Strøm giver kemoen ekstra effekt

Som de første og hidtil eneste i Danmark har onkologisk afdeling på Herlev Hospital indført såkaldt elektrokemoterapi som standardbehandling ved kræftmetastaser i huden. Beslutningen er truffet efter flere års intensiv forskning, ført an af overlæge Julie Gehl. Hun er ekspert i elektrokemoterapi og har stået i spidsen for flere studier. Men forskningen stopper ikke, fordi behandlingen er blevet standard på et enkelt område. Ifølge Julie Gehl har den nemlig potentiale til meget mere.

»Vi har netop påbegyndt det første forsøg med elektrokemoterapi mod kræftmetastaser i indre organer, i dette tilfælde hjernen. Vi har udviklet en speciel elektrode, som nu er færdig og godkendt, og den første patient er behandlet. Ingen har tidligere behandlet hjernemetastaser med elektrokemoterapi, så det er første gang i verden,« fortæller Julie Gehl.

Elektrokemoterapi virker ved, at en elektrode bliver stukket ind i tumoren. Derefter bliver kemostoffet bleomycin sprøjtet ind. Stoffet har normalt svært ved at komme igennem cellemembranen, men ved at sætte strøm til elektroden og udsætte cellerne for korte elektriske pulse kan man få cellemembranen til at åbne sig kortvarigt og dermed give kemostoffet mulighed for at trænge ind og virke overordentlig effektivt –ved kræftmetastaser i huden virker elektrokemoterapi 300 gange mere effektivt end konventionel kemo, og patienterne har som regel kun brug for en enkelt behandling.

»Vi har tidligere set på små metastaser i huden, og her er det knap 75 pct., der forsvinder ved en enkelt behandling. Vi har også lavet et studie af store brystkræftmetastaser i huden, hvor vi kan se, at en tredjedel af patienterne får mere end 50 pct. reduktion af tumoren på en enkelt behandling,« siger Julie Gehl.

Oplagt som supplerende behandling
Behandlingen har altså en imponerende effektivitet, men er begrænset af, at man skal kunne stikke en elektrode direkte ind i tumoren. Det forsøger Herlev-forskeren nu at gøre med hjernemetastaser, og på længere sigt vil Julie Gehl og hendes kolleger også gerne udvikle en elektrode til at behandle metastaser i andre indre organer.

Men hvis elektrokemoterapi virker så godt, hvorfor så ikke bruge den som primærbehandling, frem for kun at bruge den til metastaser?

»Elektrokemoterapi skal ses som et supplement til andre behandlingsformer. Kemoterapi bruges f.eks. meget som forebyggende behandling ved kræftsvulster med tilbagefaldsrisiko. Der ved vi ikke, hvor eventuelle kræftceller sidder, så man behandler hele kroppen. Strålebehandling kan dække et stort område, og man kan bedre behandle indvendige tumorer. Elektrokemoterapi er meget effektiv på lokalområder, og så kan den supplere andre behandlingsmuligheder. Man kan som regel ikke stråle to gange i samme område, men elektrokemoterapi kan gives efter både kemo og stråler og virker også ved de behandlingsresistente kræftsvulster,« siger Julie Gehl.

Hun afviser dog slet ikke, at elektrokemoterapi en dag kan blive den primære behandling til nogle kræftformer. Det kræver bare en masse arbejde.

»Der er nogle gode, fungerende standardbehandlinger. Skal vi bruge elektrokemoterapi som primær behandling, skal der først laves store lodtrækningsforsøg, der viser, at behandlingen er bedre en den herskende standard. Det er ikke på programmet endnu. Jeg synes også, det er mere interessant at gå i den anden retning og se, om vi kan behandle nogle af dem, der ellers er behandlingsresistente,« siger Julie Gehl.

Og det forsøger hun og kollegerne så bl.a. i det nye studie, hvor elektrokemoterapi for første gang bliver brugt mod hjernemetastaser. Forsøget foregår i samarbejde med neurokirurgisk afdeling på Rigshospitalet. Her inkluderer forskerne patienter, der har fået almindelig behandling, men hvor hjernemetastaserne fortsat er til stede. Og Julie Gehl er optimistisk.

»Vi har tidligere testet det i en dyremodel, og det gik rigtig fint. I 69 pct. af tilfældene forsvandt tumorerne efter en enkelt behandling,« fortæller Julie Gehl.

Skriv kommentar