Udgifterne til lægemidler er steget med 2,5 procent det seneste år


Udgifterne til lægemidler er over de seneste 12 måneder steget med 2,5 %, og regionerne har via Amgros har indkøbt lægemidler for knap 9,4 milliarder kroner til de offentlige hospitaler. Det viser Amgros’ Markedsovervågning for første kvartal 2022.

Oversigt over alle nyheder
26. APRIL 2022

Udgifterne til hospitalslægemidler over de seneste 12 måneder beløber sig til knap 9,4 milliarder kroner og er dermed steget med 2,5 %. Det viser den seneste Markedsovervågning fra Amgros.

Samtidig ser vi, at indkøbet af lægemidler opgjort i mængder (Definerede Døgn Doser) stiger lidt mere end indkøbet opgjort i kroner. Det indikerer, at regionerne har indkøbt lægemidler til gennemsnitligt lavere priser det seneste år i forhold til året før.

Regionernes samlede indkøb af hospitalslægemidler gennem Amgros udgør i første kvartal 2022 knap 1,9 milliarder kroner. Det svarer til en stigning på 0,4 % i forhold til samme periode sidste år. I første kvartal er der indkøbt lægemidler til gennemsnitligt højere priser end i første kvartal sidste år.

DEN TOTALE BESPARELSE STIGER FORTSAT

Kigger vi på rabatprocenten, som Amgros opnår i forbindelse med udbud eller forhandling, ligger den på cirka 43 % over de seneste 12 måneder. Det betyder, at de priser, sygehusapotekerne indkøber lægemidler til, ligger 43 % under de gældende listepriser*. Det er en stigning i rabatprocenten på cirka 3 %-point i forhold til de forrige 12 måneder, hvor den lå på 40 %. I kroner udgør den samlede besparelse over de seneste 12 måneder cirka 7,1 milliarder kroner.

Betragter vi rabatten hen over første kvartal 2022, ligger den på cirka 44 %. Det er en stigning på cirka 1 %-point i forhold til 1. kvartal i 2021.

*Listepriser skal her forstås som AIP-priser, det vil sige apotekets indkøbspris. Det er de priser, privatapoteker køber ind til.

Læs mere i Markedsovervågningen for 1. kvartal 2022

Karen Torgny

Seniorspecialist- kommunikation

Jeg står for den overordnede kommunikation i Amgros – herunder PR. Og er med til at sikre, at vi kommunikerer åbent og imødekommende med vores omverden.