriver i din blog, at Lægemiddelstyrelsen ikke videregav sine information om en mulig sammenhæng mellem gravides brug af SSRI og diverse bivirkninger hos barnet førend vi havde kendskab til 51 indberetninger.

    Allerede i 2005 og 2006 omtalte vi problemstillingen på vores hjemmeside, og produktinformationen blev for de berørte produkter opdateret med information om disse risici. Også min nu snart forhændværende arbejdsplads, IRF, skrev i månedsbladet Rationel Farmakoterapi i juli 2006 om problemet. Vi forsøgt tilmed at give lægerne lidt vejledning i, at træffe et valg i disse meget svære situationer.

    Igen i foråret 2010 var der røre i sagen, og hele EU’s bivirkningssystem vurderede risikoen for diverse bivirkninger hos det nyfødte barn. Atter engang blev produktinformationen opdateret. Og først da kom den famøse artikle fra Holme og Aagaard. Den tilføjede ikke noget nyt i forhold til det, som allerede var håndteret i EU-samarbejdet.

    Set i dette lys har jeg svært ved at se, at Lægemiddelstyrelsens informationsindsats eller indsats for at sikre lægerne adgang til den sidst nye produktinformation i denne sag lader noget tilbage at ønske. Hver gang ny viden – det være sig videnskabelige arbejder eller konkrete bivirkninger – er sagen blevet vurderet og produktinformationen opdateret.

    Kendskab til det konkrete antal indberettede bivirkninger for et givet lægemiddel kan i denne sammenhæng ikke hjælpe læge og patient. Er X antal misdannelser indberette for et givent lægemiddel ‘for mange’, hvis produktinformationen indeholder klare advarsler og omtale af risikoens størrelse? Eller er ingen indberetninger en garanti for at lægemidlet er sikkert?

    Lægerne har brug for videnskabeligt bearbejdede data og især gode estimater af risikoen for en given bivirkning. Med denne viden kan lægen afveje fordele og ulemper ved en given behandling hos den enkelte patient. Og ikke mindst give en god information til patienten. Det er Lægemiddelstyrelsens opgave – ofte sammen med EU-kollegaerne – at foretage denne vurdering. Og det gør vi!

    Så meget for magien – disse fakta fik jeg åbenbart tryllet væk for dig. Det beklager jeg.

    De bedste hilsner
    Steffen Thirstrup

Skriv kommentar